Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Slagsbrødre. Ernest Hemingway og Norman Mailer kunne have stået i hver deres ringhjørne. Tegning: Philip Ytournel

Slagsbrødre. Ernest Hemingway og Norman Mailer kunne have stået i hver deres ringhjørne. Tegning: Philip Ytournel

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sportens skønskrivere går langt uden om Nielsen vs. Holyfield

Et deprimerende cirkus, siger amerikansk boksetræner om lørdagens kamp.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det vil formentlig kræve en mere end almindelig god skribent, hvis morgendagens kamp mellem de to aldrende boksere Brian Nielsen og Evander Holyfield skal gå over i historien.

Men måske er det ikke helt utænkeligt.

LÆS DEBAT

Det vrimler nemlig med gode bokseskribenter blandt Holyfields landsmænd, og traditionen er lang og stolt.

Allerede i 1910 dækkede forfatteren Jack London en historisk kamp mellem Jack Johnson og James Jeffries for The New York Herald.

Ifølge antologien ’At the Fights’, der netop er udkommet i USA, kan man se Londons reportage som amerikansk boksejournalistiks fødsel.

Nobelprisen i boksning
Den omfangsrige samling på 500 sider udgivet af The Library of America er fyldt med boksetekster skrevet af en lang række af USA’s førende skribenter, blandt dem magasinet The New Yorkers chefredaktør David Remnick, en af de tilbagevendende favoritter til Nobelprisen i Litteratur Joyce Carol Oates og Norman Mailer.

Mailer var en mand – og forfatter – der ikke gik af vejen for et slagsmål; litterære såvel som korporlige. En dag blev Mailer ringet op af den daværende redaktør af litteraturtidsskriftet The Paris Review, George Plimpton (selv bokseskribent), der fortalte, at ’Papa’ – Ernest Hemingway – var i New York, og at han gerne ville møde Mailer.

Det unge brushoved Mailer havde tilladt sig at kritisere mesteren Hemingway i en ny bog. Brushovedet blev nervøs ved udsigten til at møde den store forfatter. Det fortalte Mailer, da jeg mødte ham i hans hus på Cape Cod på den amerikanske østkyst i 2007 – samme år han døde.

LÆS NORMAN MAILER-NEKROLOG

Hemingway vs. Mailer
»Jeg ringede til en gammel ven, skuespilleren Mickey Knox«, erindrede Mailer.

»Han var en lille fyr, mindre end mig, men han plejede at spille gangster. Jeg sagde: »Mickey, du er nødt til at tage med mig i dag. Jeg har brug for din hjælp«. Hele dagen gik, og jeg mødte aldrig Hemingway. Jeg tror, at han var ved at blive gammel, og jeg tror, at han tænkte, hvad nu hvis jeg dukkede op og opførte mig ubehageligt. Hvad skulle han stille op, nu hvor han var ved at være for gammel til alle former for kampe? Måske havde han ombestemt sig. Jeg var bange, og han var muligvis også bange. Det er en interessant tanke: Vi tog os selv vældig alvorligt, og vi var begge bange for at møde hinanden. Jeg ved, at jeg ville have gjort det. Jeg ville ikke have forpasset chancen for at møde ham. Havde det kostet et par på hovedet, havde jeg også taget det med«.

Det ville have været giganternes kamp, en nævefight mellem to litterære sværvægtere. Hemingway og Mailer nøjedes nemlig ikke med at skrive om boksning i bøger og artikler, de boksede begge selv.

Mailer fortalte mig, at han i weekenderne dengang nærmest havde kronisk hovedpine, fordi han lørdag eftermiddag boksede med vennerne i et træningslokale på East 14th Street i New York, The Gramercy Gym – hvor også verdensmesteren Floyd Patterson trænede – og bagefter gik de ud og drak.

Meget rammende betegner han den tilstand, han vågnede i hver søndag morgen, som »punch-drunk«.

Cus D'Amatos træningslokale
Mailer boksede, til han var 60 år, og flere af de skribenter, der blev toneangivende forfattere og magasinjournalister i anden halvdel af det 20. århundrede, havde deres gang i The Gramercy Gym, som var ejet af en af de mest legendariske personer i amerikansk boksning, Cus D’Amato.

Træneren bag store boksere som Floyd Patterson, José Torres og Mike Tyson.

LÆS INTERVIEW

En af dem, der aldrig skiftede til boksetøj, men nøjedes med at hænge ud i Cus D’Amatos træningslokale, var Gay Talese.

Han kaldes ofte den mest elegante skribent i USA, både på grund af sin lapsede påklædning – skræddersyede habitter, silkeskjorter og hat – og på grund af sin status som USA’s vel nok mest konsekvente udøver af såkaldt fortællende journalistik.

Der findes ikke nogen mere intim aktivitet i sportsverdenen imellem den, der skriver om det, og dem, der udfører det, end boksning.

»Jeg klæder mig altid på samme måde, når jeg skal til en boksekamp, hvilket vil sige så elegant, som hvis jeg skulle mødes med USA’s præsident. Jeg klæder mig på til historien. Det er ikke for andre folks skyld, det er for den historie, jeg skal fortælle. Historien er ceremoniel. Når man skal til et bryllup, en dåb, en bar mitzvah eller en begravelse, så klæder man sig i en slags ceremoniel respekt for begivenheden. Historien er værd at fejre. At skrive og det at gå efter en historie er en kunstform, som jeg klæder mig på til. Jeg fejrer den«, siger Gay Talese i telefonen fra New York, hvor han i øjeblikket skriver på en bog om sit ægteskab gennem 50 år med den kendte forlægger Nan A. Talese.

Foruden sine mange bøger er Gay Talese bl.a. kendt for artiklen ’Frank Sinatra Has a Cold’, som han skrev til magasinet Esquire i 1966. Den regnes for et af de allerfineste eksempler på magasinartikler i amerikansk historie.

Gay Talese var rejst til Los Angeles for at portrættere Sinatra, som var syg og uoplagt og ikke ville interviewes. I stedet talte han med Sinatras familie, venner og forskellige hangarounds. Resultatet blev et skoleeksempel på, hvad den observante skribent kan få ud af sine omgivelser.

Skribenter ved ringside
De evner har Talese også brugt til at føre den amerikanske sportsjournalistik til nye højder – blandt andet har han skrevet mere end 30 artikler om den tidligere verdensmester Floyd Patterson.

I 1956 begyndte han som journalist på New York Times’ sportsredaktion, og det var hans store interesse for boksning, der kom til at indlede venskabet med Norman Mailer og andre litterære notabiliteter.

»Jeg begyndte at gå til kampe og hænge ud i træningslokalet, og det var sådan, jeg mødte Mailer og andre forfattere som for eksempel Budd Schulberg, der er kendt for at have skrevet filmmanuskriptet til ’On the Waterfront’, George Plimpton fra The Paris Review og A.J. Liebling fra The New Yorker. Der fandtes et litterært samfund ved ringside – uanset om det var under kampene, på træningslejre eller i træningslokalet«, fortæller Talese om den blanding af sportsjournalister og litterære forfattere, som han blev en del af.

Den mest intime sportsgren
Ifølge Talese egner sport – og i særdeleshed boksning – sig eminent til det, amerikanerne kalder literary journalism.

Når man spørger ham, hvad der får sofistikerede skribenter som ham selv til at skrive om en barsk sportsgren som boksning, fyger argumenterne gennem luften som en serie knytnæveslag. I lange, uafbrudte talestrømme:

»I boksning kommer du tættere på end i nogen anden sport. I baseball, i american football eller i basketball er du længere væk. Du kan ikke så godt se ansigterne, men i boksning kan du se ansigtet, du kan se blodet, nogle gange lander blodet på ens eget ansigt, nogle gange kan du høre, når handsken rammer ansigtet, du kan se deres øjne; du kan se deres øjne, når de forsøger at fortælle dig, at de er ramt; du kan se deres øjne, når de forsøger at fortælle dig, at de ikke er ramt, men de er blevet ramt«.

»Al den nærhed gør boksning til en intim oplevelse for såvel skribenten som deltagerne i ringen, dommeren og de to boksere. Der findes ikke nogen mere intim aktivitet i sportsverdenen imellem den, der skriver om det, og dem, der udfører det, end boksning. Og samtidig kan du høre reaktionen fra tilskuerne, dine egne læsere – hvis du er skribent, og hvis du bliver læst. Dine læsere er lige dér sammen med dig. Du hører dine læsere reagere, selv inden du har skrevet noget. Dine læsere reagerer, ligesom du selv reagerer på det, du er i gang med at skrive om. Det er en meget gribende og spontan oplevelse at være omringet af tusinder af tilskuere til en stor kamp«, siger Gay Talese.

Ingen kildekritik
Han har ofte haft det privilegium at skrive til magasiner, hvor deadline ikke er så presset som for en dagbladsjournalist.

Det har givet ham mulighed for at fordøje de mange indtryk og fokusere på mere end selve kampen.

»Det er et drama med to hovedroller, som du kan fokusere på, og én af dem er vinderen. Du kan se deres reaktion på afgørelsen, og nogle gange deres reaktion, når de bliver knockoutet, eller når de bliver båret ud af ringen. Nogle gange skal de gå ned imellem stolerækkerne og passere forbi alle tilskuerne, før de når til omklædningsrummet, hvor de i et øjeblik skal forholde sig til ensomheden. De er nødt til at se i øjnene, hvad der er sket, og bagefter kommer folk ind i omklædningsrummet«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Træneren kommer ind, nogle begynder at tørre sveden af bokserens ansigt, og så kommer sportsjournalisterne ind og begynder at stille spørgsmål, og man kan observere journalisterne, der stiller spørgsmål, og bokseren, der prøver at svare, selv om alle har set, hvad der er sket. Man er nødt til at stille spørgsmål om noget, som alle har set. I boksning ser du kampen. Du ser ikke et militært slag eller en guerillakrig, du ser ikke den politiske infight i byer som Washington, Moskva eller Paris«.

»Du har kilder, der fortæller dig om det, men de kilder spinner informationerne. Kilder er ikke troværdige, og nogle gange kan du ikke engang få lov til at oplyse kildernes navn. Det er løsrevet og fjernt, mens du i boksning, i modsætning til alle andre begivenheder man skriver om, ser det helt tæt på. Du ser, ser, ser ... og bagefter kan du spørge hovedpersonerne om det, som begge oplevede, og i bokserens tilfælde kan du spørge, hvordan han følte det. Nogle gange nærer du virkelige følelser for bokseren, når han taber. Du ønsker, han skal vinde, og taber den bokser, så føler du også selv, at du mistede noget af dig selv i den kamp«.

Boksning spejler samfundet
I USA har boksning traditionelt været en af de store sportsgrene – ikke mindst i en storby som New York.

Forfatteren Pete Hamill kender om nogen New York og har netop i denne uge fået udgivet romanen ’Tabloid City’, der handler om New York og avisbranchen. Foruden at skrive for magasiner som Esquire, The New Yorker, New York Magazine og Rolling Stone har han en lang aviskarriere bag sig, blandt andet som chefredaktør for The New York Daily News.

»Folk, der voksede op på landet eller ude vestpå, blev aldrig boksere, før de på en eller anden måde landede i byen eller kom ind ved militæret. Det var et urbant fænomen, og da New York var den største by, var den det mest oplagte sted for boksning«, fortæller Pete Hamill.

Vi er blevet en permanent krigsnation. Vi er i en evig krig. Det er interessant, at vi havde nogle af vores bedste boksere, mens vi ikke var i krig.



Hamill beskriver den historiske udvikling i amerikansk boksning som et spejl af samfundet.

»Selv om boksningen er i tilbagegang, giver den et godt billede af, hvad det engang betød for USA. Du kan for eksempel se hele immigrationshistorien gennem de boksere, der har været mestre – begyndende med irerne og videre til de jødiske boksere, hvor vi havde store jødiske mestre som Benny Leonard og Barney Ross. Så ankom de sorte boksere, der ikke teknisk set var immigranter, men kom fra de amerikanske Sydstater, Joe Louis og Ray Robinson, og derefter italienerne og til sidst latinoerne. Hele historien om, hvordan USA blev skabt, er reflekteret i boksningens historie«.

Crackkokainens svøbe
En udvikling, der har kastet kæmpe boksetalenter af sig, men som i øjeblikket ser ud til at være gået i stå.

»Jeg kan huske for 20-25 år siden, at jeg løb ind i boksetræneren Gil Clancy og spurgte ham: »Gil, hvorfor bokser de her gamle mænd stadig? Hvorfor bokser George Foreman stadig? Hvorfor bokser Larry Holmes stadig? Hvorfor bokser Roberto Durán stadig?«. Han svarede: »Fordi vi ikke har nogen unge boksere«. Jeg spurgte ham hvorfor, og han svarede: »Crack«. Med det mente han crackkokainens svøbe«.

»Meget få fyre kom ud af Harvard og drømte om at blive weltervægtsmestre. De kom fra ghettoer eller slummen, og det var en mulighed, hvis man ikke var specielt veluddannet, men man skulle stadig være intelligent for at blive god. Men da crackkokain kom frem i 1980’erne, var der så mange penge at tjene, at folk dræbte hinanden på gadehjørnerne. Den gamle mafia var ved at falde fra hinanden og kunne ikke håndhæve de regler, som havde holdt så længe«.

»De mennesker, der voksede op i slummen, ville tidligere have haft mulighed for at blive boksere og måske endda gode boksere. Resultatet er, at der i dag er masser af boligkvarterer, hvor der ingen tradition er for at blive bokser. Da jeg voksede op i Brooklyn, var der kun to sportsgrene: baseball og boksning«.

Permanent krig
Foruden årsager som de mere eller mindre ophørte immigrationsbølger og narkoproblemer i ghettoerne, ser Hamill USA’s rolle på den internationale scene som en årsag til boksningens dødvande.

Norman Mailer skildrede nogle af de succesfulde år.

»Norman Mailer var fra den generation, der gennemlevede depressionen og bagefter kæmpede i krigen. Han gik ind i hæren, han var ikke Dick Cheney, han var til stede og forsøgte at skabe kunst ud af sine oplevelser, da han kom hjem. Jeg tror, at han følte sig tiltrukket af boksning, fordi det var en kontrolleret version af krig, og det kan være en af årsagerne til, at boksningen nu er på tilbagetog – fordi vi er blevet en permanent krigsnation. Vi er i en evig krig«.

»Det er interessant, at vi havde nogle af vores bedste boksere, mens vi ikke var i krig. Vi havde nogle fantastisk gode boksere i 1930’erne, og efter Anden Verdenskrig havde vi også nogle fantastisk gode boksere, men efter at vi er blevet en permanent krigsnation, har vi ikke længere så mange gode boksere og dermed mulighed for at skildre krig og kamp som et individuelt drama, som dig mod ham i stedet for dem mod os«.

Pete Hamill var aldrig selv rigtig bokser, men som alle andre – inklusive pigerne – i sit boligkvarter i Brooklyn kunne han bokse lidt. For Hamill blev erfaringerne i Cus D’Amatos Gramercy Gym symbolsk for det liv, han kom til at leve som skribent.

»Jeg tror, at skribenter tiltrækkes af boksning, fordi boksere udfører det alene – skribenter arbejder også alene. Han har en hjælper i ringhjørnet kaldet en redaktør, og hvis du er heldig, har du en god manager eller en god redaktør, der kan forklare dig tingene. Men til syvende og sidst er det dig i bokseringen mod ham den anden. Der er ingen anden bokser, når du skriver, men der er en opgave, noget du skal udrette«.

Træneren som pædagog
Igennem årene har Pete Hamill lagt mærke til, at de bedste af boksetrænerne havde en meget stor effekt på de unge boksere. Det var trænere som Cus D’Amato, som Hamill lærte at kende gennem sin bedste ven, verdensmesteren José Torres, der døde for halvandet år siden.

»De var dygtige lærere i ordets bedste betydning, de var pædagoger, der ikke bare sagde: Okay, venstre hånd, højre hånd. Det handlede om at udvikle sig til at blive en mand, om at begå sig i verden. Og som en god lærer havde de en fornemmelse for moral. De fleste boksere fra Cus’ tid var rigtige mænd, med hvilket jeg mener, at de ikke talte hårdt, de var hårde. De var venlige over for folk, de hjalp gamle damer over vejen og kom ikke op at slås på barer og på gader – de opførte sig som mænd«.

LÆS PORTRÆT

En af de trænere, der den dag i dag forsøger at slå bro mellem boksning og moralsk opførsel, er filosofiprofessoren, Kierkegaardeksperten og boksetræneren Gordon Marino. I sin studietid havde også han sin gang i The Gramercy Gym: Han læste filosofi på Columbia på Uptown Manhattan og trænede boksning i downtown.

Man skal være varsom med, hvordan man stiller spørgsmål til en Kierkegaardekspert. Da jeg spørger ham, om der ikke er noget paradoksalt i, at han som filosofiprofessor træner de studerendes hjerner, mens han bagefter i sin egenskab af boksetræner lader de selvsamme hjerner udsætte for slag, svarer han grinende med en parade:

»Mener du et paradoks i den kierkegaardske betydning? Vær varsom med at bruge ord som paradoks, når du taler med en Kierkegaardforsker...«.

Nej, jeg tænkte det måske i en mere almindelig betydning...

»Nogle af mine kolleger har bemærket modsætningen mellem at opbygge hjerner og nedbryde dem igen. Den største risiko kan være aldrig at løbe nogen risiko. Vores samfund er i dag indrettet på ikke at løbe nogen risiko, men det er også farligt. Hvis man dyrker boksning på den rigtige måde, kan den tilvejebringe fordele, der opvejer risikoen«, siger Gordon Marino.

»Mod er en af de fundamentale dyder i tilværelsen, og hvis man skal gøre det rette i livet, er det nødvendigt, at man er i stand til at ofre sig og tage imod slag – noget jeg tror Kierkegaard var meget opmærksom på. For at kunne udvikle mod, er du nødt til at træne og forholde dig til frygt, og den form for træning tilvejebringer boksning«.

Holyfields kamp er deprimerende

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Gordon Marino bruger ofte boksning i sin filosofiundervisning, og måske er åndshovedet Søren Kierkegaard ikke den første, man tænker på i den sammenhæng – medmindre man er Gordon Marino.

Han skriver i øjeblikket på en bog om forholdet mellem filosofi og boksning. »Kierkegaard var en fighter af højeste kaliber. Han kunne jabbe. Hvad stilen angik, var han en puncher. Hans måde at kommunikere på var meget snu, usædvanlig og uortodoks – på en måde som Muhammad Ali. Han kunne jabbe, bokse og punche – og han kunne stikke som en bi. Det er derfor, han blev kaldt ’gaflen’«. Det sidste ord siger han på dansk. Marino har nemlig boet tre år i Danmark, og han har ikke store forventninger til den kamp, som Kierkegaards landsmand Brian Nielsen i morgen skal udkæmpe mod Evander Holyfield i DR’s koncertsal.



LÆS OGSÅ »Jeg ville blive overrasket, hvis nogen af bokseverdenens skriftkloge er til stede ved ringside. Alle de bokseskribenter, jeg kender, er triste over, at Holyfield bliver ved med at bokse. Der er ingen, der tror på, at han bliver i stand til at konkurrere på verdensklasseniveau igen. De ser det som en deprimerende cirkusforestilling«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden