0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lille bog med stor forestillingskraft: Et hav, der taler om busstoppesteder, må jeg bede om mine himmelblå!

Anskuet fra havenes perspektiv er menneskene kryb og deres undergang vejen til den store genforening. Siri Ranva Hjelm Jacobsen lader Atlanterhavet og Middelhavet skrive breve til hinanden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

Siri Ranva Hjelm Jacobsen giver havene sjæl og stemme i 'Havbrevene'. Et godt greb, mener anmelderen.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De to søstre Atlanterhavet og Middelhavet skriver breve til hinanden. Atlanterhavet er 180 millioner år, og intet kan længere overraske hende. Hun elsker Universet. Lillesøster Middelhav er kun 5 millioner år og stadig lidt naiv. Hun elsker at glitre, og hun elsker Ikaros, som hun greb, da han faldt: »Vingerne smagte af honning«.

Havenes plan er at genforene sig. De blev adskilt, da landjorden brød frem (»Det første land skød rødt og filipensagtigt frem, brunede siden til en sårskorpe og smagte af et hidsigt mineral«, erindrer Atlanterhavet). De betragter menneskene (»krybene«) og også dyrene og frugterne og planterne som »kar« for den væske, der hører havet til og igen skal dække hele Jorden (»Kødets formål var at bære vandet«, »Hvis landet ikke kunne knuses, ville vi krydse det – beholder for beholder, kar for kar, skulle vi mødes igen«).

Atlanterhavets længsel går mod denne genforening. Men Middelhavet, som er for ungt til at huske, da havene var ét, kan ikke glemme Ikaros og er bekymret for sit ansigt, sit jeg, som hun skal efterlade.

Skrevet med stor forestillingskraft

Sådan er situationen i Siri Ranva Hjelm Jacobsens ’Havbrevene’. Det er en lille bog, men skrevet med stor forestillingskraft. Eksempelvis er jeg ret vild med forestillingen om, hvordan søsterhavene i deres fortvivlelse over adskillelsen »skyllede mod deres indre kyster og græd« og »sendte beskeder frem og tilbage«. Det klæder de sort-hvide tekstsider at flankeres af Dorte Naomis sort-hvide illustrationer, der ligeledes synes inspireret af havet: hvirvler, brydninger, bølger.

’Havbrevene’ mister noget dér, hvor den bliver for didaktisk og for enkel i sine modstillinger