Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

    General view of King's Square at Isfahan , Central Iran, with Mosque of Sheikh Lutfulla. Undated Photo (AP Photo). Keywords: Architecture
Foto: Ap/Ritzau Scanpix

General view of King's Square at Isfahan , Central Iran, with Mosque of Sheikh Lutfulla. Undated Photo (AP Photo). Keywords: Architecture

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Rejs mod øst og bliv deprimeret

Fascinerende og deprimerende rejsebog af en stor tysk intellektuel med iransk baggrund.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Rejs mod øst. Rejs fra København eller Köln, rejs gennem det gamle Europa og ud ad Silkevejens bagvej, rejs til Isfahan, hvor floden strømmer i ørkenen, og drømmen har rejst sig som en vår i Paris. Alt var engang så fortryllet. Meget er i dag så tørt. Floden strømmer ikke længere.

Tyske Navid Kermani, hvis forældre kom fra Iran, har rejst »langs grænser og grave«, som titlen siger – »gennem det østligste Europa til Isfahan«. Berlin, Wroclaw, Auschwitz, Kraków, Warszawa, Kaunas, Vilnius, Minsk, Tjernobyl, Kijev, Odessa. Videre og videre mod øst, Krasnodar, Groznyj, Tbilisi, Baku, Jerevan, Nagorno-Karabakh. Navne, man kender, fordi en konflikt har været på forsiderne, og navne, man aldrig har hørt om, ikke jeg i hvert fald. Svetlahorsk, for eksempel, et sted i det gamle Sovjet:

»’Højen af lys’ betyder byens navn, og tilbage i 1990’erne opnåede den ære og berømmelse ved at have det højeste antal aids-tilfælde og de fleste alkoholikere og narkomaner i landet. Staten iværksatte nogle byudviklingsprojekter, der dog ikke ligefrem springer i øjnene, når man kører gennem byen i dag«.

Det mest spændende sted er tankstationen

Jo, Svetlahorsk er et charmerende sted: »Her går man ikke på café om dagen eller på værtshus om aftenen, lader vi os fortælle, men sidder i parken eller foran boligblokkene og drikker sammen, hvis man da ikke drikker alene derhjemme foran fjernsynet. Det mest spændende sted er tankstationen, hvor man også mødes for at drikke«.

Navid Kermani rejser med perspektiv og løfter blikket

Navid Kermani er intellektuelt læsende og rejsende i den store tradition, Paul Theroux, Bruce Chatwin, Carsten Jensen – traditionen står jo stærkt også i Danmark fra Carsten Niebuhr til Knud Rasmussen og nutidigt fra Thomas Boberg til Troels Kløvedal og Puk Damsgård.

Navid Kermani rejser med perspektiv og løfter blikket. En læge i Svetlahorsk sætter byen ind i en særlig global sammenhæng:

»Antallet af selvmord og mord som udtryk for ekstrem aggressivitet mod sig selv eller andre danner et spejlbillede, hvis man anskuer det globalt: I rige, moderniserede lande med høj demokratisk selvforståelse og et velfungerende retssystem er der mange selvmord og få mord, mens traditionelle stater med en svag centralregering har mange mord og få selvmord. En undtagelse udgøres af visse østeuropæiske lande, hvor der både er mange mord og selvmord, og som derved adskiller sig markant fra nabolandene. Disse lande ligger i de tidligere bloodlands-områder, hvor 14 millioner civile blev ofre for Sovjetunionen og nationalsocialisterne mellem 1930 og 1945«.

»Det er Timothy Snyders ’Bloodlands. Europa mellem Hitler og Stalin’, han hentyder til«.

Hjem til ørkenens Paris

Men selv om Navid Kermani rejser ud af Europa og hjem til sine iranske rødder i ørkenens Paris, Isfahan, undslipper han hverken blodet eller globaliseringen. Gennem Isfahan, som i forfatterens barndom var én stor, frodig have, løber nu et udtørret flodleje, og sådan er det lige ved at være hele vejen igennem: Der er noget i verden, som er »holdt op med at strømme«.

Det er en fascinerende og medrivende, men også deprimerende rejse, Navid Kermani tager læseren med på

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alligevel bliver Navid Kermani beruset og henført, når han står i Loftollah-moskeen og ser op i kuplen: »Hvis jeg skulle sammenligne (…) med noget vestligt, er det som at høre Bach, Scarlatti, barokmusik (fra samme periode!), måske Mozarts klaversonater. Men intet vestligt kærtegner blikket på samme måde, skønt det er Vesten, ikke Østen, der er billedkulturen«.

Det er en fascinerende og medrivende, men også deprimerende rejse, Navid Kermani tager læseren med på. Da han er på vej hen over Krim, gør han sig tanker, der favner og forklarer den globaliserede nutid:

»Så mange folkeslag, der dukker op, hvor de sket ikke hører til på et skoleatlas, der vandrer, fordrives eller indretter sig sammen med eller ved siden af hinanden og sjældent bliver venner, og hvis de gør, så først efter at have revet hovedet af hinanden, grækere, russere, kosakker, tatarer, tyskere, jøder, armeniere, italienere foruden polakker og snesevis af andre folkeslag på Krim alene. Til syvende og sidst har hvert eneste folk, i det omfang det ikke er udslettet, fra forfædrene arvet krav og krænkelser, traditioner, sange eller blot et stykke jord, som andre har samme arveret til, og så er kimen lagt til nye konflikter«.

Nye konflikter og forhåbentlig også nye muligheder. Vandet i floden gennem Isfahan må også gerne vende tilbage, før verden går under.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden