Lyt til artiklen
»Vandet er rødt af rust. af altings indbyrdes afhængighed. et eller andet er gået i stå her. åbner vinduet, lytter til det grå i morgenen« – sådan lyder det meget karakteristisk et sted i poesidebuterende Liv Sejrsbo Lidegaards (f. 1986) ’Fælleden’, der ganske vist er strengt komponeret i tre afdelinger (’Tæt på’, ’Lad det gå’, ’Det er sent’) a to nummererede dele, men som slentrer mildt, frejdigt, urimet, men også etisk anfægtet af sted mellem byzoner og naturrum, og som tydeligvis abonnerer på amerikanske Juliana Spahrs betoning af de talløse måder, hvorpå vi alle hænger sammen med hinanden, med byen og med naturen.
