Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Idol. Søren Ulrik Thomen var fascineret af Dan Turèlls både strømmende og strømførende poesi.
Foto: MIK ESKESTAD (arkiv)

Idol. Søren Ulrik Thomen var fascineret af Dan Turèlls både strømmende og strømførende poesi.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Essay: Dan Turèll var en ubesværet blanding af snerrende oprører og fuldendt gentleman

Digteren Søren Ulrik Thomsen mindes Dan Turèll, der døde i dag - for 20 år siden.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er en digter klar og dunkel
det er vor allesammens onkel
- Graffiti på Café Dan Turèlls herretoilet

Får man er ung, går tiden altid alt for langsomt, og dét uanset om man tænker på alle de store ting, der engang skal ske i livet, eller man sidder ved skolebordet fredag eftermiddag og venter en evighed på, at det skal ringe ud til weekend.

Præcis hvornår det begynder at vende, så alt, der gik så ulideligt langsomt, synes at være gået helt ubegribeligt hurtigt, skal jeg ikke kunne sige, men da jeg forleden cyklede forbi Dan Turèlls gamle bolig på Alhambravej nr. 1, slog det mig med undren, at det 'allerede' er tyve år siden, at digteren døde, og at jeg selv nu er lige nøjagtigt ti år ældre, end han blev.

Skruer jeg tiden tilbage til dengang, den gik langsomt, og jeg første gang stiftede bekendtskab med navnet Dan Turèll, lander jeg på det kuldslåede år 1973, hvor min mor var syg på fjerde år, og jeg boede til leje på et råkoldt kvistværelse i Høyensgade, mens jeg kæmpede mig igennem 1. g's pensum på Rysensteen Gymnasium, der lå lige om hjørnet fra Halmtorvet, hvor luderne sad på trappestenene og sagde »Ska' du mæ op og ha' varmen, brormand?«.

Det turde jeg nu ikke, til gengæld var det en lyst i stedet for lektier at sluge Turèll, fra hvis hånd der dette år flød hele otte udgivelser, hvoraf ikke mindst en Arenabog på størrelse med en fortovsflise gjorde indtryk – og ikke blot med sin fantastiske titel: 'Sekvens af Manjana den endeløse sang flimrende igennem hudens pupiller'.

For jeg var fascineret af Turèlls både strømmende og strømførende poesi, der i en celebrering af skriften selv som fænomen var printet med sats, IBM-kuglehoved eller fyldepen og løb uophørligt ned over siderne for at rive den ene bog efter den anden med sig i strømmen.

LÆS OGSÅ

Men ikke nok med dét, for skriften gik også over sine bredder og strømmede så frit imellem liv og værk, at det ikke var til at se forskel, hvad der netop var pointen i dén livsfilosofiske æstetik, han videreførte fra The Beat Generation.

Jeg ville også være digter!
Især optog det mig, at Turèlls tekster ofte var daterede, så grænsen mellem digt og dagbog forsvandt, for denne overskridelse signalerede, at en digter ikke var en borger (eller en gymnasieelev med eftermiddagsjobs for den sags skyld), for hvem tiden måtte opdeles i kedeligt arbejde og uforpligtende fritid, men en person, hvis erhverv det simpelthen var at være til og omsætte eksistensen til skrift:

»19.6: Skyerne skifter form/ i nattens endeløse journal ...«, »DDR 1.maj, 1971: et politisk problem er pr. definition uløseligt uden for sine egne termer ...«. Intet var for småt til poesien, intet for stort til håndskriftens hav.

Jeg ville også være digter! Aldrig mere skulle tilværelsen bestå af et indenfor og et udenfor pensum.

For mig som for så mange andre blev optagetheden af bøgerne og af deres forfatter uadskillelige, og den tætte identifikation mellem manden og værket er naturligvis også en medvirkende årsag til forfatterskabets ikoniske status.

Men netop kun medvirkende, for en sådan gennemslagskraft opnås ikke bare ved at sværge til ophævelsen af grænsen mellem skriften og den skrivende, hvad mange andre har gjort uden at efterlade tilnærmelsesvis samme indtryk som Turèll, der ikke kun brændte igennem på papiret, men også på scenen og skærmen, uforglemmelig, som han var med sin smukke, maskuline stemme, sit cool cat look og sine 'egernøjne', som Klaus Høeck så fint har karakteriseret dem.

Skønt jeg har mange kritiske noter, ikke mindst til hans anti-intellektualisme og vitalistiske beatnikideologi med dens dyrkelse af det såkaldt autentiske talesprog på »gadehjørnets universitet«, som hans undergrundskollega Kenneth Patchen sagde, og selv om mit eget forfatterskab skulle gå i den stik modsatte retning af strømmens poetik, vil jeg altid lette respektfuldt på hatten for Dan Turèll og fejre min ungdoms forelskelse i hans poesi og min spejling i hans forfatterimago, så meget des mere som jeg finder det usselt at fornægte sine første kærligheder, bare fordi man får nye og udvikler sig i en anden retning.

For mig, der aldrig kendte manden personligt, men blot løb ind i ham et par tilfældige gange, er det stadig magisk at mindes hans gestalt i gadebilledet, betragte de stemningsfulde fotografier fra arbejdsværelset på Alhambravej (hvor han residerede lidt mere frederiksbergherskabeligt end vel egentlig foreneligt med det velplejede slumimage) og sidde med de originale D.T.-udgaver i hænderne – og da særligt med dén, der bærer dedikationen: »Til én S.U.T. fra en anden«.

Og når jeg af og til synes, at mit forfatterliv er begyndt at minde lidt for meget om en kontormands med e-mails, skatteregnskab og kalenderplanlægning og lidt for lidt om en frit flanerende boheme på vej hjem for at skrive i nattens endeløse journal, hengiver jeg mig som modgift nok engang til den romantiske fantasi om digteren, som Dan Turèll iscenesatte med uefterlignelig stil.

Buddhisme og kulsort samfundskritik
Måske døde han lige lidt for tidligt til at opdage, at dét København, han dyrkede, var under afvikling, og det er mærkeligt at tænke på, at et par årtier efter at han med sine sortlakerede negle og sølvstjerner på reverset slentrede som det opsigtsvækkende undtagelsesmenneske blandt alle de almindelige, grå hverdagsbeboere i Vesterbros »solløse sidegader«, er selvsamme kvarter overtaget af en hel generation af hipsters, der siden folkeskolen har haft Dan Turèll som pensum, og hvis bagage vel frem for alt er den undergrundskultur, han om nogen repræsenterede, og som nu ironisk nok er mere fælleseje end den mainstreamkultur, den var alternativ til.

Eller også var han netop så forlibt i det gamle slumkvarter, fordi han før nogen anden fornemmede, at man meget snart skulle længere ud på landet for at møde en mand »med en grøn Cecil i munden og et sammenfoldet Ekstra Blad i baglommen«, som han ikke uden sentimentalitet kunne skrive, og at ismejeriernes, lejekasernernes og de snuskede cafeteriaers tid var forbi.

Hans forhold til den verden, han voksede op i, udviklede sig fra fuldkommen forkastelse til en omfavnelse så kærlig, at kun det ironiske glimt i øjet forhindrede komplet kapitulation

Under alle omstændigheder: Hvor ville jeg dog gerne have foræret ham Jokum Rohdes og mine fotos fra en forsvindende by i 'København Con Amore'.

Første del af Turèlls forfatterskab er gennemsyret (– et ord, han ville have bifaldet!) af en sammensplejsning af den buddhistiske kult omkring Intet med en altomfattende, kulsort kritik af samfundet, der med tidstypisk import af amerikansk slang optræder under navnet 'svineriet'.

Inspireret af forbilledet William S. Burroughs begrundes denne totale mistro til samfundet i en forestilling om, at undertrykkelsen og fremmedgørelsen først og fremmest formidles af sproget, der altså må anses for intet mindre end en ondartet virus, som har invaderet selv bevidsthedens fjerneste egne og må bekæmpes med det poetiske modsprogs antistof i særdeleshed og den »elektriske zenbuddhistiske poetiske politiske drøm« i almindelighed.

Hvis jeg da ellers så nogenlunde har forstået denne pænt paranoide og i dag ikke helt indlysende tankegang.

'Udviklingens veje'
Man kan ikke påstå, at de senere ungdomsoprørere befandt sig vel i 50'erne, hvis angivelige kedsommelighed og småborgerlige konformisme de aldrig bliver trætte af at ømme sig over.

Men på et tidspunkt sker en umærkelig omvending i Turèlls forfatterskab, for samtidig med at han stadig hyppigere optræder i de selvsamme medier, der før stod i centrum for kritikken, begynder en forelsket brug af 50'er-klicheer at blomstre i hans tekster.

I 1989 kan han i erindringsstykket 'Udviklingens veje' bruge to gamle reklameslogans til at beskrive udfaldet af et skolekæresteri: »Alt lykkes i en gasovn, og alt ender med en Lilly-model. Vi blev gift«.

Selv oplevede jeg ham improvisere 50'er-replikker ved en fest, som Erik A. Nielsen og Margrete Auken holdt til ære for Per Højholt, der fyldte 60.

Parrets døtre (blandt dem vor nuværende miljøminister) solgte vin, og da de opdagede, at der kunne vanke drikkepenge, blev de, som aftenen skred frem, mere og mere entreprenante, hvad der irriterede gæsterne – undtagen Dan Turèll, som havde anerkendelsen klar, hver gang pigerne stod ved bordet:

»Stik dem en hund. Det er byens bedste servitricer. Respekt for kunderne. Altid et smil på læben«, sagde han, så man kunne høre både anførselstegnene og en ægte begejstring for de bedagede fraser.

Cirka hvor i det kolossale forfatterskab vendingen indtræffer, kan vore lærde turèllologer sikkert indkredse, men måske dukker et forvarsel op allerede i kæmpedigtet 'Op i røven' fra 'Manjana'. Digtet, der er trykt med (harm)dirrende håndskrift, udgør, som titlen antyder, én lang og blank afvisning af »pengene, svinene, systemet«, og især af disse repressive størrelsers værste, mest manipulerende magtmiddel, nemlig sproget:

»Op i røven med kronikkerne og artiklerne og diskussionerne og beslutningsprocesserne ... Op i røven med, om 'Mesterholdet sejrede suverænt' eller 'Mesterholdet overraskende tabte'«.

Men er samfundskritikken altså ikke uden humor, trækkes tæppet pludselig helt væk under digtets absurd radikale nihilisme, hvor selv »Jylland og Øerne« skal op i røven, med det selvironiske indskud, at »der er ubegrænset plads«.

Med opremsningen af forkastelige fænomener, fra Gitte Hænning til Københavns Universitet, er teksten blevet så latterligt sammenbidt, at den gør nar ad sig selv og åbner for, at hele den gammelkendte verden, som digtet ellers henviser til dét sted, hvor solen aldrig skinner, snart bliver taget til nåde igen.

Hvad er kultur?
Hans forhold til den verden, han voksede op i, udviklede sig fra fuldkommen forkastelse til en omfavnelse så kærlig, at kun det ironiske glimt i øjet forhindrede komplet kapitulation.

Fra idealiseringen af selv så ekstreme outsidere som morderen Charlie Manson (»som den der har udført den totale revolution«) til indlevelse i det almindelige menneske i skikkelse af buschaufføren og den enlige mor, fra søgen efter sublim satori til troskab mod de daglige pligter, fra social udbryderkonge og ensom storbycowboy a la seksuelt tvetydige Lou Reed til besynger af ægteskabet og afsender af åbne kærlighedsbreve til far og mor på Mosegårdsvej.

Men i hans person forenedes begge sider i en ubesværet blanding af snerrende oprører og fuldendt gentleman, der holder døren for gamle damer, og hele vejen igennem er forfatterskabet fuldt af forrygende formuleringer og uforligneligt fede fraseringer, for nu at skamride bogstavrimet lige så hæmningsløst, som forfatteren selv yndede.

For den socialistiske realisme med dens krav om opbyggelighed var første fases 'abstrakte negativisme', som det hed, naturligvis lige så uspiselig som anden fases forsoning med hverdagen og lavkulturen var for den klassiske modernismes dannelsesideal og principielle utilpassethed.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men karakteristisk for Dan Turèll som for hele hans generation var netop opgøret med opdelingen i fin kultur og foragtelig lavkultur. Pludselig var der ikke nødvendigvis kvalitetsforskel på tegneserier og avantgardejazz, hermetisk poesi og rock'n'roll, men når Turèll lige så gerne talte om Anders And som om Ezra Pound og regnede Chuck Berry for fuldt på højde med Thelonious Monk, var der for mig at se også tale om en rehabilitering af kulturen i den arbejderklasse, han var rundet af (og hyldede i 'Vangede billeder'), og hvorfra en vældig intelligensreserve i disse år indtog både uddannelsesinstitutionerne og kulturlivet for på én gang at tilegne sig og udfordre kanon.

Ligesom for hans gode kollega Per Højholt var der en pointe i simultant at dyrke det højeste og det laveste, men til gengæld springe over den samtidige danske modernisme, som nærmest var blevet statsbærende og derfor oplagt at opponere imod.

Hvis jeg ikke husker meget forkert, besvarede Turèll engang spørgsmålet »Hvad er kultur?« med et pletskud fra hoften: »Kultur er, når Ole Wivel læser digte op på Louisiana, mens Erik Moseholms Kvintet spiller diskret i baggrunden«.

Fra helt til skurk
Er ironien til at tage og føle på, antyder vennen Peder Bundgaard i sin rørende hengivne erindringsbog om 'Superdan' ikke desto mindre en ambivalens over for The Establishment, hvis manglende anerkendelse Turèll var skuffet over og derfor på en eller anden måde alligevel må have ønsket sig.

»Jeg er rangeret ud for længe siden«, siger han til Erik Skyum-Nielsen i dennes 'Modsprogets proces' fra 1982 og fastslår så med vanlig nonchalance, at »jeg har det fint herude på sidesporet, her møder man en masse interessante mennesker«.

Og dog må livet i anerkendelsens udkant have været knap så spændende, for historien vil vide, at han på et tidspunkt designede det spektakulære skaldepandeimage med den bevidste hensigt at blive berømt og slå igennem på den helt store scene, hvad der lykkedes i en grad, så ethvert barn nu vidste, hvem Onkel Danny var.

Og her var det, at jeg i min ungdommeligt idealistiske tro på Poesien med stort P følte, at min gamle helt, der tidligere havde inkarneret den yderste opposition til det overfladiske og korrumperede mediesprog, svigtede fælt ved pludselig at optræde i alle programmer og publikationer og da ikke mindst i dén, der hedder Se & Hør, i selskab med skodkendiser, han før ville have hudflettet hjerteløst.

Kort sagt mistede Turèll streetcred, hvad der på det pinagtigste åbenbaredes på Saltlagerets scene en oktoberaften i 1983, hvor selveste Burroughs skulle læse op med support af den nye firserpunks kernetropper T.S. Høeg, Martin Hall og The Sods, mens Dan Turèll skulle introducere hovednavnet, hvad han var selvskrevet til, eftersom det her til lands var ham, der frem for nogen og som den allerførste begejstret havde fortalt os andre om 'El Hombre Invisible'.

At det denne dystre efterårsaften skulle vise sig at gå helt galt for Turèll, tilskrives almindeligvis mandens ustyrlige brandert og deraf følgende arrogance, hvad der sikkert ikke er forkert, men jeg, der stod nede i salen og mærkede stemningen blandt alle den nye nerveadels følsomme spidser, fornemmede også noget andet.

Nemlig en længe opsparet fjendtlighed imod Dan Turèll, som på grund af sin lidt for alvorlige flirt med populærkulturen i vores selvgode og fordomsfulde øjne havde fortabt ejerskabet til så ubesmittet en undergrundshelgen som William S. Burroughs.

Karmaen var katastrofal, og det smertelige syn af den overmodige entertainer, der uden at ane uråd med ét får den sal imod sig, han plejer at holde i sin hule hånd, vil altid stå for mig som selve billedet på, hvor hurtigt én generations helt kan blive skurk for den næste.

Tilgivelse
Men ikke så snart var Dan Turèll død, før jeg savnede hans vidunderlige stemme og alt dét, kun han kunne, og selvom jeg i dag beskæmmes, når jeg tænker på min ungdoms hellige forargelse over, at Turèll havde 'solgt ud', har jeg dog også – storsindet, som jeg er – tilgivet mig selv.

For lige så vigtigt det er ikke at løfte drømmens faner så højt, at man mister jordforbindelsen, er det at fastholde det romantiske, men ikke derfor usande syn på poesien som et sprog, der kun når nye steder hen, for så vidt det formår at være noget afgørende andet end dét, der i forvejen knevrer på alle kanaler.

Da jeg med Turèlls død indså, at der aldrig mere ville komme en person som ham, blev alt »poppet og pappet lir« fra hans side i dobbelt forstand ligegyldigt, mens alt det store stod stærkt tilbage.

Og jeg forsøger at bruge denne erfaring til i det hele taget at tugte min irritation over andre mennesker og værdsætte dét, der er unikt ved hver enkelt.

I 'Rystet spejl' udtrykkes tanken i digtet 'Jeg har sat mig her ved det bageste bord', som også er en diskret hilsen til Turèll, så sandt det ikke er tilfældigt, at scenen i digtet er sat på Gl. Kongevej, hvor den gamle digterkonge jo færdedes lige fra de tidligste bøger.

Hvem er ældst?

Tænke sig, hvad man er gået glip af ved Dan Turèlls tidlige død: Jeg ville i hvert fald rigtig gerne have læst hans alderdomsdigte, men måske har jeg alligevel gjort det, for allerede som 31-årig kan han skrive, at han er gået »i seng som en gammel mand med en whisky på natbordet«, så måske blev alt, som det skulle.

I dén bog, der skulle blive sidste udskrift fra nattens endeløse journal, nemlig digtsamlingen 'Tja-a Cha-Cha' fra 1993, finder vi et af hans allersmukkeste digte, skrevet i visheden om meget snart at skulle dø:

»Det er som det altid/ har været:/ Alfabetet/ er mit bedste legetøj.// Jeg vil lege med det/ lige til det bliver for mørkt/ til at jeg kan sé det«.

Og ikke mindst dette digt må have inspireret Kenn André Stilling til hans flotte alfabetskulptur, der nu står på en plads i Vangede opkaldt efter hjemstavnsdigteren, uden hvem stedet vist havde været det nærmeste, man her i byen kommer Nowhere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ

For en 17-årig anno 1973 hørte det med til Dan Turèlls tiltrækningskraft, at han på den ene side ikke var så fjern og svær at identificere sig med som for eksempel Klaus Rifbjerg (der var på alder med mine forældre), men på den anden side havde en helt anden aura end mine jævnaldrende, som mindede lidt for gennemskueligt om mig selv.

Født i 1946 blev han nemlig en slags storebror med tanker og referencer, man udmærket kunne følge, men samtidig en voksen mand, der havde rejst i zenmystikkens, syretrippenes og jazzens fremmede egne og oplevet et helt årti mere end én selv og derfor var forud både som forfatter og som dén, der havde læst hele den hippe kanon fra Blake til Kerouac, ejede alle pladerne i de originale Blue Note-covers og været de rigtige, røgfyldte steder, mens det hele skete.

For alle generationer føler, at de er født for sent, lige indtil de synes, at hele verden begynder med dem.

Så på en måde vil han altid være ældre end jeg, men eftersom jeg »i den anden ende« altså har oplevet tyve år, han aldrig kom til at kende, og nu er ti år ældre, end han fik lov til at blive, må jeg, når jeg i dag cykler forbi Alhambravej nr. 1, gennemregne en ligning, der aldrig går op, og stille mig selv det umulige spørgsmål: Hvem er ældst?

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden