Da Toni Morrisons gruopvækkende roman om moderkærlighed ’Elskede’ kommer til verden i 1987, er det Margaret Atwood, som skriver om den i The New York Times. Hun skriver, at romanen er en litterær triumf: »It’s a hair-raiser«.
Ikke så lang tid forinden er Atwoods egen roman ’Tjenerindens fortælling’ udkommet, en bog, som i dag endnu en gang holder os fast i sit rædselsgreb. Mareridtsvisionen af et fremtidigt USA erobret af kristne tyranner, en verden, hvor kvinder tages til fange, voldtages og tvinges til at få børn med deres kidnappere for siden at blive henrettet.
Det må være en roman, men intet af det, der sker i bogen, er ikke overgået mennesker i virkeligheden et eller andet sted i verden på et eller andet tidspunkt. Som for eksempel for nylig i USA, i den verdensorden, som blev kaldt for slaveriet, hvor folk blev flyttet rundt i verden som brikker i et uhyggeligt spil. Så det, vi frygter, er allerede sket. Måske er det derfor, vi er så bange. Fordi vi ved, at vi har grusomheden i os.
’Elskede’ udspiller sig i en amerikansk virkelighed af den slags, hvor du bliver taget til fange, solgt og voldtaget, og dine venner hænger i løkker i træerne og flyder rundt i floden uden hoved, og hvor du ikke har nogen anelse om, hvor du kommer fra, måske Carolina eller Louisiana, eller hvorvidt du blev fragtet over havet i et lastrum blandt levende døde. En orden, hvor du bliver målt og nummereret og tvunget til at give din mælk til andres børn, og dine egne børn kun får noget, hvis der er noget i overskud. En verden, hvor du ikke ved, hvem din mor er i rækken af bortvendte rygge på marken, hvor du slås med uglerne om føden og sidder indespærret i bure og føder dit barn alene i skoven og tvinges til at gå med jernbid fra tid til anden, et Amerika, hvor du kan bilde dig ind, at den blodige, pryglede, arrede masse, du har på ryggen, er et smukt kirsebærtræ, og hvor det eneste, du håber på, er at blive vanvittig og forsvinde ind i en beskyttende, lindrende tåge, hvor du ikke ved, hvor dine børn er begravet, eller om du har et navn, måske er det bare baby eller boy eller bare here boy.
I et hus tæt ved Ohio-floden bor en forhenværende slavekvinde, Sethe, sammen med sin levende datter og et noget vredt barnespøgelse, som hun og datteren leger med om dagen, eftersom ingen andre vil hilse på dem. Det lille spøgelse på to år hærger rundt i huset og er støjende og besværligt og voldsomt. Og det er let at forstå, eftersom hendes mor, Sethe, har skåret halsen over på hende 18 år forinden og sendt hende over på den anden side, af frygt for at datteren ville blive hentet tilbage til slavegården Sweet Home, som Sethe selv har forladt.
I ’Elskede’ er der ingen forskel på levende og døde. De sorte, som stadig er i live, er skygger, spøgelser og genfærd, og de rigtige døde er vrede og urolige. Det er et gennemtraumatiseret USA, hvor alt er låst fast i det gamle, på trods af at de første vingeslag af frihed har strejfet menneskene, da slaveriet for nyligt er afskaffet i henhold til forfatningen, men fortsætter desuagtet. En ting er at opnå frihed, noget andet er at lægge beslag på denne frihed. Sethes triumf, da hun sidder på verdens bund med den døde datter i sin favn og blod og brystmælk rindende over sine hænder, siger alt om, hvor vanskeligt det er at leve i den verden, som Gud og de hvide har givet hende. Men Gud kan sige, hvad fanden han vil. Ingen målebånd vil blive brugt til hendes døde barn, ingen cifre eller notesbøger eller løkker. Der findes det, som er værre end døden, på samme måde, som der findes en uforklarlig kærlighed og skønhed, som hænger sammen med det ubarmhjertige.
Toni Morrison har selv sagt om ’Elskede’, at hun ønskede, at læseren skulle opleve at blive indespærret i romanen på lige så brutal og ubarmhjertig vis, som de amerikanske slaver ustandselig blev kylet ud i nye sammenhænge og bragt til nye steder og fik kappet forbindelsen fra det, de kom fra og elskede. At elske intet er den eneste måde at overleve på i sådan en verden. Der er ingen idé i at lære sit barns ansigt at kende, når du alligevel ikke vil kunne se det blive til et voksent ansigt. Sethes forbrydelse er, at hun elsker på trods af det, og alt for meget, at hun ikke accepterer udlændigheden. Hendes handling bliver til sidst en hellig handling i en verden, hvor intet synes helligt.
Hvor kommer hendes umenneskelige styrke fra? Måske er den forankret i barndomsmindet om en af kvinderne i majsmarkerne, som bøjer sig ned over hende og hvisker: »Det er mig, der er din mor. Glem det ikke. Det er mig, der er din mor«.
Oversættelse: Christoffer Østergaard
fortsæt med at læse
