Der var ingen tvivl.
Medarbejderen bag disken genkendte straks manden med næsen fuld af iltslanger fra overvågningsbillederne. Personen, som netop var gået ind af ad døren i Vangsgaards Antikvariat i Fiolstræde, var bogtyven.
På de grynede optagelser havde antikvariatets medarbejdere set, hvordan manden på tidligere besøg ubemærket havde stjålet nogle af stedets allerdyreste og mest sjældne eksemplarer. Senest en uerstattelig førsteudgave af Steen Steensen Blicher til 12.000 kroner.
Nu var bogtyven der igen og gik rundt med sin lidt sammensunkne skikkelse og så på bøger, som om intet var hændt. Medarbejderen gjorde præcis som aftalt. Først låste han diskret antikvariatets yderdør. Så ringede han efter sin chef, antikvariatets direktør Christian Kaaber.
Christian Kaaber var nede i butikken i løbet af få minutter og kunne konstatere, at bogtyven var søgt ud mod antikvariatets bagerste rum, hvor førsteudgaverne og de sjældne bøger med dedikationer stod og lyste med deres læderindbindinger og forgyldte ornamenter på ryggen.
Så gjorde Christian Kaaber det, han vidste, var nødvendigt for at få sine stjålne bøger tilbage.
»Jeg besluttede mig for at lave en civil anholdelse«, siger han.
Vi sidder i antikvariatets bagerste rum ganske tæt på det sted, hvor civilanholdelsen fandt sted. Det er antikvariatets allerhelligste.
Her står de antikke bøger helt tæt på reolerne og i høje, dunkeltfarvede stakke på bordet. En H.C. Andersen-roman med en håndskrevet dedikation her - et kobberstukkent bogværk fra 1735 udført på bestilling af Christian den sjette der. De få kvadratmeter rummer sjældne bøger for hundredtusindvis af kroner.
Vi er mødtes her i wunderkammeret, som Christian Kaaber kalder det, for at forsøge at tegne konturerne af en bogtyv. Ikke hvilken bogtyv som helst, men en særlig slags bogsamlende tyv, der stjæler sjældne bøger, fordi de ikke kan lade være.
Det er det, alt peger på lige nu i min efterforskning af det mystiske tyveri af en sjælden bog med tekster af Siri Hustvedt og Paul Auster fra boghandlen Ark Books på Nørrebro. Jeg har ikke haft ret mange spor at gå efter, så i sidste uge besluttede jeg mig for at forfølge en pensioneret politiinspektørs helt klare mavefornemmelse:
At tyven er en person, hvis boglidenskab og lyst til at besidde sjældne bøgers herlighed er så enorm, at man har sat et filter på moralen og en lørdag i august har fjernet bogen fra dens glasmontre i butikken for at tilføje den til sin samling.
Når samleri bliver til mani
Antikvar Christian Kaaber synes ikke, det er nogen dårlig mavefornemmelse at følge.
Han er selv bogsamler med en forkærlighed for bøger fra 1600-tallet, og så er han medlem af den eksklusive bognørdsloge Dansk Bibliofilklub, hvor man skal anbefales af to eksisterende medlemmer for overhovedet at komme i betragtning til optagelse.
Hvis jeg skal forsøge at trænge ind i hovedet på en bogsamlende tyv, må jeg først forstå, hvordan bibliofili, kærligheden til bøger, kan udvikle sig til bibliomani, siger han:
»Forfatteren Tom Kristensen formulerede det engang sådan, at har man en lidenskab, ender man med at være omgivet af den«.
»Historien er fyldt med eksempler på personer, der bliver så grebet af at omgive sig med og eje smukke bøger, at samleriet vokser den stakkels samler fuldstændigt over hovedet. Der var en fantastisk museumsinspektør, som opbyggede et af det 20. århundredes største samlinger. Han blev sagt op i sin lejlighed i Nørre Voldgade, fordi husværten var bange for, at bogmasserne skulle brase ned på næste etage«, fortæller Christian Kaaber.
Den maniske samler, hvor bibliomanien tages til sin yderste konsekvens og leder til bogtyveri, er der også eksempler på omend færre. I litteraturen finder man et berømt en af slagsen i den franske bibliotekar og forfatter Charles Nodiers hovedværk 'Den boggale'. Her har den bibliomane hovedperson Theodore ligefrem specialsyede, dybe jakkelommer, hvor han gemmer de dyrebare koster til sin samling.
Aladdins hule i Svendborg
Men de findes også i virkeligheden. Sådan en var manden, der stod bag Danmarkshistoriens største bogtyveri fra Det Kongelige Bibliotek, som den pensionerede politikommissær fortalte mig om i sidste uge. Og beskrivelsen passer også perfekt til den bogtyv, Christian Kaaber civilanholdt i antikvariatet dengang i 2008.
Efter civilanholdelsen tiggede bogtyven om at få lov til at gå og lovede at aflevere både Blicher-bogen og de andre kostbare værker tilbage. Men Christian Kaaber ringede til politiet, som tog manden med på stationen. Antikvaren var lettet over, at bogtyveriet var opklaret og håbede bare på, at politiet ville finde den stjålne Blicher.
Men samme aften ringede politiet og spurgte om, Christian Kaaber ville følge med dem til Fyn. De havde fundet noget, de gerne ville have hans vurdering af. [tv-1]
Den følgende vintermorgen stod antikvaren derfor foran et lille gulmalet etplanshus straks uden for Svendborg. Da låsesmeden tvang døren op åbenbarede sig et syn, Christian Kaaber ikke har kunnet glemme siden.
Det lille hus var overvældende tæt pakket med keramik og farvestrålende glas, men frem for alt med bøger. I reoler og i stakke, under sengen, i køkkenskabene og på gulvet. På et tidspunkt råbte en af betjentene, at der også var fyldt med bøger ude på lokummet.
»Det var som at træde ind i Aladdins hule. En næsten symfonisk oplevelse af farver og smukke ting, som var pakket så tæt sammen, at den enkelte bogs unikke skønhed forsvandt i mængden«, husker Christian Kaaber.
På køkkenbordet fandt han den stjålne førsteudgave af Blicher og flere andre værdifulde udgivelser, som han vidste, han aldrig havde solgt. Han fandt også stjålne bøger fra andre af landets antikvariater.
Men den største overraskelse stod i det rum, der skulle have været spisestuen, hvis der ellers havde været plads til, at man kunne sidde ved bordet.
Her fandt han et komplet sæt af pragtværket Flora Danica. 18 bind med håndfarvelagte billeder af dansk og norsk flora - et af verdens mest ambitiøse værker om planternes rige, der blev til over 122 år.
En dyb, dyb ensomhed
Christian Kaaber lyder stadig forundret, når han fortæller historien.
»I handel og vandel var de 18 bind mindst lige så meget værd som hele huset og matriklen«, siger han.
Da han åbnede bøgerne, kunne han se et stempel fra Svendborg Bibliotek. Det viste sig, at bogtyven havde været løst ansat på biblioteket og havde smuglet bøgerne med hjem uden, at nogen havde opdaget det.
Men selv om Flora Danica-værket kunne have indbragt manden en pris på mere end 500.000 kroner, havde han ikke solgt det. Heller ingen af de andre værdifulde bøger lod det til, at han havde forsøgt at afsætte. Det var helt tydeligt, at bogtyven var meget glad for sine bøger og ønskede at leve omgivet af dem, tænkte Christian Kaaber. Det virkede slet ikke som en hælercentral.
Der i husets bogtamponerede stue kom han til at tænke på noget, de plejer at sige i bibliofil-klubben: Den største glæde er at eje bogen, men næsten lige så stor er fryden ved at få lov til at fortælle om den og vise den til andre.
»Da fornemmede jeg også en dyb, dyb ensomhed. Han levede helt alene med der her. Fordækt. Det greb mig at se al den herlighed og så vide, at han ikke havde nogen at dele den med«.
Bare vent til tyven dør
Mysteriet om bogtyven fra Vangsgaards Antikvariat blev løst. Tyven blev fanget, og bøgerne kom tilbage til deres ejermænd. Men selvom jeg nu ved mere end nogensinde om, hvad der driver en manisk bogsamlertyv, er jeg stadig lige vidt med opklaringen af mit eget bogmysterium.
Christian Kaaber trøster mig med, at bogtyven nok skal dukke op på et tidspunkt. Vangsgaards har efterlyst bogen via ILAB, the International League of Antiquarian Booksellers.
»Hvis tyven forsøger at sælge den i Danmark eller i udlandet, så klapper fælden. Og hvis han beholder den i sin samling, så skal du bare vente. På et eller andet tidspunkt skal den nok komme frem. I et dødsbo måske«, siger han opmuntrende.
Så lang tid har jeg ikke. Jeg spørger Christian Kaaber, om han har en liste med mistænksomme bibliomaniske samlere. Måske en med et gulv i overhængende fare for at brase sammen og en hang til moderne amerikansk litteratur?
»Sådan nogle lister må vi slet ikke føre. Men selv hvis vi gjorde, kender jeg ikke nogen, der matcher den beskrivelse«, siger han.
En efterlysningsvideo
Antikvariatet er ved at lukke og Vangsgaards unge studentermedhjælp kommer ned til wunderkammeret. Han er lige så nydeligt klædt som Christian Kaaber med et par mørke markerede briller om de interesserede øjne.
Politiinspektørens beskrivelse af sin mavefornemmelse for tyven runger i mit hovede: »En ung, hip bøgnørd, som bare måtte eje den bog«...
Har han nogensinde læst Paul Auster eller Siri Hustvedt, spørger jeg.
»Jeg har læst flere af Austers bøger. New York-trilogien er vel nærmest en kanoniseret klassiker«, konstaterer han.
Han smiler, da jeg spørger, om han så også samler på bøger.
»Altså hvis du spørger, om det er mig, der har stjålet den, må jeg skuffe dig. Jeg gad da godt eje bogen, men ikke at stjæle for at få den«, siger han.
»Måske er det dig selv, der har taget den«, skyder han tilbage.
Det griner vi lidt af, og så cykler jeg slukøret tilbage på redaktionen.
Det første jeg gør, da jeg åbner min computer, er at tjekke min indboks for at se, om der er kommet et tip om tyveriet per mail. Men mailboksen er fuld af pressemeddelelser og fuldstændig tipsløs, som den plejer.
I stedet går jeg ind på Ark Books Facebook-side. Måske er der nogen, der skrevet et tip til boghandlen, tænker jeg. Efter tyveriet lavede Ark Books en efterlysningsvideo, hvor de opfordrede folk til at råbe op, hvis de havde nogen spor. Den er blevet delt 182 gange og afspillet næsten 13.000 gange. Den er virkelig gået viralt.
Der er også en, der har kommenteret videoen, ser jeg nu.
»Aii hvor ærgeligt!! Hvorfor skriver I først om det nu?«, skriver en, der hedder Charlotte Wilhelmsen.
Så kigger jeg på datoen, hvor videoen er lagt på boghandlens Facebook-side. 17. august. Det er 9 dage efter tyveriet.
Indtil da har boghandlen ikke skrevet en eneste sætning om den tragiske begivenhed på deres profil, hvor de ellers plejer at opdatere flere gange om ugen.
Og til Charlotte Wilhelmsen har Ark Books skrevet et kryptisk svar:
»Vi fortæller det først nu, fordi vi gerne ville producere en video til at formidle budskabet. Første gang det bliver offentliggjort, skal det kunne fange folks opmærksomhed og deles vidt og bredt, så formålet opfyldes«
Deles vidt og bredt? Formålet udfyldes? Det er et eller andet her, der ikke stemmer.
Dette er tredje af i alt seks kapitler i historien om Det Lille Bogtyveri. Første,andet, fjerde,femte og sjette kapitel kan nu læses på pol.dk.
Hver fredag besøger Sandra Brovall desuden podcasten Bogfolk med seneste nyt i sagen. Hør kapitel 3 her:
fortsæt med at læse
