0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling (arkiv)
Foto: Jens Dresling (arkiv)

Top. Villy Strube (th.) under en SiD-kongres i 1989. I midten forbundsformand Hardy Hansen, som Strube siden havde planer om at afløse.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ny bog skildrer 'fagbossens' storhed og fald

Willy Strube sikrede arbejderne en arbejdsmarkedspension, men bedrog dem samtidig for millioner.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Jeg er tillidsmand, og jeg tager konsekvensen af mine handlinger«, sagde Willy Strube 17. oktober 2001 ud på aftenen, da han forlod et hasteindkaldt arbejdsudvalgsmøde i Specialarbejderforbundet, senere 3F.

Han havde været eneste punkt på dagsorden - forbundsledelsen havde fundet ud af, at han gennem år havde bedraget SiD for millioner.

19. oktober fandt Willy Strubes søn faderen død i villaen i Fløng lidt uden for København. Willy Strube havde begået selvmord. Han havde i mange år været en stor mand i fagbevægelsen, nu havde bedragerierne kostet ham karrieren.
Bedragerier og selvmord

Først sagde han farvel til alle sine faglige poster, to dage senere sagde han farvel til livet, 58 år.

Willy Strubes bedragerier og selvmord var så opsigtsvækkende, at daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, tidligere kollega med Strube, da Nyrup var i LO, udsendte en pressemeddelelse, hvor han udtrykte håb om, at Willy Strubes indsats i fagbevægelsen »vil blive en væsentlig del af hans eftermæle«.

Og det er vel netop det, der har været et af formålene for forfatterne til historien om 'Fagbossens fald', der udkommer nu her ti år efter Strubes død. At fortælle historien om en kompliceret mand, der prægede fagbevægelsen i en årrække og både vandt store sejre og blev ramt af spektakulære nederlag. Og tog konsekvensen.
Hård, men resultatsøgende

Willy Strube havde en speciel opvækst, præget af rodede forhold og svigt, som forfatterne lidt lommefilosofisk gør til den egentlige forklaring på, at den unge Willy også i voksenlivet var en »tvetydig og lunefuld skikkelse«. Først frisør, så maskinarbejder og derefter i tredive år en knytnæve i fagbevægelsen.

LÆS OGSÅ

Det begyndte i 1971 i det kommunistisk-infiltrerede arbejdsmandsforbund i Glostrup, som havde en udviklet evne til at vinde magtspillet om topposterne i hovedforbundet.

Willy Strube lærte hurtigt, steg i graderne og var i mange år blandt andet en afgørende faktor i overenskomstforhandlingerne med arbejdsgiverne.

Han var hård, men resultatsøgende og i 1991 med til at få indført arbejdsmarkedspensionerne, så også arbejdere i lighed med så mange andre faggrupper havde penge til alderdommen, ud over folkepensionen.
Strubes første knæk

Men i 1995 får han sit knæk - »noget går i stykker i ham«, skriver forfatterne - fordi han ikke, som han selv havde planlagt, bliver valgt som formand for SiD efter Hardy Hansen. Strubes reaktion er at fyre den nye formands kone, som arbejdede i hans afdeling.

Han begynder også at drikke mere - og det vil ikke sige så lidt - ligesom hans i forvejen noget betændte måde at håndtere forbundets og dermed medlemmernes penge på udvikler sig til et egentligt bedrageri.
Indkøb på forbundets regning

Han køber dagligvarer, møbler, videoapparater, gardiner mv. på forbundets regning.

Det sker via en person, der arbejder med bl.a. cd-rom-produktion til forbundet. Han tør ikke sige Strube imod, når han ringer og siger: Så er det nu. Den pågældende kører så Strube ud til bl.a. Obs i City 2, fylder vognen med varer, som han betaler, mens Willy Strube får dividenden på sit kort.

Senere fakturerer den pågældende så SiD for et tilsvarende beløb for levering af bl.a. cd-rom'er. Han kalder det Strubes indkøbscentral - og gemmer alle kvitteringerne. Så da skandalen ruller i 2001, er det ikke ord mod ord: Bilagene fælder Strube.
Sættes i samfundsmæssig sammenhæng

Bogen om Strube er god læsning, fordi det ikke blot er den ellers farverige historie om fagbossen, vi får.

Erik Meier Carlsen er en mangeårig politisk iagttager og kommentator og sætter Strube og hans liv ind i en samfundsmæssig sammenhæng, det er godt at blive mindet om.

Lennart Weber er en erfaren journalist med fagbevægelsen som sit domæne, bl.a. som informationschef i SiD, senere 3F, i netop de år, hvor Willy Strube steg op og faldt ned.

LÆS OGSÅ

Og Weber griller sin egen tidligere arbejdsplads godt og grundigt, bl.a. ved at dokumentere, at nok var Willy Strube slem, men han var blot et særligt uvornt barn af en helt utilstedelig kultur i et forbund, der kæmpede for de ufaglærte, men med toppen som foregangsmænd svinede med pengene i et bedragerisk omfang, drak og ikke lavede dagens gerning.
Mangler fælles fortællestil

Det præger dog bogen, at de to forfattere ikke har fundet fælles fortællestil, ikke altid får skabt sammenhæng mellem de to historier - fagbevægelsens og samfundets - og heller ikke undlader at bruge en retorik, der hører Strubes tid til.

I bogens efterord skriver forfatterne - der lige har brugt 241 sider på at give os indtryk af en syg kultur - at det, de kalder »den socialdemokratiske bevægelses krise« i Europa her i 2011, skyldes fagbevægelsens »tab af egne lederskikkelser«.

De mener, at »en ny tids socialdemokratiske ledere (...) fra de akademiske mellemlag (...) sjældent har personlige erfaringer fra rå og direkte konfrontationer med arbejdsgivere i kampen for arbejdernes elementære rettigheder«.

Velbekomme.

FACEBOOK

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?

  • Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    2. juli: Jagten på hende, der skal stå ved siden af Joe Biden
    2. juli: Jagten på hende, der skal stå ved siden af Joe Biden