I Rasmus Lunds debut 'moder vækst' er jeg'et 'konge af kloden', men forfatteren har for travlt med at fremstille digterjeget som en hykler til at få præcist formuleret sin egen kritik. Det tipper samlingen fra selvudleverende til selvdyrkende.
Foto: Mogens Flindt

I Rasmus Lunds debut 'moder vækst' er jeg'et 'konge af kloden', men forfatteren har for travlt med at fremstille digterjeget som en hykler til at få præcist formuleret sin egen kritik. Det tipper samlingen fra selvudleverende til selvdyrkende.

Bøger

Digtdebutant forlokkes af sin egen selvlede og sprogmaskine

Buzz-ordet ’vækst’ afsløres og endevendes i Rasmus Lunds debutdigtsamling. ’moder vækst’ kunne have været et kritisk udsagn om tidens kriser, men formummer sig i sprogpåhit og selvudlevering.

Bøger

Lad os begynde ved slutningen, ved ottende og sidste del af Rasmus Lunds digtsamling ’moder vækst’. De syv foregående dele er en slags systemdigtning, hvor hver del er bygget op af ti afsnit af præcis 100 ord. Men i ottende og sidste del brydes systemet, og det hele flipper ud: mange flere afsnit, mange flere ord, siden færre og til sidst så få, at de løber som en tynd stråle ned ad siden. I pressemeddelelsen beskrives trækket »som en sproglig afspejling af et indre og ydre sammenbrud«.

Lund er ikke herre over pressemeddelelsen. Men når formen endnu en gang går itu som reaktion på et større indholdsmæssigt forlis, er det en kende fortærsket.

Digtsamlingen metakommenterer sin selvdestruktion sådan her: »Måske prøver vi at skrive et systemdigt, der langsomt går i opløsning, fordi alt sprænges af væksten, indtil ordene er øer i sproget, indtil bogstaverne flyder rundt i alfabetet, indtil alt eksploderer og imploderer på samme tid (…)«.

Voldtægt af Moder Jord

Det er altid morsomt (eller løjerligt?), når tekster taler om sig selv, men her er det også en smule irriterende. Selvkommentaren fortæller mig, at digteren ved, at ’formens opløsning’ er det ’rigtige’ træk til at illustrere krisen. Hvorfor stritter digter og digt ikke imod? Jeg holder af digte, der sprænger deres egen form, men jeg bryder mig ikke om, når det gøres for at afspejle et indhold eller spidspointere pointen. Det virker kalkuleret. Var sammenbruddet så bare stærkt udført, men Lunds digtsamling ender i et rodet, chokhungrende incestsammensurium, der beskriver menneskets voldtægt af Moder Jord:

»Jeg er konge af kloden, jeg er morder af moren, jeg sår min vækstuøse sæd i dit sorte øje, det er min fucking ret at inseminere dig når jeg vil, i dette kæmpe interracial vækstbang, i denne kæmpe familyfuckfiesta, der er ingen grænser for olieskammen, brændende glidecreme på pikken og knoerne, når vi penetrerer hinanden, når vi trænger ind på skift i morens indre, mens vi ser monsunen menstruere, mens vi ser menstruationen mutere, af mor er vi kommet, til mord skal vi blive, når vi begår vor jord og begår vor mor og kære mord (…)«

Lund forlokkes også af sin automatiske sprogmaskine

Det er sandt, at samfundet, historien, politikken kan sætte sig i sproget eller mennesket og manipulere det, til det giver efter og falder fra hinanden. Mange tekster skildrer det eminent. Og det er nok også det, Lund har villet med ’moder vækst’, hvor han bl.a. undersøger de mange betydninger af ordet ’vækst’. Lund spørger, hvorfor nogle betydninger skygger for andre, hvorfor visse betydninger svulmer op i visse epoker, og ikke mindst formulerer han en kritik af det eskalerende begær efter vækst, der er skyld i de globale kriser. Den kritik kan jeg kun bifalde.

Tanken mudres

Men Lund forlokkes også af sin automatiske sprogmaskine, der bl.a. dikterer, at sammenbrud SKAL spejles i formel opløsning. Og samme maskine sætter ind, når Lund i citatet ovenfor udskifter ’jord’ med ’mor’ og ’mord’: »af mor er vi kommet, til mord skal vi blive«. En sætning, der vel betyder, at mennesket stammer fra Moder Jord, og alligevel tager livet af hende? Men skulle der så ikke have stået mordere? Det ville bare ikke have stemt med sætningsforlægget. Giver den nye sætning overhovedet mening? Tanken mudres, og det er synd.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det sker ikke sjældent gennem samlingen, at Lund finder et forlæg at konstruere en sætning over: »med vækst skal vækstland bygges« eller »jeg tar velfærdsstatens datter når jeg vil, det er min vækst«. Det kommer der mystificerende sætninger ud af. For hvorfor lige indledningen til Jyske Lov? Og hvad laver den berygtede sætning fra Leths ’Det uperfekte menneske’ pludselig midt i det hele?

Lund har desuden travlt med at fremstille digterjeget som en hykler, en »narcissistisk velfærdshvalp«. Hykleren er interessant, fordi vi hver og én inkarnerer ham på den ene eller den anden facon. Men selvudlevering kan også blive til selvbeskyttelse. Man kommer enhver kritik i forkøbet. Man svælger i selvlede, til man ikke kan se andet end sig selv.

Tekster, der sætter globale konflikter, klimakrise, prekariat og vækstforhippelse på dagsordenen kan der egentlig ikke være for mange af. Men når alle sprogmaskinens halvgode spidsfindigheder og en omfattende selvlede forhindrer sætningens klarhed og kritikkens præcision, er vi lige vidt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce