Som en forudsætning for livet og som en selvfølge betragtes barndommen i dag, hvilket ikke altid er ensbetydende med at vise barnet respekt.
Som noget nyt og moderne blev det enkelte barns ret til at være netop barn betragtet for bare 100 år siden.
Så hastig en udvikling har også barndommen gennemgået igennem det 20. århundrede, som Helle Juhl skriver om og viser billeder fra i sit coffee table-store værk 'Barndommens land'.
Unikke erindringer
Undertitlen er 'Danmarkshistorie i børnehøjde', og mens hun fortæller om udviklingen inden for synet på barnet, rettigheder til børn og vilkår for børn, er den omgivende og ofte afgørende historiske udvikling hele tiden med i Helle Juhl lødige tekst.
Det samme er man selv med sin egen lillebitte brik af en familiehistorie. Især hjælper bogens mange sort-hvide billeder og billedteksterne til, at man hele tiden associerer til sin egen slægt, generation, vennekreds og historiske viden.
Beretning fra bøhlandet er billedskønEt foto af Astrid Lindgren med skuespilleren, der blev inkarnationen af legebarnet Emil, minder om efterkrigstidens revolution af børnelitteraturen. Jordbærplukkende børn i 1960 og roehakkende drenge i 1938 husker på en ikke så fjern fortid uden lovgivning for børnearbejde.
Et nærbillede af en fast hånd omkring et spanskrør vil virke som en skolesituation fra bedsteforældrenes for længst svundne fortid på nogle, mens andre alt for godt husker dengang indtil 1967, hvor lærere med loven i hånd kunne afstraffe elever korporligt.
Udvikling i boligforhold, familiekonstruktioner, seksualundervisning, kønsopfattelse, fritidsaktiviteter, skoleundervisning og meget andet vises og beskrives i bogen af ikke blot Helle Juhl, men også en del ældre mennesker, hun har talt med samt fire relevante bidragydere.
Drøm eller mareridt? Veltillavede bøger kaster nøgternt lys over husmoderenBørnebogsforfatteren Louis Jensen, formand for Børnerådet Per Larsen, børnepsykolog Margrethe Brun Hansen og tv-vært Jacob Riising fortæller om hver deres barndom. De fire personlige fortællinger er både god læsning og påmindelse om, at barndomserindringer trods mange lighedstræk er unikke.
Lysten til at fortælle
Bogen er overskueligt temaopdelt, både lækkert og tidløst layoutet og konsekvent sobert skrevet. I en del af indledningerne til enkelte afsnit bliver Helle Juhls tone dog unødvendigt tør.
Den garvede kulturhistoriske formidler fra Bjert ved Kolding har tidligere skrevet bøger om husmødre og om kvinden bag ’Frøken Jensens kogebog’ og måtte gerne have givet sig selv lov til at være lidt mere fri, personlig og konkret i begyndelserne af de forskellige afsnit. Historierne har hun.
Det hænder bare, at de først titter frem af teksterne efter nogle linjers generelle udviklingsbeskrivelser, der kan være nok så rigtige og alligevel kedsommelige.
LÆS OGSÅ Ny dansk roman indskriver sig som en af årets bedste debuter
Et eksempel er indledningen til et afsnit med overskriften 'På genopdragelse blandt nonner'. Helle Juhl har en god historie om 16-årige Gerda Mangor, der i 1898 blev sendt på klosterskole i Frankrig.
I stedet for at gå direkte i gang med at fortælle om det begynder afsnittet med det store perspektiv i følgende sætning: »Genopdragelsesrejser til slørbærende kulturer er ingen ny foreteelse«. Fortsættelsen er lige så generel, hvor lysten til at læse bedre kunne været pirret ved at begynde med Gerda Mangor og først derefter blive belærende.
Noget af det meget fine ved bogen er til gengæld, at Helle Juhl beretter historier om barndom ikke blot til hele landet, men også fra hele landet i et værk, der giver stor lyst til selv at fortælle.
fortsæt med at læse
