Sebalds prosa er en tryllekreds, der med sine labyrintiske sætninger suger læseren ind i en stor og smertelig ømhed for de hvileløse skæbner og den hjemfaldne verden, han beskriver.
»Når man først er kommet ind i tryllekredsen, må man fortsætte med at erindre, læse, skrive, indtil ens hjerte brister«.







