Demokrat. Ny debatbog viser Tøger Seidenfaden som redaktør, debattør og demokrat.
Foto: MARTIN LEHMANN (arkiv)

Demokrat. Ny debatbog viser Tøger Seidenfaden som redaktør, debattør og demokrat.

Bøger

Tøger var demokratiets frontkæmper

Stig Andersens portrætbog om Tøger Seidenfaden er indfølt og ærlig.

Bøger

Journalisten og forfatteren Stig Andersen gik sidste år i gang med at skrive et portræt af Politikens daværende chefredaktør, Tøger Seidenfaden, som i løbet af det sidste kvarte århundrede trådte frem som landets mest betydningsfulde redaktør, debattør og demokrat.

Det har sat afgørende præg på bogen, at Tøger Seidenfaden i løbet af dens – korte – tilblivelse blev klar over, at den kræftsygdom, der allerede gennem nogle år havde været hans livsvilkår, havde spredt sig, samt at flere af bogens bærende interview fandt sted i perioden, da Tøger Seidenfaden måtte erkende, at hans chancer for at overleve var små og svindende.

Manuskriptet, der er gjort færdigt efter hans død i januar, får på den måde uundgåeligt karakter af et post mortem: Hvem var manden? Hvad var hans bedrift? Og hvad betød dødens nærhed?

Dementi af janteloven
Det er store spørgsmål, og Stig Andersen går til dem usentimentalt, undersøgende og registrerende. Han vælger og vinkler. Det står fra begyndelsen klart, at et af de fundamentale valg er at være på fornavn med Tøger, som ikke blot er bogens altoverskyggende tema, men også dens uanfægtede præmis.

Der er kritisk distance til stoffet, men ikke til personen, og i valgets klarhed ligger en afgørende pointe og kvalitet.

LÆS OGSÅ

Biografien er ét langt dementi af janteloven, fordi den – helt i Tøgers ånd – ikke falder for fristelsen til at forfølge det smålige, men i stedet tager afsæt i det indlysende, at Tøger helt fra sin tidligste ungdom ikke kun troede, at han var noget, men i usædvanlig grad også var det.

Bogen diskuterer med rigtig mange ord, herunder en del, der går igen og igen, hvori det nærmere bestod. Hvor det kom fra, hvordan det så ud set inde fra Tøgers eget legende sind – og hvad det betød for hans omgivelser: for samfundet, aviserne, vennerne og familien.

Det demokratiske perspektiv
Stig Andersen afviser i bogens første del en række mulige forklaringer.

Det var ikke det politiske forstået som daglig politik og den standende kamp mellem partier og blokke, der tændte Tøger.

Det var heller ikke en iboende modvilje over for autoriteter. Men meningsmennesket Tøger havde et skarpt blik for, hvor demokratiets frontlinje løber, og hvor de afgørende strategiske slag skal udkæmpes og vindes for at sikre, at demokratiet ikke reduceres til demagogi. Han indså tidligt, at den ikke løber mellem venstrefløjen og højrefløjen, men ad mere snørklede veje.

Tøger Seidenfaden definerede sig selv som liberal, vel at mærke ikke i den dogmatiske og dermed dybest set antiliberale udgave, som tænketanken Cepos, men som »udtryk for de grundlæggende værdier, der ligger ud over selve flertalsprincippet i demokratiet. Det er et begreb som ligeværdighed, og det er for eksempel frihedsrettigheder. I den forstand vil jeg kalde mig selv socialliberal eller kulturliberal. Med det liberale som det centrale«, siger han i bogen.

Her er han mentalt i familie med andre af det danske demokratis åndsfædre som Hartvig Frisch og Hal Koch – uden nødvendigvis at være enig med hverken socialdemokraten eller teologen. Men sansen for, at demokratiet er uløseligt forbundet med selve humanismen og til den engagerede samtale, er fælles og grundlæggende, også selv om Tøger mere så demokratiet som en mekanisme til at træffe beslutninger trods uenighed, end som udtryk for et samtaledemokrati, hvor alle skal tale sig til rette om alting.

Livsvigtige svar
Det betyder, at Tøger ikke var revolutionær. Han søgte ikke opgør med autoriteter, men havde i usædvanlig grad både modet og styrken til at stå fast over for såvel magthavere som ’den offentlige mening’.

Tøger trivedes i diskussionen, og den var alvorligt ment. Det gjaldt indsigt og ståsted. Hvad var rigtigt, hvad forkert? Hvad styrkede demokratiet, hvad svækkede det? »Ordene er«, som Stig Andersen udtrykker det, »Tøgers våben. Han er ikke blot vild med at bruge dem. Han kan også bruge vildt mange af dem. Og han gør dem ofte vilde«.

LÆS OGSÅ

Men det var ikke kun en diskussion for diskussionens skyld. Svarene var livsvigtige. Og var Tøger først overbevist, kunne hverken persons anseelse eller trusler stoppe ham. Han sagde selv, at han var bekvemt anlagt, men bekvemmeligheden havde at gøre med et veludviklet talent for at møde livet med åbne arme.

Når det kom til synspunkter og holdninger, blev der ikke taget bekvemmelighedshensyn. Lige så venlig Tøger var i daglig omgang, lige så stridslysten kunne han være, hvis han følte sig svigtet, eller når han mente demokratiet var gået for nær.

Afgørende strid
Tøgers ærinde var ikke at skille fårene fra bukkene. Tværtimod. Det var at gøre op med den holdning, at gradbøjninger af demokrati og humanisme var en pris, det var værd at betale for at holde en borgerlig regering ved magten.

Derfor blev hans helt afgørende strid undsigelsen af Anders Fogh Rasmussens udlægning af Jyllands-Postens Muhammedkarikaturer. Den blev skelsættende for Tøgers Seidenfadens position i samfundet og for omverdenens forståelse af ham.

Stig Andersen ser klart, at det ikke først og fremmest var et opgør med de famøse tegninger eller med Jyllands-Posten, men med statsministerens brug af dem i den ’værdikamp’, Tøger i stigende toneleje afklædte som et skalkeskjul for den nedbrydning af demokratiske grundværdier, der fulgte med Anders Fogh Rasmussens uhellige alliance med Dansk Folkeparti.

Kampen mod værdikampen
Det provokerede Tøger over al forstand, at Anders Fogh Rasmussen med sit uovertrufne talent for politisk kommunikation slap af sted med at forklæde VKO-flertallets fremmedfjendske tirader som et forsvar for ytringsfrihed og demokrati, netop de værdier, Tøger selv satte højest.

Det pinte diskussionsmennesket og demokraten at se åbenheden og fremskridtstroen trængt i defensiven i en værdikamp, der i hans perspektiv var et let gennemskueligt forsøg på at dække over et historisk forræderi mod humanistiske grundprincipper.

LÆS OGSÅ

En tid var Tøger og Politiken næsten alene om i den offentlige debat at forsvare det kulturradikale – eller som Uffe Ellemann-Jensen rammende omdøbte det, kulturliberale – grundsyn, det på forbløffende kort tid var lykkedes Fogh Rasmussen at forbinde med holdningsløs eftergivelse.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Her trådte Tøger i karakter med en styrke og konsekvens, som satte i relief, hvor få der fulgte trop, og hvor sårbart demokratiet stadig er, når det angribes indefra.

Tøgers sager
Stig Andersen gennemgår perlerækken af ’sager’, hvor Tøgers synspunkt ikke gik stille af. Fra de første, som optrykningen i 1989 af uddrag af ’De sataniske vers’ og Tamilsagen, der gjorde hans stilling på Weekendavisen uholdbar. Til de sidste, optrykningen i 2009 af jægerbogen, oprettelsen af Irak Centeret samt ’undskyldningen’ i 2010 til en repræsentant for profetens efterkommere, der delte vandene, så det sprøjtede, både på Politiken og ude i samfundet.

Det er Tøgers perspektiv, og Stig Andersen har skullet foretage nogle svære valg. Tøger fortæller uden filter og tættere på end normalt i bøger, der handler om endnu lyslevende mennesker – herunder kilder, der har en berettiget forventning om beskyttelse, og kolleger, der har deres egen historie og perspektiv på tingene.

LÆS OGSÅ Både det, han siger, og det, han ikke får nævnt, vil såre og ramme – ofte uden at være sagt med den hensigt. Tøger vil ikke være der til at tage debatten op eller give den omtalte et klap på skulderen for lige at få markeret, at de mange ord ikke skal komme imellem dem. Tøger har heller ikke været der til den eftertanke, som kan indfinde sig, når man i en stille stund får læst, hvad man selv har sagt og ikke sagt. Pludselig kan ens egne bemærkninger stå og kalde på sordin og sandpapir. Den mulighed fik Tøger ikke, og det mærkes, når der i hans på én gang umiddelbare og reflekterede fortælling er hård kant også til mennesker, han respekterede og satte højt. Men Stig Andersen har foretaget det rigtige valg. Var han selv begyndt at runde kanter, ville han ikke kun have været uærlig over for sit stof, han ville også have forrådt selve den ånd, Tøger fortalte i. Nu får vi i stedet stillet skarpt på Tøgers egen synsvinkel. Nuet

Indsigten og umiddelbarheden var Tøgers elementer. Næsten sorgløst bevægede han sig, men altid i overensstemmelse med en indre overbevisning og med modet til at forfægte den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Måske var det også herfra, han hentede styrken til at møde sin sygdom med rent ud imponerende livsmod. Han nærede håb, men få illusioner. Og han bevarede til det sidste den sans og det store format, der løftede ham op i særklassen. LÆS OGSÅ Tæt mod slutningen citerer Stig Andersen Tøger for at sige: »Jeg lever mere i nuet og har altid gjort det. Så jeg har ikke et helt katalog af ting, jeg gerne ville nå«. Tøger Seidenfaden var ikke færdig med livet. Men han havde evnen til at glæde sig over hver dag, han fik, fordi han var dér, hvor han gerne ville være. Den glæde bærer også Stig Andersens bog, fordi den tværs gennem de mange – også for mange – ord får fortalt, hvorfor det er så vigtigt, at han var der.





Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce