Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De centrale personer i Johan Harstads roman forlader Norge og slår sig ned i USA. De drømmer om at vende tilbage, men som tiden går, opdager de, at tiden er forpasset.
Foto: Therese Jægtvik

De centrale personer i Johan Harstads roman forlader Norge og slår sig ned i USA. De drømmer om at vende tilbage, men som tiden går, opdager de, at tiden er forpasset.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anmelderrost norsk forfatter: »Min roman skulle være præcis det modsatte af Knausgårds«

39-årige Johan Harstad har for alvor slået sit forfatternavn fast med kæmperomanen ’Max, Mischa & Tet-offensiven’ på over 1.000 sider. Læseren skal føle sig omringet af romanen, siger forfatteren.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I en flabet version kunne et snapshot af nyere norsk litteratur se sådan her ud: Forfattere skærer deres liv ud i litterære skiver. De fortæller i detaljer om sig selv, og de forvandler deres forældre, søstre, brødre og (eks-)kærester til romanfigurer. Alt, hvad de oplever, foregår i de hjemlige, norske fjelde.

39-årige Johan Harstad har bevidst valgt en anden vej med sin roman ’Max, Mischa og Tet-offensiven’. Romanen udkom for nylig på dansk og fik fremragende anmeldelser – 5 hjerter i Politiken.

»Jeg var begyndt at skrive på romanen, da Karl Ove Knausgårds ’Min kamp’ udkom, og jeg tænkte, at min roman skulle være præcis det modsatte. Romanen skulle ikke være selvbiografisk, og den skulle ikke foregå i Norge«, fortæller Harstad under et besøg i København.

Romanen fortæller om den 13-årige Max, der en dag finder ud af, at hans mor og far har i sinde at rykke familien op ved rode og flytte til USA. Her skal faren som pilot arbejde for American Airlines i stedet for SAS.

Farvel, Stavanger. Farvel, Norge.

Resten af Johan Harstads roman på 1.066 sider foregår på lang afstand af Europa, og forfatteren er fuldt klar over, at den slags er sjældent i hjemlandets romaner.

»Jeg er også overrasket over, hvor meget af norsk litteratur der foregår i Norge. Næsten ingen romanpersoner tager et fly og rejser et andet sted hen«, siger Harstad.

Det var dog ikke helt frivilligt, at han lod sin hovedperson forlade Stavanger, hvor han er vokset op. Kun tøvende kom han i gang med at skrive om Max’ nye liv i Garden City på Long Island.

»Jeg havde en trang til at blive i miljøet omkring Stavanger. Jeg havde lyst til at skrive om det, men jeg tænkte, at hvis jeg skulle skrive om de gader, hvor jeg gik som barn, så skulle det også være lidt smerteligt, og derfor var jeg nødt til at sende Max til udlandet og aldrig komme tilbage igen«, fortæller forfatteren.

Syv års arbejde

Han arbejdede på romanen i syv år, før den udkom på norsk i 2015, og de første fire år brugte han på at finde ind til kernen af sin historie. Da han nåede derind, skrev han på fuld kraft i tre år, 16 timer i døgnet.

»Jeg troede først, det var en helt anden bog, jeg var i gang med. I en tidlig version skulle Max vende tilbage til Stavanger for at begrave sin mor. Helt tilfældigt mødte jeg i den periode en af mine venner, som ikke vidste, hvad jeg arbejdede med. Han sagde, at han hadede bøger, som begynder med, at hovedpersonen kommer hjem til en begravelse«.

Johan Harstad smiler, når han fortæller det, for bemærkningen satte tanker i gang hos ham. Vennen havde jo ret. Max skulle aldrig vende tilbage til Stavanger.

Hvorfor er det, vi aldrig kan vende tilbage til barndomsbyen?

»Alle fra dengang har fået nogle helt andre liv. Vi har ikke længere de samme referencer, som de har. Måske ser gaderne og byen også anderledes ud. Det betyder, at tilhørsforholdet forvitrer. Det gik op for mig, at jeg havde boet længere i Oslo end i Stavanger, og for mig var det en sørgelig og melankolsk opdagelse, at jeg aldrig skulle vende tilbage. Det havde jeg ellers altid forestillet mig«.

For mig var det en sørgelig og melankolsk opdagelse, at jeg aldrig skulle vende tilbage

For tiden er mange norske romaner selvbiografiske, nærmest private, men det går du uden om?

»Jeg skrev med elementer af selvbiografi i to tidligere bøger, men jeg gik væk fra det igen, for jeg kunne mærke, at jeg mistede de historier, jeg havde om mig selv. De forsvandt ind i litteraturen og ud af min identitet. For mig var det også ubehageligt at være så eksponeret. Det var egentlig ikke, fordi det selvbiografiske stof var særlig tydeligt, men sådan føltes det for mig«.

Paradoksalt nok fortæller Johan Harstad kort efter, at ’Max, Mischa & Tet-offensiven formentlig er det mest selvbiografiske, han har skrevet indtil nu. Men han tilføjer samtidig, at det kun vil være nogle få nære venner og gamle kærester, der vil kunne genkende nogle af beskrivelserne og de specifikke hændelser i bogen. De vil eksempelvis genkende ham i billedet af Max, der ligesom forfatteren selv som ni- eller tiårig så brutale Vietnam-film som ’Apocalypse Now’ og ’Platoon’, mens forældrene var optaget af andre ting.

Andre af bogens scener siger rigtig meget om forfatteren, selv om de ikke i egentlig forstand er biografiske. En vigtig passage i romanen er der, hvor 16-årige Max møder sin syv år ældre kæreste, billedkunstneren Mischa, en sommer på Fire Island uden for New York.

Drømmesommeren

»Det er ikke selvbiografisk, men det er min idealsommer, som den ville have været, hvis jeg selv kunne have valgt den. Drømmen om at møde sin kæreste på en varm sommerdag, og så blev det i stedet en helt almindelig tirsdag i oktober, haha«.

Johan Harstad kan sagtens se, hvorfor nogle af hans landsmænd bruger det selvbiografiske stof åbenlyst, og han kan også se, at det kan give en særlig energi til en tekst, men alligevel frister det ham ikke længere.

»Tag nu Tomas Espedal, som jeg holder meget af. Jeg ville aldrig kunne skrive hans bøger. Jeg ville ønske, at jeg kunne, men jeg har nok bare ikke det litterære mood, for jeg er både konfliktsky og introvert«.

Du har sagt, at verden nok ikke har brug for flere selvbiografiske romaner. Hvad bunder din skepsis i?

»Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård har skrevet gode bøger på det stof, men mange af de øvrige selvbiografiske romaner viser jo, at forfatterne ikke har haft noget at skrive om. Hvis jeg skulle skrive om mit eget liv, ville det blive forfærdelig kedeligt. Jeg hader at gå ud, og jeg vil helst bare være hjemme«.

Johan Harstads kæmperoman er fyldt med personer, der leder efter et sted at være netop det, hjemme, om det så er i kunsten, i kærligheden, i arbejdslivet eller bare i tilværelsen. Det gælder Max og hans forældre, onklen Owen Hansen, Max’ kæreste, billedkunstneren Mischa og den nære ven, bøssen Mordechai, som trods succes som skuespiller aldrig falder til i livet. Max følger sin ven ind i teaterverdenen. Onkel Owen prøver at slå rod i USA ved at melde sig som frivillig i Vietnamkrigens sidste år, fordi immigranter vil få amerikansk statsborgerskab, når de vender hjem.

Forelsket i et navn

Vietnamkrigen har spillet en rolle i flere af Johan Harstads bøger, og denne gang havde han tænkt sig, at han skulle undvige emnet. Men pludselig forelskede han sig i ordet Tet-offensiven. Tænk engang at kunne få navnet på Vietnamkrigens vendepunkt ind i en bogtitel, og tænk nu hvis han endelig kunne komme af med den enorme viden, han havde skaffet sig ved at læse hele biblioteker om netop den krig.

Men hvorfor denne fascination af krigen? Du var ikke engang født, da den sluttede?

»Nej, men jeg har alligevel et ejerskab til krigen. Jeg voksede op i konsekvenserne af den krig. Hele den vestlige verden ændrede sig. Efter krigen var tilliden til USA pludselig væk. Politisk ændrede meget sig. I hvert fald i Norge. Venstrefløjens fremgang forsvandt, og det samme gjorde troen på, at folk kunne ændre samfundet. De store, folkelige protester mod krigen hjalp ikke. Det var billederne i medierne, der havde den store indflydelse«, siger Harstad.

I romanen er Max’ forældre frafaldne marxister-leninister. De var med i det yderste venstres politiske aktioner, indtil desillusionen satte ind, og de skjulte de gamle kampagnemærker i en kasse på loftet og lod som ingenting. Man kunne gætte på, at de var et skjult portræt af Harstads forældre, men intet kunne være mere forkert. Forfatterens forældre befandt sig dengang ude på den politiske højrefløj, men om de så havde været tidligere ml-aktivister, ville han have været tilbageholdende med at skrive dem ind i sin roman.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når jeg omgås folk, skal de være trygge. De skal ikke frygte at blive skrevet ind i en bog.

»Jeg vil ikke udlevere nogen. Når jeg omgås folk, skal de være trygge. De skal ikke frygte at blive skrevet ind i en bog. Andre forfattere træffer andre valg, og det respekterer jeg, for kunsten må nødvendigvis være fri, selv om en roman kan have negative konsekvenser. Forfatterne må så bare tage ansvaret for, hvad de skriver. Det synes jeg også, man kan se sker i stigende grad. I begyndelsen sagde eksempelvis Knausgård, at han i ’Min kamp’ bare skrev tingene, som de var. I dag kan man høre ham sige, at han godt ved, romanerne har haft konsekvenser for hans nærmeste«, siger Johan Harstad.

Han medgiver, at det kan være svært at trække grænsen for, hvad man kan skrive i en roman, og hvem er det lige, der skal trække den grænse?

Hvad nu, hvis det gik op for dig, at noget, du har oplevet med dine venner eller dine nærmeste, har stort potentiale som romanstof?

»Hvis det er godt stof, så må man jo sige, at all bets are off, for jeg må til enhver tid skrive de bøger, der føles vigtige. Skulle det ske, har vi en ny situation, men indtil videre har jeg ikke oplevet det«.

Kedelig virkelighed

I virkeligheden har Johan Harstad oplevet næsten det modsatte. Da islamister for fem år siden slog over 60 civile ihjel i et angreb på et indkøbscenter i Nairobi, var Harstad til litteraturfestival lige om hjørnet i den kenyanske hovedstad. Havde islamisterne angrebet ti minutter tidligere, havde han stået lige i skudlinjen.

»Jeg har forsøgt at skrive om det, men det fungerede ikke. Det blev kedeligt. Måske kan man komme tættere på virkeligheden gennem fiktionen, for når man skriver fiktion, kan man flytte rundt på brikkerne, så teksten kommer til at virke optimalt. Det er jo anderledes, når man skal skrive om virkelige begivenheder, men mon ikke der også sker nogle ændringer i de tekster, der fremstilles, som om de er selvbiografiske?«.

Efterhånden er det tre år siden, ’Max, Mischa & Tet-offensiven’ blev udgivet i Norge. De 1.066 sider rummer så mange historier, at man uvægerligt forsvinder ud ad en tangent, hvis man forsøger at genfortælle, hvad den handler om. Hvad tænker forfatteren selv om sin roman i dag, hvor han har fået den lidt på afstand?

Jeg tror, det var Jan Kjærstad, der for mange år siden sagde, at der er noget galt med de folk, der skriver, og der er nok noget sandt i det.

»Det er jo et forfærdeligt spørgsmål, men jeg tænker, at romanen handler om hjemløshed i alle dens afskygninger. Alle personerne i historien ønsker at finde et sted, hvor de kan være permanent, men de ser ikke, at det mest permanente hos dem i virkeligheden ikke er et sted, men det, de har fælles med hinanden«.

Jeg læser også din roman som en bog om ensomhed?

»Absolut. De fleste af personerne er jo ensomme. Jeg har nok også selv en iboende ensomhed, som hverken er min kones skyld eller mine venners skyld. Der findes jo en grund til, at man vælger at skrive den slags bøger i stedet for at tale med sine kolleger i frokostpausen. Man har et behov, som man ikke kan komme af med verbalt. Man må skrive det frem. Jeg tror, det var Jan Kjærstad, der for mange år siden sagde, at der er noget galt med de folk, der skriver, og der er nok noget sandt i det. Jeg vil nødig romantisere det, men det er en slags dysfunktionalitet, som gør det nødvendigt at skrive«.

Omringet af romanen

I både Norge og Danmark er romaner på over 1.000 sider noget ud over det sædvanlige, og det var da heller ikke meningen, at bogen skulle vokse sig så stor. Johan Harstad vidste godt, det ikke var et kortprosaprojekt, han var i gang med, men han havde alligevel troet, det ville blive en roman på måske 500 sider. Hans redaktør advarede ham også om, at jo længere en roman er, jo bedre må den være skrevet. Her var den klare undertekst, at anmeldere og læsere vil være ekstra kritiske, hvis de føler, at en historie går i tomgang.

Når man læser både danske og norske anmeldelser af bogen, ser man da også flere steder anmeldere påpege, at man sagtens kunne pege på afsnit af romanen, som kunne skæres væk. Den holdning har Johan Harstad respekt for.

»Men de forstår så heldigvis også, hvorfor teksterne har fået lov til at blive stående og ikke er blevet skåret ud. Det var jo ikke et projekt for mig at få så meget med i bogen som muligt. Alt er der af en grund. Måske er der historier, som måske ikke føles vigtige, lige når man læser dem, men efterhånden vil man se, at de har en værdi, fordi de danner deres eget lille mikrounivers«.

Det var jo ikke et projekt for mig at få så meget med i bogen som muligt. Alt er der af en grund

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Romanen om ’Max, Mischa & Tet-offensiven’ er i lange passager en kunstnerroman. Både Max og vennen Mordechai søger ind i teaterverdenen og får en karriere dér, og veninden Mischa er billedkunstner, hvis berømmelse kun vokser i løbet af historien. I lange passager diskuterer Johan Harstad kendte og fiktive teaterstykker, ligesom han bringer tekster fra fiktive udstillingskataloger eller refererer til kendt billedkunst af eksempelvis Mark Rothko, som var kendt for sine farvemættede billeder, som tilskueren kan forsvinde ind i, hvis de går tæt nok på lærredet.

»På samme måde havde jeg tænkt romanen som et fysisk objekt, hvor læseren skulle føle sig omringet af historierne«, siger Johan Harstad.

Resultatet af de syv års arbejde er monumentalt. 1.066 sider, men selv om romanen er tykkere end en gammeldags telefonbog, kunne den have været endnu større.

På sin computer har Johan Harstad et dokument med fraklip. I alt er der 561 sider, der aldrig kom med i bogen.


Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden