Novemberlyset er perfekt til Hammershøi. Frederiksberg, hvor jeg sidder og skriver lige nu, er perfekt til Hammershøi. Eller sagt på en anden måde. Det er hammershøisk, og jeg har det hammershøisk lige nu.
Den populære danske maler Vilhelm Hammershøi er for længst blevet til et adjektiv, en slags sprogligt instagramfilter, der trækker farvemætningen ud af verden, skruer lidt op for kontrasten og indhyller alt i et lidt douce, sart og blødt skær.
Og nej, det er langtfra mig, der har opfundet denne adjektivisering af den populære kunstner. I et interview med Hammershøi i Politiken fra 1911 noterer journalisten om den lejlighed, som Vilhelm og hustruen, Ida, bebor i Bredgade:
»Interiøret er fuldkommen Hammershøisk. Stuer paa Rad og i Vinkel, aabne højfløjede og hvidmalede Døre, faa Møbler i Empire (…) Man kunne have ladet mig dumpe ned i denne Lejlighed og jeg vilde have skreget: Hammershøi!«.
Men hvad vil det så sige, at noget er fuldkommen hammershøisk?
Citatet står på side 462 i det nye gigantiske bogværk, hvis titel antyder, at svaret nok ligger et sted i erindringen: À la recherche, siger Marcel Proust, og vil føre os på sporet af dette noget – ikke først og fremmest via maleriet, men via fotografiet.
Og vi kender det alle sammen. Det at gå på loftet, i kælderen eller bagerst i skufferne og finde gamle fotoalbums frem. Tabte tider er klæbet højtideligt op på karton eller ligger stablet i farvestrålende papirlommer med den lille slids til negativerne. De blanke printede og let klistrede rektangler afslører alt for meget: frisuren, blikkene, turen til Knuthenborg Safaripark i en grøn 2CV. Vi måtte ikke køre ind til løverne, thi bilen havde lærredstag, og lærredstaget var mørt. Fotografiet er som små tidsmaskiner.
Man nærmest drukner i fotografiske tidsmaskiner i denne billedmættede bog, hvor fotografiet og maleriet hele tiden findes side om side.
Men hvor fotografiet i den biografiske kunsthistoriske forskning ofte blot tjener som medfortæller i historien om kunsten og kunstneren, er der her tale om en undersøgelse af fotografiet som en teknologi, der informerer – måske ligefrem fordrer – kunsten. Det grundlæggende spørgsmål er ikke, om Hammershøi har været interesseret i fotografiet som billedmedie, men snarere, hvad fotografiet har betydet for hans kunst, og hvordan de to medier smelter samen.
Tyk som telefonbogen
Bogen igennem spores dette foto-maleri-mash-up igennem et blik på borgerskabets store interesse for denne nye teknologi til især portrættering, og igennem fotografier af familien Hammershøi, hvoraf nogle er taget af kunstneren selv. De mange sider i bogen er i sig selv et ekstensivt fotoalbum sammensat primært på baggrund af samlinger i arkiverne fra Det Kongelige Bibliotek og Den Hirschsprungske Samling. Ofte er fotografierne gengivet i et 1:1-forhold og som faksimile med hele fotoalbums i lange forløb hen over siderne. Og, ja, først og fremmest er der tale om en gigantisk bog – så stor som et mindre sofabord, tyk som telefonbogen og tung som et ondt år.
Dette store bogformat er en gave til gengivelserne af Hammershøis malerier, fotografierne, moderens scrapbøger og alle avisartiklerne og brevene. Man har til gengæld ikke prioriteret håndterbarheden. Held og lykke med at hygge dig med den som godnatlæsning.
Genopdaget Hammershøi-maleri blev solgt for over 30 millioner kronerDet er tydeligt at mærke fascinationen af arkivet hos de to forfattere – Gertrud Oelsner, direktør på Den Hirschsprungske Samling, og Annette Rosenvold Hvidt, kunstformidler på Statens Museum for Kunst – og man kan næsten fornemme, hvordan de hvide handsker har kærtegnet og afstøvet materialet, efterhånden som det er fisket frem af skufferne. Det ser supergodt ud. Til gengæld er der lidt langt imellem de virkelig spændende historier. Det er et stille, udramatisk og lidt trivielt liv, der udspiller sig over siderne.
100 gange mere moderne
Imidlertid er det historiske perspektiv i sig selv et lille drama, når fotografier viser et København, som for længst er forandret: Frederiksberg Allé før de store lejlighedskomplekser, Christianshavns slummede baggårde, eller når fotografierne i sig selv nærmer sig kunst: side 288 – Vilhelms bror Svend ude af fokus bag tre antikke hoveder.
Og netop i en instagramtid, hvor fotografiet for længst er blevet digitalt, er denne bogs fokus på relationen imellem foto og maleri en god påmindelse om, hvor fysisk det analoge fotografi er: filmrullen, kammeret, lysets korn, negativet, papiret, emulsioner, kemiske bade. At se på Vilhelm Hammershøis malerier igennem det analoge fotografis linse er ikke at fratage maleriet dets særlige materielle kvalitet.
Tværtimod gør den fotografiske læsning malerierne mere komplekse, mere som formelle eksperimenter end som repræsentation. Fotografiet flår Hammerhøis malerier længere ind i deres egen samtid, og egentlig også ind i vores, og gør dem 100 gange mere moderne. Man kunne snildt lave en samtale mellem Vilhelm Hammershøis malerier og for eksempel den tyske maler Gerhard Richters fantomagtige og hyperreale omgang med fotografiet i sit maleri. Som der står et sted i bogen, skaber Hammershøi »et maleri, der på overraskende vis næsten synes mere fotografisk end et faktisk fotografi«.
Celeber boligblogger
Men vejen igennem fotografiet og bogens mange arkivklip gør på en måde også Hammershøis kunstneriske projekt 100 gange mindre mystisk og er en form for affortryllelse.
Hammershøi æstetiserede for æstetikkens skyld og var vitterlig interesseret i den æstetiske dimension af de næsten tomme rum, som er han signatur. Som en anden celeber boligblogger er hans maleri som en slags trendy og fashion-agtig tilgang til den sparsomme boligindretning, og han blev hyppigt interviewet til populære magasiner og illustrerede ugeblade om sine meninger om boligæstetik.
Hør bare i et interview i Hjemmet fra 1909 med temaet ’Vore Hjems Indretning’: »enkle Møbler af billige Træsorter er langt mere noble, end f.eks. billige og altsaa daarlige Mahognimøbler«.
Og når kunstneren lidt længere nede i artiklen bliver bedt om et svar på, hvad han mener med ordet stads, peger han mod loftet: »Se nu for Eksempel den Gesims dér! Er den køn? Nej, den er meningsløs, urimelig grim«.
Væk er de højtravende symbolistiske læsninger af den rygvendte kvinde, lys gennem sprossede vinduer og åbne og lukkede hvide døre. Hammershøi retoucherede virkeligheden. Gjorde den lækker.
Og han vidste, at der var salg i interiørmalerierne, der gik som varmt surdejsbrød. Flere gange spores i bogens kildemateriale en lyst til at fjerne sig fra interiøret, men det er, som om han sidder lidt fast.
På samme måde er det, som om teksten i denne bog sidder lidt fast i arkiverne. Hvor analysen af Hammershøis omgang med fotografiet understreger, hvordan en given tids teknologier til enhver tid influerer den kunst, som skabes, ville jeg ønske, at forfatterne havde turdet både sortere og spekulere lidt mere i materialet. Bogen vil hele tiden simultant fortælle den biografiske fortælling og den om Hammerhøis kunstneriske metode.
Men i læsningen røg jeg ofte lidt af sporet: Skulle jeg interessere mig for fotografierne som kunstneriske markører? Som dokumentation af en tid? Eller som portrætteringer af en række mennesker? Og selv om det hele blander sig i Hammershøis verden af intime rum, kunne fortællingen være tydeligere fremkaldt i en mere fokuseret omgang med arkivmaterialet.
Men som de to forfattere generøst anfører til slut i bogen, er denne udgivelse en åbning mod andre øjnes og kommende tiders nye fortolkninger. Fedt at blive ledt på sporet af to så engagerede arkiventusiaster.
fortsæt med at læse
