Barndommen overgår alle ...« indledes Oscar K og Dorte Karrebæks billedbog ’Lejren’. Af den første, største og yderste dom er det den eneste, vi aldrig kan ryste af os. Bogen åbner med en tegning af struttende liljer i knop og ender med det triste syn af nedtrådte blomster. Imellem ligger historien om otte unge mennesker, der bliver kørt i busser og togvogne til en lejr, hvor de får klippet håret af og frataget deres navne og ejendele. LÆS OGSÅAlle tabuerne er nu nedbrudt i børnelitteraturen »Kærligheden besejrer alle«, står der lakonisk over porten til lejren med utvetydig henvisning i form og stil til skiltet ’Arbeit macht frei’ over indgangen til koncentrationslejren i Auschwitz-Birkenau. Voksne klovne De voksne, der besejrer de søde individuelle unger med ganske ukærlig afretning, er alle klædt som klovne. Flere og flere børn falder fra undervejs, enkelte plukkes ud til at underholde de voksne, og i sidste ende strømmer de overlevende ud fra lejren med sorte huer på hovedet og eksamensbevis i hånden. Der findes mange fremstillinger af, hvordan friheden berøves og uskylden tabes i den første og hårdeste dom, som man bærer som et åg på sine skuldre helt til døden, fra ’Det forsømte forår’ til ’The Wall’.
Men i en billedbog for større børn (og voksne) er det mismodige budskab en sjældenhed. Men noget kan være sandt nok: Hvad enten vi anstrenger os for det modsatte eller helt lader være, bringer vi ikke kun muntre minder, men også dårligdomme videre til vores børn. Flad sammenligning Men netop denne generelle erfaring kræver en behandling, der er langt mere præcist diagnosticerende end den åndeligt forfladigende sammenligning af opdragelse og skolesystem med koncentrationslejr og asylcenter, som ’Lejren’ præsterer.
