En kvindelig forfatter har brudt med sin mand. Nu skriver hun en slags dagbogsblade om bruddet. Beretningen om hendes smertefulde kærlighedssorg begynder, efter at hun en dag vågner af en drøm om en bombe, der er på vej til at slå ned på en mark, hvor hun ligger med sine venner. Dagene går med at komme sig, hun går rundt i stilhed: »Den er en fylde, der skal være der, ordløs både indeni og udenpå«. Flygtet fra et temperament Før boede kvinden i København, helt præcist i Kristianiagade med udsigt over Døveskolen på Østerbro. Nu bor hun i et lille hus med have på en fredelig vej med søde naboer et sted på Sydsjælland. Hun er flygtet fra et temperament, hun ikke længere vil være underlagt. Langt fra eksmandens ubændige vrede har hun fundet friheden til at være sig selv. LÆS OGSÅBetuttet forfatter fik uventet Laurbær-besøg »Jeg har fået nyt telefonnummer, så du ikke kan få fat på mig. Der er sat filter på min mail, så dine breve bliver sorteret fra og ryger direkte i papirkurven, så jeg ikke om morgenen skal være bange for at åbne min konto og se, at du har skrevet til mig klokken et, klokken to, klokken tre«.
Følelseslandskaber Ida Jessen har i sit forfatterskab en særlig evne til at beskrive stemninger og følelser ved hjælp af landskaber. En støvet grusvej omgivet af duvende kornmarker, det hele måske belyst fra oven af en tung sol, og straks har man en fornemmelse i maven af, hvad der måske er på vej. I hendes lille, nye bog er der en enkelt »knaldgul rapsmark« (med en mand i) og et morbærtræ, som skal plantes. Metaforerne fungerer, og man er ikke et sekund i tvivl om, hvorfor Jessen lader kvinden gå rundt i haven og hive ukrudt og andre gevækster op med rode. En glemmebog Når kvinden ikke er i sin have, skriver hun sig i korte kapitler gennem sin sorg, bitterhed og vrede. Hun mindes det bedste - og det værste.

Ordet »elskede« er stadig knyttet til eksmanden, men det er ni måneder siden, hun sidst har kysset ham, og det er fire måneder siden, de to sidst har talt sammen. Ida Jessen kalder 'Ramt af ingenting’ en »glemmebog«, og kvinden i hendes historie fortæller, at hendes erindringer plejer at blive opsuget i de ting, hun skriver. »Derfor er min hukommelse stort set upålidelig, jeg har skrevet den væk (...) Efter hver bog bliver jeg ramt af en ny serie blackouts. Det hele er i mine bøger«. Gammel, tygget mad Det er et uhyre ubehageligt portræt, kvinden tegner af sin eks. Hun mindes, da han hjemme i stuen rasede mod hendes »afstumpede og indskrænkede sind«, og da han i teatret udslyngede et »Du er modbydelig«, inden han skred. Hun husker alle de gange, han i stedet for at løfte blikket og sige godnat fastholdt sit blik på laptoppen.