0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sprogligt virtuost, men alt for distanceret: Digterens depressive sammenbrudsroman ender med at fise ud

Niels Franks jegfortælling om en midaldrende digter, som er ramt af slægtens ulykker og sin længsel efter kærlighed, er sprogligt virtuos, men forbliver en lidt for distanceret metaroman.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Robin Skjoldborg
Pressefoto: Robin Skjoldborg

Med en parallel til Thomas Mann og ’Døden i Venedig’, som fortælleren fortolker biografisk i kapitlet ’Om at fornedre sig i kærlighed’, kredser fortællerens begær om den ene unge mand efter den anden.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Jeg er digter, men jeg har ikke skrevet et digt i næsten ti år. Nu skriver jeg det her. Nu skriver jeg sådan her. Af en eller anden grund får jeg lyst til at undskylde for det./ Undskyld«.

Sådan starter Niels Franks roman ’Sidste vers’ og anslår hermed en vis lighed mellem jegfortælleren og forfatteren, hvis man sammenligner med titellisten forrest i bogen. Heraf fremgår det, at Niels Franks seneste digtsamling kom i 2008, hvorefter han kun har udgivet prosa.

Linjernes påberåbelse af den skrivendes nu er også en påmindelse om den faktisk skrivende (forfatter)krop og stiller spørgsmålet om forholdet mellem denne og det fiktive fortællerjeg. Endvidere gør dette nu opmærksom på diskrepansen mellem det skrivende og det læsende nu, som aldrig kan være synkront, selv om fortælleren med sin direkte henvendelse (»Undskyld«) forsøger at gøre læseren nærværende i skriveøjeblikket – og det bliver han ved med, med imperativer (»Fat det dog«), kommentarer (»Mon dog ikke«) eller bogstaverede interpunktioner (»Udråbstegn«, uden udråbstegn).

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce