Jeg har længe haft et crush på Torben Ulrich. På grund af hans tennisspil, hans musikalske væsen, hans lange hår, hans lange skæg, hans bevægelser, hans digtsamlinger, hans kunst, kort sagt: hans liv. Jeg forsøgte engang (forgæves) at få tidsskriftet Trappe Tusind til at lave et særnummer om ham. Jeg har drømt om at spille tennis med ham eller bare se ham stå og spille lidt op ad en mur som i Jørgen Leths film ’Motion Picture’. Og nu fylder den på San Francisco-egnen bosiddende mand altså intet mindre end 90 år, og i den anledning er han – blandt meget andet – aktuel med bogen ’Et vækkeur i Cecil Taylors flygel – tekster om jazz, 1945-2005’.
Det er en samling tekster, skrevet fra Torben Ulrich er 17 år, til han er 78 år. Det er i sig selv lidt af en bedrift at holde den kørende over så lang tid. Og det er netop dét, der fascinerer: denne blanding af, på den ene side, næsten hektisk foretagsomhed, energiske rejser rundt i verden, til tennisturneringer og jazzkoncerter, og, på den anden side, en slags ubegrænset ro, nogle ville det kalde det zen,man kunne også kalde det en praksis, der ikke henholder sig til smålige detaljer såsom konkurrence, status, resultater, anerkendelse, vind eller forsvind.
