Han kan sin Rødovre, ham Jonas T. Bengtsson, og han kan sin velfærdsstat, særligt dens bagside. Han borer sig ind bag hoveddøre og gardiner, ind til de fyldte askebægre, sprutten og frustrationerne i Margrethe, Luka, Goran og Eriks liv, og han lader dem tale, så man tror på dem.
Sikke en kvartet: hjemmehjælperen Margrethe, der kalder sin datters barn en lille krakkemut, fordi han er mørk. Luka, der bliver taget i at snyde på handelshøjskolen, serberen Goran, der havde håbet at blive chef for spillehallen i stedet for Erik, som rendte med den serbiske klans toppost, fordi han går til stålet uden at blinke, ja, simpelthen elsker at være kriminel.
