Når The Shelter står klar, kan besøgende på kunst- og naturruten syd for Herning også komme i læ. Tegnestuen Effekt står for det cirkelformede udested, der i sig selv ventes at blive en attraktion.

Nyt gigantshelter skal bygges mellem trætoppene

Med et cirkelformet gigantshelter lægger tegnestuen Effekt op til at skabe et ude-, inde- og mødested for de 75.000, der årligt går natur- og kunstruten Deep Forest Art Land.  Visualisering Effekt Arkitekter
Med et cirkelformet gigantshelter lægger tegnestuen Effekt op til at skabe et ude-, inde- og mødested for de 75.000, der årligt går natur- og kunstruten Deep Forest Art Land. Visualisering Effekt Arkitekter
Lyt til artiklen

Der er i forvejen en skovtur med 80 kunstværker fordelt i naturen over en strækning på tre-fire kilometer midt i de jyske istidslandskaber. Og nu får det unikke danske besøgssted Deep Forest Art Land syd for Herning 57 millioner kroner til at forbedre oplevelsen med en slags naturens forsamlingshus, skriver Jyllands-Posten.

Tegnestuen Effekt, der også har stået bag for eksempel Skovtårnet ved sjællandske Haslev, står bag det cirkelformede inde-, ude- og mødested, der får navnet The Shelter.

Her vil besøgende på Deep Forest Art Land kunne gå op og søge læ, skoleekskursioner får et overdækket sted til undervisning, familier kan spise madpakker, man kan gå på opdagelse under trækronerne, og kunstnere vil kunne overnatte og arbejde med deres land art-værker.

Attraktionen i de gamle istidslandskaber i Jylland tiltrækker i forvejen hvert år 75.000 besøgende med sit tilbud om at opleve kunst og natur i skøn forening, men der har manglet et sted, når vejret kalder på læ. Med fonde som Realdania og A.P. Møller Fonden i ryggen bliver det nu opført. Tanken er, at det skal glide ind i naturen og skabe en forlængelse af vandreturen.

Ophæver grænser

Effekt har også tegnet vandreruten mellem norske trætoppe Treetop Walk i Hamaren, der åbnede tidligere i år, samt blandt andet Naturbyen med bæredygtige boliger i Middelfart og transformationen af Mimers Plads i København.

De 80 kunstværker af blandt andre John Kørner, Katrine Naumann og Frederik Tydén opleves på en 3,5 kilometer lang rute i et stort naturområde på 30 hektar. Flere af værkerne er i gigantformat, nogle maner til eftertanke, eksempelvis Jes Brinchs ’Hate’ eller Morten Modins ’Det kritiske punkt for intethed’, som er placeret, hvor en skovbæk slår et sving, andre værker som ’Skovsnogen’ er samtidig en legeplads, hvor børn kan klatre. ’Skovsnogen’, der blev skabt i et samarbejde mellem blandt andre Friluftsrådet, legetøjsfirmaet Monstrum og Deep Forest Art Lands kunstneriske leder, Søren Taaning, gav kultur- og naturparken det oprindelige navn, den havde, da den åbnede i 2010 som Skovsnogen.

Deep Forest Art Land beskriver sig selv som »en vandretur, et socialt mødested, en ny oplevelse« for mennesker, der både vil naturen og samtidig kunsten.

»Kombinationen af samtidskunst og natur ophæver nemlig grænsen mellem barn og voksen. Her kan vi alle komme med vores eget unikke perspektiv, vi er alle lige kloge, og vi er alle godt forberedt«, hedder det på hjemmesiden for Deep Forest Art Land, som har en entré på 20 kroner, man frivilligt kan betale, hvis man vil holde liv i ruten og installationerne.

The Shelter ventes at stå klar i 2027.


Anne Bech-Danielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her