Når man prøver at forestille sig selv i en by i Tyskland, for eksempel midt i eller allerhelst sidst i 1930’erne, efter at Tyskland indlemmede Østrig, efter at Krystalnattens rædsler må have udkrystalliseret for alle, hvad nazisterne stod for, midt i en forsamling, der strækker højre hånd i vejret og råber »Heil!« som med én stemme, så håber man samtidig, at man ville være den ene i mængden, der holder armen ned langs siden og holder bøtte.

Lidt ligesom vi håber, at vi i Danmark ville have plantet bomber under tyskernes vejnet og sejlet jøder til Sverige.