Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

alsidig. 'The David Foster Wallace Reader' viser dog, at Wallace var en vanvittig virtuos forfatter - og bonusmaterialet er næsten det hele værd.
Foto: PR

alsidig. 'The David Foster Wallace Reader' viser dog, at Wallace var en vanvittig virtuos forfatter - og bonusmaterialet er næsten det hele værd.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Monstrøs bog om David Foster Wallace giver ikke vildt meget mening

Det er uklart hvem udgivelsen om den afdøde forfatter henvender sig til.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er så mange mindeværdige scener i den amerikanske forfatter David Foster Wallaces liv og forfatterskab, at jeg ikke ved, hvor jeg skal begynde.

Hvad med den biografiske anekdote om Wallace, som i en tilstand af dyb depression og noget af et misbrug ad flere omgange forgæves forsøgte at blive optaget i den katolske kirke, indtil han til sidst fandt støtte og en slags religiøs trøst i AA (det minder en smule om vis Hr. von Trier, gør det ikke?)?

Hvad med den allerførste sætning i debuten ’The Broom of the System’ (1987):

»De fleste rigtig pæne piger har pænt grimme fødder, og det har Mindy Metalman …«?

Eller hvad med den tyske tennistræner Schtitt fra hovedværket ’Infinite Jest’ (1996), som her parodierer sine elevers evindelige undskyldninger på et aldeles germanskgebrokkent engelsk:

»Inden for taget for lavt til at lobbe. Dårlig belysning, så. Eller udenfor; det dårlige underlag. Åh nej se nej: fingeraks i sprækkerne langs baglinjen. Hvem kan give sig fuldt ud, med fingeraks. Se her er lavt net højt net. Modstanderens slægtning kommer med forstyrrende tilråb, modstanderen snyder, linjedommeren i semifinalen er handikappet eller snyder. Du har ondt. Du har den skade … Smerte fra albue. Øjenvippe i øje. Halsen er øm. En for smuk pige blandt publikum. Hvem kan spille under sådan nogle vilkår?«.

Okay, det blev lidt langt, hvad er det jeg prøver at sige? Jeg prøver at sige eller illustrere, hvordan David Foster Wallace – som begik selvmord i 2008 – var i stand til at skrive om hvad som helst. Det er måske dét, som den nyudgivne murstensmonstrøse ’The David Foster Wallace Reader’ frem for alt illustrerer.

At han kunne skrive noget – som regel noget på samme tid sørgeligt og sjovt – om anything, anytime. Depression, tennis, terrorisme, The David Letterman Show, stofmisbrug, grammatik, kedsomhed og amerikansk politik.

Smagsprøver af det hele

Denne Reader kommer rundt i hele forfatterskabet. Man får lidt fra romanerne, man får lidt fra novellerne, og man får lidt fra hans essays (plus diverse efterord), det er alt sammen velvalgt og godt, men slet ikke nok.

Eller rettere: Det er svært at finde ud af, hvem en sådan udgivelse henvender sig til. Folk, der i forvejen er fans, vil helt sikkert foretrække at læse værkerne i deres fulde længde. Og for nye og uindviede læsere giver det ikke vildt meget mening at blive præsenteret for fragmenter fra et forfatterskab, som er vel- og verdenskendt for sin yderst komplicerede karakter.

Hvad nytter det eksempelvis at læse uddrag fra ’Infinite Jest’ , et værk på 1.000 sider med tilhørende fodnoter, som er svært nok at få hold på selv ved tredje gennemlæsning (tro mig, jeg taler af erfaring)?

Det er fint nok med appetitvækkere, men den her bog føles lidt som at få et par insekter, en smule marv og en æbleskive på Noma i stedet for den fulde menu

På den anden side udgør ingen af Wallaces værker en afrundet helhed, but still: Det er fint nok med appetitvækkere, men den her bog føles lidt som at få et par insekter, en smule marv og en æbleskive på Noma i stedet for den fulde menu. Uden sammenligning i øvrigt.

Bonusmaterialet

Men. Så er det heldigt, at der er ekstramateriale, som er tæt på at være det hele værd. Bonusmateriale nr. 1: Historien ’The Planet Trillaphon as It Stands in Relation to the Bad Thing’, som Wallace skrev, da han var 22 og fik publiceret i et lille universitetsmagasin.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den ret selvbiografiske fortæller er en ung mand, der dropper ud af college med en alvorlig depression (the Bad Thing), og han forklarer blandt andet, at det ikke føles som sorg eller tristhed eller tungsind, men som om hele ens krop grundlæggende er syg, som om alle ens atomer og celler gør ondt. Det er på samme tid den mest gruopvækkende og nøgterne beskrivelse af depression, jeg til dato har læst.

Bonusmateriale nr. 2: Wallaces undervisningsmateriale fra hans tid som underviser i både nyere litteraturhistorie og creative nonfiction. Det drejer sig både om semesterplaner, læselister, evalueringsskemaer for slet ikke at tale om et forord af og flere private mailkorrespondancer med Wallaces egen mor, som selv var universitetsprofessor i engelsk.

Disse dokumenter vidner om, hvor pligtopfyldende, arbejdsom, hård, krævende, generøs, pædagogisk og sjov en underviser Wallace var. Og frem for alt hvor meget han elskede sprog.

Sproget som fabulationens medium, men også sprog som grammatik, benhård grammatik: Wallace udleverede for eksempel sedler til sine studerende, hvor han forklarede dem forskellen på cannot og can not, på sammenligningskonstruktionerne as og like – det lyder kedeligt, kan jeg godt høre, men det er det ikke.

Uafbrudt fryd i hvert eneste atom

Men på den anden side er det måske slet ikke så slemt at blive konfronteret med lidt kedsomhed midt i denne informationsmættede tid med smartphones og anden elektronik til at holde tomhed på afstand og få enhver pause og ventetid til at gå med lidt virtuel distraktion.

Det var i hvert fald en af pointerne i den efterladte ’The Pale King’ fra 2011, som ’The David Foster Wallace Reader’ heldigvis også har inkluderet kapitler fra.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Romanen foregår på et skattekontor i Illinois i nittenfemogfirs og handler om kedsomhed. Men her er kedsomheden ikke kun noget, fanden har skabt: »Det viser sig, at en ekstatisk fryd […] ligger på den anden side af knusende, knusende kedsomhed. Vær særlig opmærksom på de mest trivielle ting, du kan finde (selvangivelser, televiseret golf), og en kedsomhed, som du aldrig før har kendt, vil da, i bølger, skylle ind over dig og på det nærmeste dræbe dig. Rid dem af, og det vil være som at gå fra sort-hvid til farve. Som vand efter dagevis i ørken. Uafbrudt fryd i hvert eneste atom«.

Og sådan er det at læse Wallace. Uafbrudt fryd i hvert eneste atom. Det kan selv ikke en uafklaret udgivelse som denne Reader ændre bare det mindste på.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden