Niels Franks jegfortælling om en midaldrende digter, som er ramt af slægtens ulykker og sin længsel efter kærlighed, er sprogligt virtuos, men forbliver en lidt for distanceret metaroman.
Sprogligt virtuost, men alt for distanceret: Digterens depressive sammenbrudsroman ender med at fise ud
Med en parallel til Thomas Mann og ’Døden i Venedig’, som fortælleren fortolker biografisk i kapitlet ’Om at fornedre sig i kærlighed’, kredser fortællerens begær om den ene unge mand efter den anden. Pressefoto Robin Skjoldborg
Lyt til artiklen
Henter...
»Jeg er digter, men jeg har ikke skrevet et digt i næsten ti år. Nu skriver jeg det her. Nu skriver jeg sådan her. Af en eller anden grund får jeg lyst til at undskylde for det./ Undskyld«.
Sådan starter Niels Franks roman ’Sidste vers’ og anslår hermed en vis lighed mellem jegfortælleren og forfatteren, hvis man sammenligner med titellisten forrest i bogen. Heraf fremgår det, at Niels Franks seneste digtsamling kom i 2008, hvorefter han kun har udgivet prosa.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
