Stemmen i Sten Kaaløs nye digtsamling tilhører en fiktiv person, sangeren Adrian Moccel, som er under rekonvalescens, efter at han har mistet hørelsen og den ene arm ved en bombeeksplosion. Eksplosionen finder sted i et krigshærget land, som den uheldige Moccel er rejst til i hælene på sin kone, der har forladt ham til fordel for en udenlandsk fløjtenist. Efter ulykken havner Moccel på handikapinstitutionen Figenhuset, hvor han skriver de digte, der indgår i samlingen. Sådan lyder den søgte fiktionsramme omkring ’Adrian Moccels papirer’, som man kan læse sig til på bogens bagside og i enkelte digte. Rigtig fængende bliver denne ramme aldrig. Det minimalistiske liv på institutionen giver Adrian Moccel lejlighed til at koncentrere sig om de helt simple indtryk, der enkelte gange også udtrykkes rammende og uden unødvendige detaljer: »Foråret/ er en luftflod/ der lyser op// Vinterens/ ord slettes// Alt bliver/ hvidere/ end sne«, lyder for eksempel et vellykket årstidsdigt. Springer sammenhængen Samlet set er det et terapeutisk forløb, som digtsamlingen beretter om, en tilbagevenden til livet. Hyrdetimer med en ny kvinde, kioskdamens datter, indgår heri, ligesom mødet med institutionens andre tilfælde afføder lyriske betragtninger.

Heldigvis er rammefortællingen så flimrende og forholdsvis ukonkret, at Adrian Moccels situation kan læses som en slags skematisk beskrivelse af, hvad det vil sige at nærme sig livet langsomt oven på en traumatisk begivenhed. Alligevel forbliver det uklart, hvorfor denne beretning skal gengives i digte, og hvad figuren Adrian Moccel bidrager med som maske. Kendetegnende for samlingens bedste digte er netop, at de sprænger sammenhængen og ville stå bedre helt uden den kunstige fiktionsramme omkring sig. Den er i bedste fald overflødig.