For nogle vil det sikkert være en nyhed af den mindre overraskende slags. Men her kommer den:
Astrologerne i datingprogrammet ’Matchet på Mælkevejen’ på DR 3 var ikke i stand til nærmest fejlfrit at beskrive en gruppe unge deltagere i programmet alene på baggrund af deres fødselshoroskop, skriver dr.dk.
De to entusiastiske og kærlige eksperter havde aldrig mødt eller set deltagerne. Alligevel kunne de ud fra horoskopet konkludere, at Sophie eksempelvis er typen, der har et »stel, hun har udset i en rigtig farve« (klip til Sophie, der pusler rundt i lejligheden med sit nøje udvalgte stel).
Eller at Trine har så vanvittig meget energi, at hun »har en af de der tyndere, hurtige cykler i sådan et letvægtsstel« (klip til Trine i fuld fart gennem byen på sporty cykel).
De forudså også, at Christopher, der er tidligere misbruger, bar på en hemmelighed fra sin fortid. »Der er noget i hans horoskop, der tyder på, at han har prøvet at knække«, lød konklusionen.
At faktatjekke et horoskop
De mange pletskud fra de to eksperter kan enten få seeren til at tænke, at astrologi da vist har fat i noget – eller også bliver der rynket et skeptisk øjenbryn ved tanken om, hvorvidt det nu heeelt kan passe.
Til sidstnævnte kategori hører DR’s egen Detektor-redaktion. For at afdække sandheden har den derfor spurgt ind til, hvordan programmet er lavet.
Astrologerne tog også fejl under optagelserne. De er bare klippet ud af programmet, oplyser DR Ungs redaktionschef, Erik Struve Hansen, til Detektor.
Han ønsker ikke at stille op til interview, men skriver i en mail til redaktionen, at det er et »fuldstændig normalt greb inden for denne her slags tv« at klippe på den måde.
Detektor har bedt om adgang til alle optagelser med astrologerne for at se, hvor meget der er klippet ud, men har fået nej fra Erik Struve Hansen.
»Eksperterne udtaler sig på baggrund af et horoskop. Dit spørgsmål lægger op til, at man kan faktatjekke et horoskop. Det mener vi ikke, man kan«.
Hvis alle par ender med at blive sammen, er det selvfølgelig svært at kritisere astrologien. Det må du selv se programmerne for at finde ud af.
fortsæt med at læse








