Endelig! Nu har Patrick Ness skrevet en god bog igen. Det har ellers ikke været opløftende at følge hans udgivelser på dansk siden mesterværket og monstersuccesen ’Monster’ (2015). Forlagene kastede sig naturligt nok over forfatterens tidligere bøger, der er underligt lange i spyttet. Så man kan spekulere over, hvorfor ’Monster’ blev så vellykket, for skønt han ’arvede’ historien som skitse efter en dødssyg forfatterkollega, skrev han dog det meste selv. Men hvorfor se tilbage, når man kan se frem og åbne ’Og havet var vores himmel’ og læse en historie, der har så meget af den rå og insisterende intensitet, som bar ’Monster’ op i sin himmel?
Vi er ude på de store have. Der, hvor hvalerne og hvaljægerne bor. Men hov! Er det hele ikke vendt på hovedet? For de store dyr svømmer nedad, når de går efter havets overflade, og de er bevæbnet til kamp mod store (hval)skibe med harpuner ved finnerne og spejdere for og agter. Der er kamp til stregen, når de mægtige dyr slår sensorerne til og fornemmer fjerne, dirrende klik.
