Jeg kan lige så godt være ærlig at sige, at jeg aldrig har fundet ud af at læse F.P. Jac (1955-2008). Det er, som om hans digte aldrig rigtig har talt til mig. Måske er det en generationsting? Jeg kender i hvert fald ingen – forfattere eller kritikere på min alder – som har dyrket hans poesi. Som virkelig har læst ham, som man har læst eksempelvis Morti Vizki. På den anden side er det ikke sådan, at jeg har fornemmet en antipati i forhold til hans forfatterskab, overhovedet ikke. Det er bare ikke rigtig været et, man for alvor har forholdt sig til. Er der så blevet ændret på dét, efter at jeg har læst ’Udvalgte digte’ (det sidste bind i den 6-binds serie, som vennen, digteren og forlæggeren Asger Schnack med imponerende ildhu har været redaktør på og udgivet de seneste 7 år)? Ikke rigtigt, desværre.
På kronologisk vis bevæger udvalget sig gennem digte fra hele forfatterskabet (med undtagelse af klassikeren ’Misfat’), og det første, der slog mig under læsningen, var, hvor stærk en generationsfølelse Jacs tidlige digte udtrykker, og hvor ubesværet ordet vi tages i munden. Her i digtet ’-hvem nævner alder og degeneration’ fra ’Munden brænder på huden’ (1978): »vi kom tilbage uden alder eller status –/ i en følelse af at have ophøjet os selv/ til tilstande af konstante sammenhænge –/ kom tilbage og begyndte at rokere ved/ normerne som noget forenklet sinkende –/ men der var ingen der havde spurgt efter/ os sagde man –«. Eller som det lyder i et andet digt: »vi er fandme til/ vi er fandme til«.
