Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Røre. Artiklen her på forsiden tager fat i kraven på en lang række danske forfattere, som den kalder forkælede piger.
Foto: Jens Dresling

Røre. Artiklen her på forsiden tager fat i kraven på en lang række danske forfattere, som den kalder forkælede piger.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Udskældt litteraturkritiker: Danske forfatterskoleelever kan ikke tåle kritik

Mette Høeg skabte røre med et indlæg om danske forfatterinder i Weekendavisen.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Litteraturforskeren Mette Høeg har sat den danske litterære andedam på den anden ende.

For en uge siden skrev hun et indlæg i Weekendavisen, hvor hun kritiserede en række navngivene danske forfatterinder for at være navlebeskuende og Forfatterskolen for at have for meget magt.

SIden Høegs debatindlæg blev bragt, har der været flere kritiske kommentarer om både indlægget og forskerens intentioner. I et kort interiview på TV2 News sagde Høeg, at hun gav stemme til et miljø, som ellers ikke blev hørt i modsætning til forfatterskoleelverne.

Vi har forsøgt at få hende til at uddybe sit standpunkt. Mette Høeg bor i Californien og svarer derfor på mail.

Hvad er det for et miljø, du taler om, når du siger, at du giver stemme til en debat, som findes?

»Jeg taler ikke om et miljø som sådan. Det er ikke min opfattelse, at der findes et etableret konkurrerende litterært miljø til miljøet omkring forfatterskolen, dets elever og fans. Men igennem min flerårige forskning i blandt andet skandinavisk litteratur har jeg registreret, at der findes en stor gruppe af litterært engagerede og involverede, som ikke identificerer sig med og ikke finder de diskurser og udtryk, som miljøet udspringende fra Forfatterskolen determinerer, interessante eller vedkommende«.

»Som reaktion på artiklen har jeg modtaget overordentlig mange private beskeder fra fagpersoner, jeg ikke kender personligt – journalister, forfattere, debattører, politikere, ph.d.’er, post doc’er og professorer – der bakker op om og sympatiserer med de perspektiver, jeg fremlægger i min artikel, og som giver udtryk for, hvor tiltrængt perspektivet er. De færreste ønsker imidlertid at udtrykke sig i offentligheden, fordi det miljø, der henvises til i artiklen, er så stærkt og aggressivt i forsvaret mod enhver udfordring, at kritikeren risikerer at blive lynchet. Dertil har jeg modtaget henvendelser fra en lang række privatpersoner, der rapporterer, at perspektiverne i artiklen deles i mange kredse i landet – f.eks. hos dansklærere på landets gymnasier«.

Kvinder promoverer sig selv

Hvorfor er det lige kvinderne, du går efter?

»Nu går jeg jo ikke efter kvinder generelt. Det er indlysende, at der findes og har fandtes masser af fantastiske kvindelige forfattere gennem tiden. I min artikel analyserer jeg en helt specifik, samtidslitterær tilstand, og ifølge min analyse af den tilstand i dansk litteratur fylder diskurser om krop, køn, kvindelighed og indre følelsesliv uforholdsmæssig meget, og dette ses især afspejlet i værker skrevet af kvindelige forfattere. Men det problematiske for mig at se, er i mindre grad kvindernes selvoptagethed – som jeg tror delvist er generationsbetinget - og i højere grad den favorisering af kvinder på Forfatterskolen, i litteraturkritikken og i fordelingen af støttemidler, som beror på en for mig at se uforholdsmæssig dominerende politisk korrekt struktur, der tillader en reproduktion af et konformt og overfladisk litterært udtryk, som keder og frustrerer mange, men som ikke desto mindre næsten ingen kritik har modtaget i offentligheden«.

»Det bidrager i øvrigt til en kultur, hvor der er en utilfredsstillende overvægt af kedelige samtaler, hvor alle taler frit fra leveren om sig selv uden at sige noget interessant og ofte med ren selvpromovering og social accept og avancering som hensigt«.

Jeg mener, at der er for lidt ærlig og utilsløret kritisk diskussion i dansk kulturjournalistik. Der eksisterer en blødhedskultur, hvor tingene pakkes ind i vat, hvor direkte kritik opfattes som 'hadsk' og det at give specifikke eksempler som 'personangreb'.

Findes mange af de samme forhold ikke hos eksempelvis forfattere som Caspar Eric, Bjørn Rasmussen, Victor Boy og så videre?

»Jo. Der er tale om en generel tendens, der udtrykkes i værker af både mandlige og kvindelige forfattere. Men der er også tale om en specifik og stærk tendens, der er knyttet til værker skrevet af kvinder. For denne tendens er det karakteristisk, at en stor del af de kvindelige forfattere fremtræder uden for værket, i offentligheden og her promoverer sig selv og deres synspunkter«

Hvorfor har du valgt en form, der er så konfrontatorisk?

»Jeg mener, at der er for lidt ærlig og utilsløret kritisk diskussion i dansk kulturjournalistik. Der eksisterer en blødhedskultur, hvor tingene pakkes ind i vat, hvor direkte kritik opfattes som ’hadsk’ og det at give specifikke eksempler som ’personangreb’. Forlagenes, forfatternes og anmeldernes primære drivkraft synes i dag at være ønsket om association til og accept i det attråede bløde miljø affødt af og tilknyttet Forfatterskolen – Danmarks litterære støttegruppe. Det bidrager til en kedelig, ufarlig litteraturkritik – læg f.eks. mærke til hvor central en plads, ordet 'fin' har i særligt de kvindelige kritikeres overvejende positive anmeldelser af den type værker, jeg kritiserer«.

»Denne blødhedskultur vil jeg gerne udfordre og modsige ved at være ærlig, direkte, måske endda hård og ved ikke at indpakke mine analyser og perspektiver i vat. Det er betegnende, at disse forfattere, som alle har modtaget så mange roser i pressen, ikke kan tåle én enkelt dårlig anmeldelse. Særligt taget i betragtning at de har hele deres litterære støttegruppe bag sig, som blindt og konsekvent affejer og fornægter kritikken. Der har vist sig et totalt fravær af styrke eller vilje til at acceptere kritik. Den voldsomme og meget aggressive modtagelse af kritikken i min artikel vidner om en manglende robusthed og et manglende udsyn, som delvist er et resultat af den komfortable tilværelse, som velfærdssamfundet muliggør, og dertil, tror jeg - hvilket Horace Engdahl meget skarpt har påpeget - et resultat af den magelige og isolerede tilværelse uden egentlig, nødvendig kontakt til omverdenen, som nyere tids fordelagtige støtteordninger og professionalisering af forfatterfaget muliggør«.

Tilføjelse: Horace Engdahl er en svensk litteraturforsker og medlem af Det Svenske Akademi.

Hvorfor fremhæver du at Asta Olivia Nordenhof bruger samme medicin, som rektor på forfatterskolen, hvorfor du mener, hun er blevet ansat?

»Asta Olivia Nordenhofs medicinforbrug fremhæves ikke i artiklen. Det fremhæves, at Forfatterskolens rektor fremhæver Nordenhofs medicinforbrug i sit selvbiografiske værk Monte Lema. Pablo Llambias skriver her, at han »udvekslede erfaringer med medicin« med »eleven Olivia Nordenhof« og endvidere: »Det viste sig, at vi var på samme medikament. Jeg kender ikke hendes diagnose, men jeg ved, at hun går for at være noget af et tilfælde. Alligevel var det mig, der var på dobbelt så stor dosis som hun. Jeg tog 30 miligram, hun kun femten««.

»I artiklen anvendes denne sammenligning og interesse hos Llambias som eksempel på en dyrkelse og fascination af psykisk sygdom, der udtrykkes flere steder i det forfattermiljø, der henvises til. Hvorfor Nordenhof er blevet ansat ved jeg ikke. Måske er hun kvalificeret. Hun skriver efter min vurdering i hvert fald godt, men jeg har intet kendskab til hendes undervisningskompetencer«.

Hvorfor er det vigtigt, at Maja Lee Langvad er lesbisk og har en »lesbisk veninde«, der også er forfatter?

»I det perspektiv, artiklen fremlægger, er det jo netop ikke så vedkommende, hvorvidt Maja Lee Langvad er lesbisk. Kritikken går jo netop på, at de to forfattere, Maja Lee Langvad og Kristina Nya Glaffey, selv insisterer selv på deres homoseksualitet som afgørende. De fremhæver i det hele taget og i det citat af deres fælles brev til Lars Bukdahl, som min artikel bringer, at deres erfaringer er afgørende farvet af det faktum, at de er lesbiske og kvinder og etablerer selv kontrasten til Lars Bukdahl som privilegeret hvid, heteroseksuel mand. Artiklen kritiserer så forfatterne for at behandle deres homoseksualitet og alle de andre partikulariteter, som de finder afgørende at insistere på og fremstille, på en kedelig, selvoptaget og irrelevant måde«

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lea Løppenthin anklager dig for at indtage et klassisk patriarkalsk standpunkt, der klandrer kvindelig litteratur for at være banal. Jes Stein her på Politiken kalder dig kvindefjendsk. Hvad er din holdning til det?

»Min artikel klandrer ikke kvindelig litteratur generelt for at være banal. Der findes masser af uovertruffen litteratur skrevet af kvinder. Artiklen præsenterer heller ikke 'kvindelig litteratur' som en fast, afgrænset og definerbar kategori. I artiklen analyseres en specifik samtidslitterær tendens, som jeg primært finder udtrykt i værker af kvindelige forfatter, og som jeg mener, at anmelderne beklageligvis blindt føjer og favoriserer pga. dominerende politisk korrekte feminisme- og queerdiskurser«.

Hvad tror du, der kommer ud af det her i henholdsvis den ideelle verden og rent konkret?

»Der har været en aggressiv modtagelse af artiklen. Mit håb er dels, at medlemmerne af det miljø, jeg sigter til i min kritik, vil oppe sig og bruge deres forurettelse konstruktivt - gøre sig umage og anstrenge sig for at modbevise min kritik; forhåbentligt i deres værker frem for på Facebook. Dertil håber jeg at aktivere nogle af de mange stemmer, som udtrykker samme perspektiv som min artikel eller hvis synspunkter overlapper med mine. I mit perspektiv mangler Danmark en konkurrerende kulturel elite, men nok især en konkurrerende litterær elite, der kan udfordre og nuancere de dominerende tendenser og taleformer, som i øjeblikke dyrkes af en stor del af forfatterskoleeleverne og de forlag og kritikere, der ukritisk favoriserer dem. Og så håber jeg, at der i fremtiden vil bedre være plads til direkte, ærlig kritik af litteraturen, som kunne lede til konstruktive diskussioner frem for blot panik- og forsvarsreaktioner, paranoia og desorientering«.

Ville du ikke stå stærkere i din kritik, hvis du bare holdt dig rent til bøgerne og ikke gik ind i personspørgsmål?

»Artiklen går ikke ind i personspørgsmål. De forfattere, der henvises til, har allerede fremstået i offentligheden og her promoveret dem selv og deres holdninger. Hvad angår angivelsen af specifikke eksempler i artiklen, så tror jeg ikke, det har svækket kritikken. I min optik ville kritikken have været for generel, vag og for nem at ignorere, hvis den ikke var underbygget af specifikke eksempler. Det er interessant, at Peder Frederik Nielsens meget skarpe nylige kritik af den samtidslitterære tilstands fiksering på form og individ blev stærkt kritiseret for ikke at ville give eksempler, og at når min artikel så giver de efterlyste eksempler, så opfattes det som 'personangreb'. Det er forbløffende – som tidligere nævnt – at forfattere, der alle har modtaget så megen velvilje og ros i pressen ikke kan tåle én enkelt negativ omtale – og at hele den litterære støtteklub mobiliseres for at indlede en klapjagt på kritikeren«.

Du skriver Ph.d. om fiktion og ikke-fiktion. Er det her en del af det projekt?

»Min ph.d.-afhandling handler blandt andet om uafgørlighedszonen mellem konstruktion og referentialitet, mellem fiktion og ikke-fiktion, og i den forbindelse har jeg forsket i relevant skandinavisk samtidslitteratur. Artiklen er skrevet på baggrund af den viden og indsigt, jeg har tilegnet mig igennem min forskning«.

Er det her en happening?

»Nej«

Har din mand, Thomas Strøbech, noget at gøre med dit indlæg?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nej«.

Du har selv berøringsflade med folk i det miljø, du kritiserer. Hvor meget af det her er personlig vendetta?

»Den tendens, der kritiseres i artiklen, og som eksemplificeres med specifikke forfattere og værker, er en del af det genstandsfelt, jeg har forsket i gennem flere år. Jeg har ingen personlig berøringsflade med personer i det miljø, jeg henviser til, jeg har aldrig mødt nogen af de forfattere, jeg henviser til. Derfor har jeg - så vidt jeg ved - intet at hævne. Men det kan selvfølgelig komme – de voldsomme reaktioner taget i betragtning«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden