De to søstre Atlanterhavet og Middelhavet skriver breve til hinanden. Atlanterhavet er 180 millioner år, og intet kan længere overraske hende. Hun elsker Universet. Lillesøster Middelhav er kun 5 millioner år og stadig lidt naiv. Hun elsker at glitre, og hun elsker Ikaros, som hun greb, da han faldt: »Vingerne smagte af honning«.
Havenes plan er at genforene sig. De blev adskilt, da landjorden brød frem (»Det første land skød rødt og filipensagtigt frem, brunede siden til en sårskorpe og smagte af et hidsigt mineral«, erindrer Atlanterhavet). De betragter menneskene (»krybene«) og også dyrene og frugterne og planterne som »kar« for den væske, der hører havet til og igen skal dække hele Jorden (»Kødets formål var at bære vandet«, »Hvis landet ikke kunne knuses, ville vi krydse det – beholder for beholder, kar for kar, skulle vi mødes igen«).
Atlanterhavets længsel går mod denne genforening. Men Middelhavet, som er for ungt til at huske, da havene var ét, kan ikke glemme Ikaros og er bekymret for sit ansigt, sit jeg, som hun skal efterlade.
Skrevet med stor forestillingskraft
Sådan er situationen i Siri Ranva Hjelm Jacobsens ’Havbrevene’. Det er en lille bog, men skrevet med stor forestillingskraft. Eksempelvis er jeg ret vild med forestillingen om, hvordan søsterhavene i deres fortvivlelse over adskillelsen »skyllede mod deres indre kyster og græd« og »sendte beskeder frem og tilbage«. Det klæder de sort-hvide tekstsider at flankeres af Dorte Naomis sort-hvide illustrationer, der ligeledes synes inspireret af havet: hvirvler, brydninger, bølger.
Et par steder refererer Atlanterhavet til sin korrespondance med søster Arktis. Det går fremad deroppe, kan hun melde. Altså med den store plan om, at havene atter skal dække hele Jorden. Arktis’ køer kælver: »I årets første gry rejser kysterne sig som ventende ved et busstoppested«. Sådan skriver Arktis, og Atlanterhavet kommenterer: »Jeg ved ikke, hvad hun mener med dét. Jeg synes, hun er begyndt at virke lidt ustabil«. Et hav, der taler om busstoppesteder, må jeg bede om mine himmelblå! Økokritisk apokalyptisk humor.
Bruegel digter med
En gennemgående reference i ’Havbrevene’ er Pieter Bruegels maleri af Ikaros’ fald. Som en vignet til hele bogen står et citat fra William Carlos Williams’ digt om dette maleri: »a splash quite unnoticed/ this was/ Icarus drowning«. Det bemærkelsesværdige ved Bruegels billede er netop, at den begivenhed, som har lagt titel til det, udspiller sig diskret i et hjørne, hvor et par sprællende ben er ved at forvinde ned i det hav, der med en pragtfuld turkisgrøn farve dækker det meste af lærredet. Åh, det var dengang, Middelhavet var endnu yngre: »Engang var jeg fed og yndefuld som silke«. Dengang hun greb drengen, hvis vinger smagte af honning.
Bruegels maleri lades med ny betydning i ’Havbrevene’. For druknedøden i Middelhavet er grufuldt aktuel. Og Jacobsen lader Middelhavet selv beskrive de druknede med den gru, der kan ligge i poetisk fremmedgørelse: »De står på bunden og duver med lunger, der spjætter af plankton og lyskrebs. Når ålene kommer, kigger jeg væk«.
Lidt for påklistret
Bruegels maleri kan også tolkes, som om det handler om en ligegyldighed over for andres lidelse: På forgrundens landjord går der en bonde og pløjer uforstyrret videre, mens Ikaros’ ben spræller fortvivlet i havet. Alt dette tematiseres i en slags museums-talk, der indgår i teksten som et af de dokumenter, Atlanterhavet indsamler fra »krybene« og vedhæfter sine breve for at belære søsteren. Denne museums-talk bliver lidt for påklistret og belærende, synes jeg.
Det samme gælder udpenslingen af Ikaros’ far, Daidalos (ham, der konstruerede Ikaros’ vinger og byggede det minoiske palads med labyrinten), som »datidens Albert Speer«. Ikaros modstilles Daidalos, som længslen modstilles viljen.
’Havbrevene’ mister noget dér, hvor den bliver for didaktisk og for enkel i sine modstillinger, synes jeg. Men hele grebet med at besjæle havene og give dem stemme som søstre forløses med en fantasifuld poetisk skønhed, der med sine indslag af grumhed og humor er lige så filosofisk og poetisk, som den er økokritisk.
fortsæt med at læse
