Få har skrevet smukkere dansk end William Heinesen. Bare ved at konstatere det har man hånden i hvepsereden, for Heinesen skrev nok om Færøerne, men han skrev – uha – på dansk. Et dansk, så det sang – og så det har taget ørigets nationalister et par generationer at sluge ham som færøsk digter. Tórshavn dér på skæret »langt ude i det kviksølvlysende verdenshav« kaldte han skiftevis »verdens navle« og »verdens ende«, og kontaktbehovet gjorde ham til en hektisk brevskriver. Vi kunne bruge et fuldfedt udvalg af Heinesens liv i breve, og Else Lidegaard lægger smukt ud i denne brevkollage om 17 års venskab.
LÆS OGSÅ Færøsk mesterforfatters breve er en litterær gave
Det begyndte i 1974, da hun researchede i Tórshavn til et tv-portræt af forfatteren Jørgen-Frantz Jacobsen. Heinesen var som Jacobsens fætter det oplagte kronvidne. Den 74-årige viste adræt rundt på sine øer, tog gæstfrit imod i træhuset i Vardagöta, og Else Lidegaard sad i regnvåde sokker og følte sig som i en rus.
Rusen voksede på begge sider, mens de i de følgende år skrev sammen, arbejdede sammen og besøgte hinanden med familier og filmhold.
Begge oplevede de deres sjælevenskab som en forelskelse – en ukødelig, men sensuel betagelse. Williams ægteviede hustru, Lisa, forholdt sig mere afmålt til sin nye ’rivalinde’, men generøst. Det varede dog til 2000, før hun sagde du – efter 26 års bekendtskab .
