Der er meget store perspektiver – ud over den blotte lykkelige læsning – i at have den russiske forfatter Ivan Turgenjevs klassiske roman ’Fædre og sønner’ mellem hænderne.
Og nu tilmed i en tidssvarende og samtidig varsomt patineret oversættelse af Marie Tetzlaff. Det drejer sig om en bog og et forfatterskab, der i sin tid, dvs. for halvandet hundrede år siden, om noget åbnede Europas øjne for Rusland, dets landskaber og dets mennesker. Med Turgenjev fik ’det russiske’ en helt ny aura, på en gang levende, sammensat og hævet op over de gængse barbariske klicheer. Turgenjev vidste godt, hvordan man tænkte i Vesten. Han havde som ung studeret i Berlin. Man sidder også med den roman, uden hvilken f.eks. vores egen lille klassiker ’Niels Lyhne’ af J.P. Jacobsen med garanti havde set anderledes ud, ja og havde ’lydt’ anderledes. For også herhjemme var den suggererende stilist Turgenjev og hans stilfærdige, psykologiske realisme lynhurtigt et must.Turgenjevs helte Takket være 1870’ernes toneangivende litterat og tidsskriftsredaktør Vilh. Møller drev som en forårsbølge russerens karakteristiske euforiserede naturstemning og melankolske menneskeskildring ind over Danmark. Hvem ved? Måske var der langt ude et sammenfald mellem den betydning for den russiske mentalitet, som tsarens nederlag til de europæiske stormagter under Krimkrigen i 1858 havde, og den betydning, som det danske nederlag til prøjserne og østrigerne i 1864 havde for vores ... Vilh. Møller var en af det moderne gennembruds målbevidste fødselshjælpere, og det vil som nævnt sige J.P. Jacobsen, men også Holger Drachmann, Sophus Schandorph og Vilh. Topsøe, samt i deres kølvand en Herman Bang og Henrik Pontoppidan. Og Vilh. Møller var frem for alt netop Turgenjevs entusiastiske formidler. Dette ved vi nærmest alt om, fordi Johan Fjord Jensen, en stor nu afdød professor i Århus, i 1961 udgav en højt begavet og prisbelønnet afhandling om just ’Turgenjev i dansk åndsliv’, den dag i dag et knivskarpt stykke litterær påvirkningshistorie. Set i lyset af den danske nyudgivelse af ’Fædre og sønner’, der blev til omkring 1860, tager den samtidige senromantiske litteratur herhjemme sig et øjeblik noget indfalden ud. Turgenjevs danske jævnaldrende er Aron Meïr Goldschmidt, hvis trebindsværk ’Hjemløs’, der blev færdig i 1858, er en dannelsesroman om en ung mand, der omsider finder sig selv og sit højere formål. Sådan skulle det være. Det gør Turgenjevs helte netop ikke. Havkat i adeligt hyttefad I Paludan-Müllers ’Adam Homo’, der også melder sig, når Turgenjev er på banen – de var begge Byronfans – mister helten sin sjæl. Adam stiger i rangklasserne, men daler på den indre skala, fordi han svigter Ideen med stort ’I’ – men reddes dog på målstregen af en ædel kvinde. Alt dette – der kommer fra Goethe og anden tysk romantisk idealisme – er milevidt fra Turgenjev.
