En ny biltunnel kan få konsekvenser for Stonehenge, der risikerer at ryge af verdensarvlisten.

Kontroversiel biltunnel kan koste Stonehenge pladsen på prominent liste

Den engelske regering planlægger en biltunnel under Stonehenge, og hvis det bliver til noget, risikerer den ældgamle stenformation at miste sin status af verdenskulturarv.  Alastair Grant/AP
Den engelske regering planlægger en biltunnel under Stonehenge, og hvis det bliver til noget, risikerer den ældgamle stenformation at miste sin status af verdenskulturarv. Alastair Grant/AP
Lyt til artiklen

Stonehenge, det forhistoriske monument i det sydlige England bestående af tonstunge sten i en cirkelform, risikerer at ryge af Unesco’s verdensarvliste.

Det skriver The Guardian.

Problemet er ikke vedligeholdelse af selve monumentet, men derimod planer om ny infrastruktur i området. Den britiske regering planlægger nemlig at bygge en flere kilometer lang biltunnel under Stonehenge, og skulle det blive realiseret, ryger monumentet på Unesco’s ’fareliste’ og risikerer altså at miste sin status som verdensarv.

Unesco’s løftede pegefinger kommer, blot et par dage efter at byen Liverpool er røget af listen. Det var nybyggeri på Liverpools havnefront, der ødelagde indtrykket af den viktorianske byggestil, som gjorde, at Liverpool måtte vige sin plads på verdensarvlisten.

Og Unesco kommer til at føre hårdere tilsyn med Englands i alt 31 steder på verdensarvlisten. Præsidenten for World Heritage UK, Chris Blandford, kritiserer den britiske regering for ikke at anerkende vigtigheden af Englands verdensarv.

»Dette er steder af international betydning. Det er det bedste af vores kulturarv. På et tidspunkt, hvor vi er ude (af EU, red.) og ønsker at blive taget alvorligt internationalt, hvorfor så ikke bruge disse steder af så stor betydning til at hjælpe os med det?«, udtalte han ifølge Guardian.

Biltunnelen fik i november 2020 grønt lys fra Englands transportminister, Grant Shapps, og i de kommende uger skal landets højesteret afgøre, om den bliver en realitet. Flere eksperter og inspektører har udtrykt stor skepsis for projektet.

Skulle Stonehenge ende med at blive taget af Unesco’s verdensarvliste, bliver England det første land i verden til at miste to placeringer på listen.

Henrietta Billings, direktør i organisationen Save Britain’s Heritage, der lobbyer og laver kampagner med det formål at fremtidssikre historiske bygninger og monumenter i England, frygter, at landet vil få et blakket ry.

»Verden holder øje med, hvordan vi styrer den globale arv. Storbritannien havde tidligere ry for enestående planlægning og bevarelse, og det er meget bekymrende, at vi er på vej ind i en situation, hvor vi mister det«, siger hun ifølge Guardian.

Ud over Stonehenge forventes mere engelsk verdensarv at komme under kritisk opsyn på grund af modernisering. Det gælder blandt andet Tower of London og et mineområde ved området Cornwall.

Laurits Hjortkjær Henningsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her