Hvis man som undertegnede har siddet meget uroligt på skolebænken hele sit liv, kan det godt føles lidt som at læse lektier at opholde sig i Nelsons fortættede bog om at være gift med en transperson, blive mor, have det svært med sin mor og være en forsker, der diskuterer med sine helte, levende som døde.

’Argonauterne’ opfører sig både som en queerteoretisk ph.d.-afhandling, et essay, en kærlighedshistorie og som Maggie Nelsons memoirer. Hun bruger sin graviditet som afsæt til skriftlige nervøse tics over, hvordan sprog og menneske hænger sammen og konstant falder fra hinanden.