Der er så mange mindeværdige scener i den amerikanske forfatter David Foster Wallaces liv og forfatterskab, at jeg ikke ved, hvor jeg skal begynde.
Hvad med den biografiske anekdote om Wallace, som i en tilstand af dyb depression og noget af et misbrug ad flere omgange forgæves forsøgte at blive optaget i den katolske kirke, indtil han til sidst fandt støtte og en slags religiøs trøst i AA (det minder en smule om vis Hr. von Trier, gør det ikke?)?
