Anne Knudsen var seks år, da hun kom til Grønland i de tidlige 1950’ere med sin knap to år yngre bror, hjemmegående mor og arkitektfar, der skulle bestyre byggeri for Grønlands Tekniske Organsation. De kom til at bo i den lille by Tasiilaq fuldstændig afskåret fra omverdenen i mere end seks måneder af året på den vilde, endeløse og mennesketomme østkyst. Hvis julegaverne ikke var med sidste skib, kom de først næste år.
Fra første side fortæller hun om at være barn i den voldsomme, ubønhørlige, farlige og ubærlig smukke natur, hvor man måtte klare sig selv. »Vi skulle nok vare os for at fortælle (vores mor) om klippevæggen ... Det skete tit, at hånden og foden gled ... men almindelige hudafskrabninger tog ingen sig af«. Anne rutsjer på sneen, skyder sæler på isen, kravler ind i beklumrede tørvehytter, går i skole og ligger lykkelig på maven på et isbjørneskind fordybet i en børnebogsklassiker. Farens svagt tintede 6x6-dias af familielivet illustrerer bogen i fint samspil med Anne Knudsens tekst, der ligefremt og smukt fremtryller barndomslandets lugte, kulde, anstrengelser, glæder og mennesker.
