Var der nogen, som sagde autofiktion? Skandalelitteratur med afsæt i den beskidte virkelighed og et parforhold, der analyseres i al offentlighed? Det kunne de skam allerede i 1960’ernes Frankrig, og det er ikke Sartre og Beauvoir, vi taler om, men den mindre kendte Albertine Sarrazin (f. 1937) og hendes mand Julien.

I 1965 debuterede Sarrazin med flugtromanen ’L’Astragale’, som i høj grad handler om, hvordan de to elskende mødes og skilles i en parisisk svir af kriminalitet, prostitution, druk og ungdommelig fandenivoldskhed. Og eksistentialisme. For hvad vil det sige at være, at være fri og at være to? Spørgsmål, som føromtalte forfatterpar om nogen hyggede sig med, men som den unge Anne (Albertines alter ego) her udfordrer i rasende praksis. Fra hun springer ned fra fængselsmuren, og til en politibetjents faste greb – formentlig – leder hende tilbage igen.