Foråret 1945. Tyskerne har kapituleret i Norge.
Alle de tyskvenlige åbner skabe og skuffer for at flå betændte papirer ud, så de kan blive brændt eller destrueret.
Også Knut Hamsuns kone, Marie.
Hjemme på gården Nørholm stirrer hun fortvivlet på en stak papirer, hun har fundet i et skab. Smider dem opgivende på gulvet.
Knut Hamsun gør ingenting. Han går en tur.
Ude ved lågen møder han en lille pige. Hun er gået hele vejen fra smedejernslågen og hen over den åbne brostensplads, indtil hun er nået hen til den hvide havelåge foran Hamsuns gård.
Pigens hoved når lige netop op over stakittet. Hun stirrer direkte på den gamle mand.
»Er det dig, der hedder Hamsun? Landsforræderen?«.
Hamsun siger ingenting.
»Mor sagde, jeg skulle smide din bog tilbage«, siger pigen og kaster en af Hamsuns bøger ind over det hvide stakit.
Den 86-årige Hamsun træder forskrækket et skridt tilbage og samler derefter langsomt bogen op fra jorden.
»Hvorfor blev du det?«, spørger pigen.
Hamsun siger stadig ikke noget.
Pigen hæver stemmen og gentager:
»Hvorfor blev du det?«.
Den lille pige spiller på en måde rollen som hele Norges stemme i Jan Troells film ’Hamsun’ fra 1996. Det er her den svenske skuespiller Max von Sydow, der har rollen som Hamsun.
Scenen med spørgsmålet, som hele den norske nation vil have svar på, er med til at åbne filmen, hvis manuskript blev skrevet af Per Olov Enquist og baserede sig på Thorkild Hansens trebindsværk ’Processen mod Hamsun’.
Mange af dem, der læste værket ved udgivelsen i 1978, mente, at Thorkild Hansen havde en mission.
Hvis den danske forfatter og journalist skulle svare på pigens spørgsmål, var det vel, at det i høj grad var Maries skyld.
At det var Knut Hamsuns hustru, Marie, der trak ham ind i de mørke, tyske cirkler. At det var hende, der fik ham til at møde både Goebbels og Hitler, og hvad han nu ellers foretog sig.
Man kunne også omformulere pigens spørgsmål fra filmen og sige:
Var han det? Var han det?
Altså, nazist.
Thorkild Hansen nægtede at svare på lige netop det spørgsmål, da hans kontroversielle værk udkom for tredive år siden.
Men der var ingen tvivl om, hvad de norske myndigheder ønskede at svare i 1945 i månederne efter befrielsesrusen.
De ville allerhelst give et svar, så nationen ikke skulle leve med den skam, at digterfyrsten, Nobelpristageren fra 1920, ikke alene havde været tyskvenlig, men nazist. Det var for at få et tilfredsstillende svar, at Knut Hamsun blev kørt til Psykiatrisk Klinik i Oslo 15. oktober 1945.
Myndighederne havde bedt professor Gabriel Langfeldt om at undersøge Hamsun. Var han sindssyg eller på anden måde utilregnelig?
Jørgen Haugan, forfatter af den norske Hamsunbiografi ’Solgudens fall’, er ikke i tvivl om motivet:
»Det var politisk ønsketænkning. Man ville forsøge at redde Hamsun og dermed også redde nationen. De kunne ikke forstå, at deres højtelskede Nobelprisvinder kunne svigte totalt. Hvis han havde været nazist under krigen, måtte han enten have været senil eller sindssyg«.
Knut Hamsun blev indlagt på Psykiatrisk Klinik om formiddagen 15. oktober.
Sværmen af hvidklædte sygeplejersker tog alt fra ham. Briller, nøgler, ur, notesbog, blyant. Alt. Selv foret i hans kuffert blev sprættet op og tøjet undersøgt. Nobelpristager eller ej.
Rutinerne blev fulgt, og fra dag ét blev hans optræden nøje fulgt. Både af professor Langfeldt og af sygeplejerskerne. De førte to journaler parallelt.
Overvågningen til trods lykkedes det alligevel den gamle forfatter at lure dem alle sammen.
Hansens scoop
I al hemmelighed sad han og skrev.
Ikke langt eller dybt. Men han skrev.
Med sig på det lille værelse på Psykiatrisk Klinik havde Hamsun et eksemplar af svigersønnen Hans Andreasens bog ’Manana’, og på de bageste, blanke sider af bogen førte Hamsun en dagbog.
Det er denne dagbog, som Hans Andreasens efterkommere 2. december sætter til salg hos Bruun-Rasmussen i København.
Vurdering: 150.000-200.000 kr. Ud over bogen følger diverse breve, fotos og udklip.
»Det er en forsigtig pris, og jeg forventer også, vurderingen bliver sprængt. Det var jo en hemmelig dagbog, som Thorkild Hansen i sin tid så som et stort scoop, da han fik udgivet ’Processen mod Hamsun’«, siger kommunikationsdirektør Sebastian Hauge Lerche fra Bruun-Rasmussen.
Hvis Hans Andreasen ikke havde været Hamsuns svigersøn, ville de færreste have kendt hans navn i dag, og det er kun svigerfaderens fluebensoptegnelser, der gør, at hans bog ’Manana’ har fået en plads i historien.
Det er her, Knut Hamsun med en blyantstump dag for dag noterer, hvor rædselsfuldt han synes, det er at være på klinikken, hvor han er under maksimal kontrol.
De første ni dage på klinikken får han ikke skrevet, men fra 24. oktober skriver han hver dag. Om ikke andet så ugedag og dato. Og når han så skriver, er sindet ofte lige så mørkt som blyantskriften.
I begyndelsen af november skriver han:
»3 låste døre må man lukkes igennem for at komme ud, 3 døre, de samme låste døre for at komme ind igen. Her er 3 celler, hvoraf en er til mig. Lille bitte hul med glas. En patient bliver vanvittig. Vil løbe hovedet mod væggen«.
Få dage senere fremgår det indirekte, at Hamsun har været til samtale med psykiateren Gabriel Langfeldt.
»Ikke på denne side jul«, skriver Hamsun 10. november.
»Sort søndag, forfærdelig«, noterer han dagen efter, da det er gået op for ham, at opholdet på klinikken kommer til at strække sig ind i det nye år.
Optegnelserne strækker sig fra 15. oktober 1945 til 11. februar 1946.
Det er disse komprimerede notater, Thorkild Hansen i sit kontroversielle værk ’Processen mod Hamsun’ kalder den hemmelige dagbog.
Det er ikke forkert. Ingen anede, at forfatteren noterede under sit ophold. At han observerede lige så meget, som han selv blev observeret.
Thorkild Hansen afslørede dog aldrig, at dagbogen i realiteten kun er på tre sider. Mikroskopisk skrift omhyggeligt prentet med gammelmandsfingre, javist, men ikke desto mindre – tre sider.
Hamsuns lavpunkt
Hamsuns dagbog har gennem årene været så hemmelig, at ikke engang eksperter i Hamsun og Hansen har haft den i hånden.
For Thorkild Hansen-eksperten Poul Behrendt trækker det dog ikke ned, at notaterne er beskedne af omfang – om end også han er forbløffet over, at der kun er tre sider.
»Thorkild Hansen var den, der fandt Hamsuns dagbogsnotater fra den psykiatriske undersøgelse. Det er altid en journalistisk og forskningsmæssig bedrift at være den, der fremlægger et aktstykke, som uimodsigeligt dementerer den norske stats forsøg på undvige en forræderianklage mod et nationalt ikon ved at få Knut Hamsun erklæret dement ved hjælp af en psykiater og en samarbejdsvillig hustru, som derved håbede at redde gods og formue fra konfiskation. Det er – hævet over enhver tvivl – Thorkild Hansens fortjeneste. Han kunne i 1978 fremlægge mængder af nyt materiale, fordi han som den første fik adgang til arvingernes familiehemmeligheder«, siger Poul Behrendt.
Han har svært ved at se, hvordan den hemmelige dagbog skulle give ny viden om Hamsun, for ud over Thorkild Hansen har også to af de vigtigste Hamsun-biografier i Norge allerede refereret Hamsuns notater.
Det gælder Ingar Sletten Kolloen i ’Sværmer og erobrer’ og Jørgen Haugan i ’Solgudens Fall’.
»Den hemmelige dagbog er et vigtigt aktstykke. Det er breve i almindelighed ikke, når ikke de indgår i en helt præcis retlig sammenhæng. I den hemmelige dagbog er sammenhængen spørgsmålet om, hvorvidt anklagede var tilregnelig eller ikke tilregnelig. Det er processens centrum, og uanset hvor meget eller lidt der står i dagbogen, så er det fra dette center, det hele stråler ud. Derfor anser jeg det for et væsentligt dokument«, siger Behrendt.
Under alle omstændigheder dokumenterer den hemmelige dagbog en periode i Hamsuns liv, hvor hans liv og karriere er på et absolut lavpunkt.
Dette blev senest gjort helt klart for under en måned siden.
I sin biografi over den norske modstandshelt og senere politiker Jens Chr. Hauge afslørede historikeren Olav Njølstad, at hvis det havde stået til den norske modstandsleder, var Hamsun blevet idømt dødsstraf efter krigen.
Det kommer ikke bag på Hamsun-eksperten Jørgen Haugan. Han minder om, at hadet til Hamsun-familien var intenst i tiden lige efter befrielsen.
»Hadet var så stort, at psykiateren Gabriel Langfeldt foranstaltede en politiransagning på Nørholm i januar 1946. Her fandt han kladderne til Hamsuns følgebrev, da han sendte sin Nobelmedalje til Goebbels. Han gik ikke til pressen med sin sensationelle opdagelse, for hvilket raseri kunne der ikke have rejst sig i Norge, hvis Hamsuns litterære landsforræderi var blevet kendt oven i det politiske?«.
Som Jørgen Haugan ser det, var de norske myndigheder parat til næsten alt for at skåne Hamsun og dermed Norge selv – allerhelst ved at få ham erklæret senil.
»Men alle dokumenter viser, at Hamsun var krystalklar i hovedet helt frem til sin død, og der er ingen antydning af demens hos ham«, siger Haugan.
Alligevel får den norske Nobelprisvinder hæftet prædikatet ’varigt svækkede sjælsevner’ på sig.
Det betyder, at han kan ’nøjes’ med at betale en erstatning på 425.000 kr. Et beløb, som endda senere bliver sat ned.
»Varigt svækkede sjælsevner var det halmstrå, rigsadvokaten greb til. Han sagde, at hvis Hamsun havde haft ’varigt svækkede sjælsevner’, så ville man frafalde den almindelige sagsgang med strafferetlig tiltale«, siger Jørgen Haugan.
Døv, men ikke isoleret
I Knut Hamsuns forsvarstale i retten i december 1947 fremgår det ellers, at forfatteren faktisk har gennemskuet myndighederne.
Han refererer først til, at han blev indlagt på Psykiatrisk Klinik, fordi man ville undersøge, om han var sindssyg.
»Eller måske drejede det sig snarere om at se, at (min kursivering, CA) jeg var sindssyg«, sagde Hamsun.
Det er også rigtigt, medgiver Jørgen Haugan.
Hamsun havde gennemskuet dem, men han havde ikke gennemskuet, hvad motivet var.
Han troede, de ville genere ham. Ikke, at myndighederne for alt i verden ville undgå, at nationalikonet blev dømt som nazist. I værste fald dødsdømt.
I sin tale til retten i 1947 siger Knut Hamsun, at han bare sad alene på sit arbejdsværelse år efter år.
På grund af sin døvhed var han ude af kontakt med omverdenen.
Han var højest i stand til at høre, når de kaldte til middag nedenunder, for så bankede de så hårdt på ovnrøret, at selv Hamsun bemærkede det.
Ingen fortalte ham, sagde Hamsun, at han var på vej ud ad et forkert spor.
Han sad bare der og læste sine to aviser, Aftenposten og Fritt Folk, og ingen af dem så meget som antydede, at han, Hamsun, var på afveje, tværtimod.
Ja, han stod ved, hvad han havde skrevet, og han havde gjort det, fordi han mente, at Norge skulle få en fremtrædende plads i det storgermanske verdenssamfund.
For Jørgen Haugan er der ingen tvivl. Her lyver Hamsun.
»Han fik masser af breve og opfordringer, hvor folk skrev til ham, at han måtte ændre sig, og at han var på et forkert spor, men han var ligeglad. Han var egenrådig og stædig. I hans breve, der fylder syv bind, har jeg også kunnet dokumentere, at han nøje fulgte med i krigens gang. Han var ikke uden for noget som helst«.
Hvis man skal bedømme Hamsuns åndsevner fra perioden lige efter krigen, behøver man bare at læse hans erindringsbog ’Paa gjengrodde stier’. Her træder en mesterlig skribent i karakter.
Jørgen Haugan er ikke bleg for at sammenligne dens kvaliteter med ’Sult’, som stammer fra Hamsuns ungdom. Det er her, mener Haugan, at man kan se forfatteren, når han er bedst.
Når han er presset.
»Når man læser ’Paa gjengrodde stier’, kan man da godt undre sig over, at Hamsun ikke gør sig den tanke, at man gjorde sig alle disse anstrengelser for at redde ham. Men det gjorde han ikke. Han mente, man ville skade ham. Han ville jo ikke reddes. Da han skriver ’Paa gjengrodde stier’, lader han den begynde i 1945, og dermed slipper han også for at skrive om alt det frygtelige, han selv har gjort under krigen. At han har opfordret til højforræderi, at han har bagtalt norske officerer, at han har ønsket kong Haakons abdicering, og at han har opfordret de norske soldater til at smide våbnene. Han gør sig selv til offer«, siger Jørgen Haugan.
Selv er han slet ikke i tvivl om, at Hamsun var nazist, og når han har læst hans bøger, kan han allerede i landstrygerbøgerne se tegn på en antidemokrat, en skribent med en længsel efter en stærk mand og lysten til førerdyrkelse.
»I dag ser nordmændene Hamsun på to måder. De elsker især den unge Hamsun, og de beklager hans handlinger under krigen. Men de forsøger ikke at se dem i sammenhæng. Det er det, jeg gør i min biografi, og jeg kan se et mønster, hvor nazismen ikke er en biting«, siger Haugan.
Der vil, mener han, gå rigtig mange år, før nordmændene får et afslappet forhold til navnet Hamsun.
Normalt ville det være uproblematisk for et lille land at få overbevist borgerne om, at man skulle opkalde gader eller pladser efter en national Nobelprisvinder.
Men ikke i Norge. Straks kommer der protester fra folk, som mistede familiemedlemmer under krigen.
Nej, siger de, man kan ikke opkalde en gade efter en mand, der stod på den forkerte side under krigen.
Hvidvaskning
Jørgen Haugan ser Thorkild Hansens bog ’Processen mod Hamsun’ som én lang redningsaktion for den store norske forfatter.
Han er ikke bleg for at kalde det en hvidvaskning, selv om han medgiver, at Hansen har skrevet en fantastisk spændende bog, hvor danskeren skriver næsten lige så godt som Hamsun selv.
Men ikke desto mindre en redningsaktion, hvor Hansen slet ikke kan holde ud at tænke på, at det store forbillede måske var nazist.
Thorkild Hansen-eksperten Poul Behrendt ser ikke helt så firkantet på det som Haugan:
»Af forskellige grunde havde han ingen interesse i at kulegrave Hamsuns nazistiske partitilhørsforhold og andre dystre politiske aspekter, men han nægtede på den anden side heller ikke, at Hamsun havde besøgt Hitler eller lovprist ham. Han nægtede heller ikke, at Hamsun havde sendt sin Nobelmedalje til Goebbels«, siger Poul Behrendt.
»Men han blev berygtet over hele Skandinavien, da han i en norsk tv-udsendelse en stiv klokketime nægtede at tage stilling til, om Hamsun var nazist eller ej. Svaret ville efter hans mening reducere rækkevidden i hans projekt. Hos Thorkild Hansen rykkede Hamsun undervejs i de tre bind op i kategorierne, indtil han nåede Sokrates’ plads på anklagebænken i Athen, endda med overtoner af Kristi lidelse på korset«.
»For Thorkild Hansen blev Hamsun jo geniet og eksemplet på, at den store kunstner er dømt til at blive revet ned. Deri var der da en høj grad af selvspejling. Ikke desto mindre bygger Per Olov Enquists og Jan Troells film om Hamsun helt og holdent på Thorkild Hansens research og fremstilling af historien«, siger Behrendt.
Heriblandt Hansens fund af en hemmelig dagbog.
Om end den kun er på tre sider.
Knut Hamsuns hemmelige dagbog bliver sammen med breve og fotos sat på auktion 2. december kl. 18 hos Bruun-Rasmussen i København. Auktionens eftersyn begynder 12. november kl. 17.
fortsæt med at læse
