Det er en gammel sandhed, at man ved at hjælpe andre gør noget for sig selv.
Lige så sandt og banalt er, at der er ingen retfærdighed til i denne verden. Begge dele gælder for denne beretning. Den afghanskfødte ejendomsmægler Suraya Sadeed i USA ville ikke have kastet sig ud i et uendeligt slidsomt og farligt arbejde med at hjælpe mennesker i nød og elendighed i sit gamle hjemland, hvis hendes elskede mand ikke pludselig var død, og hun stod med et stort hul i sit hjerte. Og vi andre ville ikke blive mindet om denne afsindige krig og dens ofre og igen græmmes over, hvor vanvittigt verden er sat sammen, når børn – og her især piger – skal kæmpe med livet som indsats for at få lov at gå i skole, mens mange børn i vores del af verden tilsyneladende helst vil være fri. Som datter af guvernøren i Kabul flygtede Suraya Sadeed med mand og datter, da russerne invaderede Afghanistan og kommunisterne kom til magten i Kabul.
