Raymond Carver er på en måde en dansk forfatter – på samme måde som for eksempel Shakespeare eller Jorge Luis Borges er det. Nemlig på den måde, at der er tale om en udenlandsk forfatter med afgørende indflydelse på dansk litteratur – ja, så afgørende, at dele af den ikke lader sig forstå uden hans tilstedeværelse. Her tænker jeg selvfølgelig på den stærke minimalistiske strømning i dansk litteratur fra 1990’erne og frem – repræsenteret af novelleforfattere som Helle Helle, Naja Marie Aidt, Katrine Marie Guldager og Simon Fruelund. Særligt som stilist har vestkystamerikaneren Carver sat sig spor – og som en sand mester i at balancere på kanten af sprogets eller måske snarere stumhedens grænser.
Carvers personer er nok fattige på ord, men de er også i klemme i sociale og eksistentielle og rent ud sagt fortvivlende situationer, som selv det ordrigeste eller mest abstraherende snakkehoved ikke ville kunne tale sig ud af. Foruroligende Der tales i det hele taget ikke særlig meget – i forhold til alt det, der siges – i Carvers noveller, der er så atmosfærefyldte og fortættede og foruroligende som en tordensky. Det gælder også de bedste af Carvers digte, som nu er udgivet i udvalg ved hans kyndige og trofaste danske oversætter, Johannes Riis, i samarbejde med Kim Skotte her fra avisen.
