For franskmænd, der kan lide bøger, ideer og livlig samtale er det en sorgens stund. Bernard Pivot holdt op i fredags. I 28 år har han været et fænomen i fransk tv. Hver uge samlede han fem-seks forfattere omkring et lavt bord, bød på en mineralvand og fik dem til at snakke om egne og hinandens nye værker. For mange seere var det ugens højdepunkt, man var i begavet selskab, selv blev man lidt mere forstandig, og kede sig gjorde man sjældent. Pivot, den kloge rad, var måske den første, der så, at tiden var ved at løbe fra den slags tv. Det første varsel var, at hans program blev skubbet fra kl. 21.30 (når franskmændene har tygget af munden) til hen ad kl. 23. Selv på hans public service-kanal, France 2, ligger man under for seertallenes tyranni. I den bedste sendetid skal man ramme bredere, end man kan med et litterært program. Samtale blev fortrængt af talk show. Her på falderebet har Pivot ytret, at det nok var i både kanalens og i seernes interesse, at han rakte faklen videre til en ny generation, der kan lave tingene på en anden måde. Hans fanskare frygter det værste for fremtiden: Et halvhysterisk tempo og evigt flaksende billeder. Vi lever jo i en tid, hvor det gælder om hele tiden at rykke, at flytte sig. Øretæver i luften Bernard Pivot brød igennem med 'Apostrophes', der holdt fra 1975 til 1990. Efter et års pause vendte han tilbage under en ny etikette, 'Bouillon de culture', og et varsomt ændret indhold. Nu indbød han ikke blot forfattere, men også filmfolk, musikere og fotografer. Udsendelsens titel er underfundig, udtrykket er hentet fra biologien og betyder en kødsuppe som næringssubstrat. Pivot har blink i øjet. »God aften, alle sammen!«, sådan åbnede han altid gildet. I de første mange år kunne bølgerne gå højt. Undertiden kunne man ane, at der var øretæver i luften. I de senere år har der været længere mellem disse intellektuelle nævekampe, som der stod gny om længe efter. I et afskedsinterview har Bernard Pivot indrømmet, at også han synes at de indbudte forfattere er »mindre oprigtige end før i tiden, lidt for beregnende, ikke polemiske nok, lidt for meget underkastet forlæggerens ordre om at opføre sig pænt«. Forsigtigheden hænger givetvis sammen med den såkaldte 'Pivot-effekt'. En fordelagtig omtale i Pivots program får folk til at styrte hen i nærmeste boghandel for at erhverve værket. Omvendt formoder mange forlæggere åbenbart, at en uheldig optræden af deres forfatter kan skade omsætningen. Det er som med Oprah Winfrey og hendes bogklub. Hvis man må være tilgivet sammenligningen. Nul kammerateri Selv har Pivot altid holdt sig langt væk fra alle de intriger, der spindes i bogens verden. Ingen forord fra hans pen, ingen reklameoptræden, intet kammerateri. Respekt! I Frankrig hedder en studievært 'animateur', og er der noget Pivot forstår, så er det at animere en debat. Hans ufravigelige princip var, at han - og gæsterne - skulle have læst samtlige ugens værker. At hans øjne ikke er trillet ud af overanstrengelse ... Hans spørgeteknik er forstilt (charmerende) naiv. Som dreven garvet journalist ved han, at det er de enfoldige spørgsmål, der får folk på gled. Nysgerrigheden lyser ud af ham. Men han forstår også at dy sig. Aldrig, aldrig søger han at stjæle glans fra sine gæster - i modsætning til flere af hans franske kolleger, der har forsøgt sig i samme branche. Et lynhurtigt sideblik og han har fanget, at en anden gæst har lyst til at bryde ind. Eller en rap, drilsk sidebemærkning, der skal lokke en anden gæst ud af busken. Der er gode grunde til at tro, at denne form for ildfuld samtale, på kryds og på tværs, kun lader sig praktisere i Frankrig. Her opdrages man til at elske debatten (om det så skal være for debattens egen skyld), man trænes i at tænke på tværs, man anspores til at være kvik i replikken. Man lærer også, at man ikke skal skamme sig over at være mere vidende end andre. Den diametrale modsætning til Pivot er tyskeren Marcel Reich-Ranicki, med hans 'Literarisches Quartett'. Her er konceptet da også et ganske andet. Mens franskmanden opfatter sig selv som fødselshjælper for andres kritik, så er tyskeren den litterære pave, der skiftevis lovsynger og lyser i band. Pivot (hvis navn pudsigt nok betyder både akse og hovedperson) har også indbudt udenlandske forfattere, helst hvis de mestrer den franske tunge, sådan som nobelpristagerne Dario Fo, José Saramago og Gao Xingjian gør det. Men der har også været minderige samtaler med f.eks. Solsjenitsyn, Grass, Burgess, Rushdie. Selv om simultantolke her har plapret løs i munden på de fremmede, for franskmænd har det med at zappe, når en undertekst dukker op på skærmen. Pivot taler særlig henført om Vladimir Nabokov. Selv om mesteren, i strid med spillereglerne, havde betinget sig at få alle spørgsmål i forvejen, sådan at han i god tid kunne prente sine spontane svar ned på små lapper papir, godt gemt for kameraets øje. Pivot skænkede undtagelsesvis te for sin gæst: »Sku det være lidt mere te, Monsieur Nabokov?«. Først senere afsløredes det, at der havde været whisky på kanden. Pivot har lovet at vende tilbage næste år med en månedlig udsendelse, igen på France 2, men kun hvis det lykkes ham at komme på en ny idé, en anden ramme. Lige nu ved han kun, at han i hvert fald ikke vil søge at konkurrere med sin efterkommer. Imens leder France 2 efter en ny, yngre, gerne kvindelig 'animateur', der kan få folk til at se et program om nye bøger. Henunder midnat. Tv skal jo ikke være nogen aftenhøjskole, vel?