Da Monica Lewinsky hørte om tv-serien, bredte panikken sig først hos hende. Nu er hun seriens konsulent.

Monica Lewinsky insisterede på, at trussescene skulle med i ny tv-serie om Clinton-affæren

Da Lewinsky-skandalen begyndte at rulle i 1998, kaldte Bill Clinton Monica Lewinsky for en løgner, og benægtede offentligt, at han havde haft et seksuelt forhold til "den kvinde". Foto: Danny Moloshok/Ritzau Scanpix
Da Lewinsky-skandalen begyndte at rulle i 1998, kaldte Bill Clinton Monica Lewinsky for en løgner, og benægtede offentligt, at han havde haft et seksuelt forhold til "den kvinde". Foto: Danny Moloshok/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Manuskriptforfatteren til en ny tv-serie om Monica Lewinskys affære med USA’s tidligere præsident Bill Clinton frygtede at ’retraumatisere’ Lewinsky.

Derfor fjernede forfatteren Sarah Burgess oprindelig en scene fra en ny tv-serie om Lewinskys affære med Bill Clinton.

Scenen genskaber et særligt intimt øjeblik, hvor Lewinsky viser sin sølvfarvede g-streng til den daværende præsident i det ovale værelse i 1990’erne.

Men Lewinsky vil have, at verden skal se det, skriver New York Post.

Lewinsky kæmpede for at inkorporere hændelsen med g-strengen for at fastholde seriens integritet, da hun tror, at publikum ville bebrejde hende for ikke at have scenen med.

»I sidste ende følte jeg to ting: For det første at jeg ikke skulle have fripas, fordi jeg er producent. For det andet at det ville være unfair over for holdet og projektet, fordi det ville efterlade alle sårbare«, siger hun ifølge mediet.

Lewinsky er ansat som konsulent på tv-serien ’Impeachment: American Crime Story’, der afdækker den skandaløse affære mellem Clinton og Lewinsky, der var 21, da hun var praktikant i Det Hvide Hus fra 1995 til 1997.

Episoden med den sølvfarvede g-streng blev først beskrevet i ’Starr Report’, som er den officielle undersøgelse af skandalen, der førte til hans rigsretssag i 1998. Han blev dog frikendt.

Lewinsky skulle overtales

Da det først kom frem, at instruktør Ryan Murphy ville lave serien, bredte panikken sig hos Lewinsky. Hun var ikke interesseret i at genbesøge den tid, skriver The Hollywood Reporter.

Hun beskriver tiden, efter at sagen kom frem, som en sandt helvede, der fortsatte, selv efter at medierne stoppede med at rippe op i sagen.

»Ti år efter kunne jeg stadig ikke få et job. Jeg kunne ikke forsørge mig selv«, siger hun til mediet.

Murphy ville ikke lave serien uden Lewinskys samtykke, men efter lang tid og flere forsøg lykkedes det Murphy at overtale hende. I den forbindelse gjorde han hende til konsulent på serien.

’Impeachment: American Crime Story’ har premiere 7. september. I serien optræder skuespillerinden Beanie Feldstein som Lewinsky, Clive Owen som præsident Clinton og Edie Falco som Hillary Clinton.

Anna Konggaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her