Flannery O’Connor kaldes i USA for sydstatslitteraturens hemmelige dronning. Ramt i den mest bogstavelige forstand af arvesynden, hendes fars dødelige lupus-sygdom, døde hun i 1964 i en alder af 39 år, forkrøblet i kroppen, men bestemt ikke i sjælen, der hele hendes liv tilhørte den romersk-katolske kirke. Hun elskede det ydre liv med fest, baller og ballade, mens hendes legeme visnede væk, højst sandsynligt døde hun som jomfru.

Hendes forfatterskab læses ofte i skæret af biografien, og det er vel også okay at se hendes barske og brutale skildringer af livet i Georgia med racisme og fanatisme som udtryk for hendes egen skæbne som uskyldigt offer.