Nanna Storr-Hansens digtsamling ligner i sin komposition et musikværk med forskellige satser, varierende i tempo, tæthed og stemning.

Satserne er markeret ved hver deres grafiske skriftbillede. I første ’sats’ står versene symmetrisk centrerede og ligner små menneskefigurer eller vaser; i næste sats er der langt mellem de enkelte linjer, der ofte blot består af enkelte ord eller sætningsled; i en kort lille sats får vi to digte sat op som firkanter af prosa; i en længere sats breder verselinjerne sig over to sider og tegner vingeagtige formationer, og så er der en sats, hvor digtene er faldet ned på sidens bund, hvorfra de vokser op i varierende højder.