I film vågner mumier som regel og viser sig at være ondsindede monstre. Men den fremstilling tager det menneskelige fra den afdøde person, mener britiske museer, som nu giver dem et nyt navn.

A hva’ for noget? Må man nu heller ikke sige ’mumie’ længere?

»Man skulle tro, at det var umuligt at såre et 3.000 år gammelt lig«, indleder tabloidavisen Daily Mail sin historie om, hvad museerne skal kalde resterne af afdøde egyptere. Her er det den mumificerede kong Tutankhamuns fødder. Foto: Ben Curtis/AP
»Man skulle tro, at det var umuligt at såre et 3.000 år gammelt lig«, indleder tabloidavisen Daily Mail sin historie om, hvad museerne skal kalde resterne af afdøde egyptere. Her er det den mumificerede kong Tutankhamuns fødder. Foto: Ben Curtis/AP
Lyt til artiklen

Ja, du læste rigtigt. Det bør være slut med at omtale afdøde personer fra det gamle Egypten som ’mumier’.

Det er i hvert fald meldingen fra flere britiske museer, der vil ændre terminologien som en del af opgøret med Storbritanniens koloniale fortid.

I stedet skal mumier omtales enten ved deres navn eller som ’en mumificeret person’ for at understrege, at de engang var rigtig levende mennesker.

»Ordet mumie er ikke forkert, men det er dehumaniserende, hvorimod betegnelsen mumificeret person tilskynder vores besøgende til at tænke på individet«, siger en talsperson fra National Museums Scotland i Edinburgh til tabloidavisen Daily Mail, som havde historien først.

Siden er den gået pressenrundt, for det forlyder, at også British Museum vil ændre terminologi. Og Great North Museum: Hancock i Newcastle har allerede ændret betegnelsen for museets mumificerede kvinde, Irtyru, for at »anerkende den koloniale udnyttelse og give hende den respekt, hun fortjener«, som det hedder i den britiske presse.

Film gør mumier til monstre

Museerne refererer også til, at mumier i fiktion og film (Daily Mail skriver ligefrem »utallige B-film«) fejlagtigt er blevet portrætteret som rene monstre.

Eksempler på dette kan findes i Boris Karloffs mumiefilm fra 1932 eller måske filmtrilogien ’Mummy’ – første film er fra 1999 (med Brendan Fraser), serien blev senere rebootet i 2017 med Tom Cruise i hovedrollen. Bare for at nævne et par stykker.

Plottet er i reglen i grove træk, at nutidsmennesker forstyrrer gravfreden, hvorefter mumien – eller rettere den mumificerede person – vågner og har ondt i sinde.

»Legender om mumiernes forbandelse og film, som portrætterer overnaturlige monstre, kan underminere deres menneskelighed«, som en arkæologisk assistent ved The Great North Museum skal have udtrykt det.

Mumier var populær souvenir

Selv om de afdøde egyptere blev mumificeret for at sikre dem i efterlivet, er det ikke muligt at spørge dem, hvad de selv mener om den ny terminologi. Konservative og såkaldt anti-woke kommentatorer har imidlertid haft meget spas ud af ændringen.

For ordet mumie er blevet brugt på engelsk mindst siden 1615, skriver Daily Mail, der også begynder artiklen om ændringen af terminologi med ordene: »Man skulle tro, at det var umuligt at såre et 3.000 år gammelt lig«.

Museumsfolk mener, at selve ordet mumie, som er en afledning af et arabisk ord, viser dets kolonihistoriske rødder.

Mange mumier kom desuden i det britiske imperiums varetægt i 1800-tallet. På det tidspunkt var en mumie en populær souvenir, når rige europæere besøgte Egypten. Idealet om gravfred gjaldt åbenbart ikke afdøde egyptere.

Særligt i England var det moderne at pakke mumierne ud, når man kom hjem. Og da det ikke kun var faraoer, som blev balsameret, var der nok af mumier at tage af.

Kirsten Nilsson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her