Der er øget behov for ekstra sikkerhed på Dansk Jødisk Museum efter Hamas-angreb, siger kulturminister.

Museum i København står til at få ekstra million kroner til sikkerhed

Dansk Jødisk Museum ligger i København og blev indviet i 2004.   Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Dansk Jødisk Museum ligger i København og blev indviet i 2004. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Kulturministeriet vil bevilge en ekstra million kroner til Dansk Jødisk Museum i København til øget sikkerhed. Det fremgår af et aktstykke til Folketingets Finansudvalg, der skal godkende bevillingen.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) siger til Altinget, at det handler om »ekstra og særlig sikkerhed«.

»Terrorangrebet og den efterfølgende krig mellem Israel og Hamas har kun øget behovet for ekstra sikkerhed. Museet er særligt bekymret for sikkerheden grundet konflikten«, siger Jakob Engel-Schmidt til Altinget.

»Det er bekymringer, man skal tage utroligt alvorligt. Derfor har jeg også handlet hurtigt«, tilføjer han.

I forvejen modtager Dansk Jødisk Museum et forhøjet tilskud fra 2023 til 2027 på to millioner kroner årligt til sikkerhedsforanstaltninger. Det beløb står nu til at få tilført en million kroner i 2023 og 2024.

»For at kunne opretholde det nødvendige sikkerhedsniveau, der skal til for at Dansk Jødisk Museum kan holde åbent i samme omfang som i dag i 2023 og 2024, er der behov for et yderligere tilskud til formålet«, står der i aktstykket.

Dansk Jødisk Museum blev indviet i 2004, hvor blandt andre dronning Margrethe var til stede. I 2011 blev museet statsanerkendt, hvilket betyder, at det har et særligt ansvarsområde, som kan være inden for kunst-, kultur- eller naturhistorie.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her