Tiden efter var præget af dyb fortvivlelse. Om dagen gråd på sofaen, om natten pludselige opvågninger til en rædsel, der ikke kunne gå væk, og som drev alt længere og længere ind i afmægtighedens mørke. Ingenting betød længere noget, alt var meningsløst. Hun, der uanset hvad altid havde kunnet skrive, oplevede, at sproget blev goldt. Hun troede, at hun aldrig nogensinde ville kunne komme til at skrive igen, og hun var ligeglad. Hun hadede tanken om kunst. Hun var forstenet.
Fire måneder efter kom de første ord, nogle få korte linjer, og yderligere fem måneder efter, i november, begyndte Naja Marie Aidt at skrive på det, der skulle blive bogen om, hvordan det var at miste sønnen Carl. En lykkelig ung mand, som påvirket af hjemmedyrkede svampe 14. marts 2015 sprang ud ad et vindue på 4. sal i en lejlighed på Vesterbrogade og efterfølgende døde af sine kvæstelser. Han blev 25 år.
Bogen hedder ’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog’, og har titel efter et digt, Aidt skrev med Carl, der dengang var 16 år, i tankerne.
Bogen er et rekviem skrevet midt i den rå sorg. En ’sorgmoders’ kollage af smerte og kærlighed, hvor de første udbrud, skrig næsten, efterhånden indgår i et fletværk af mere sammenhængende forsøg på at forstå. Enstavelsesord, korte erindrende linjer fra dagbøger, ’choksprog’, blander sig med citater fra andre digtere, der har skrevet om sorgen ved at miste nogen. Et sted skriver Aidt: »Jeg tør ikke tænke på dig da du var levende for det er som knive i kødet«.
