0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

6 hjerter: Lars Saabye Christensen har skrevet et mesterværk på højde med Proust. Intet mindre

Norsk forfatter har med ’Byens spor’ skrevet værket, genistregen, der samler og topper alting, mener vores anmelder og uddeler de maksimale 6 hjerter.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jan Grarup
Arkivfoto: Jan Grarup

Norske Lars Saabye Christensens kunst har bevæget sig fra virkelig god til endnu bedre, mener Bjørn Bredal.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Franskmændene har et ord, une somme. Det kan betyde bogen, værket, genistregen, der samler og topper alting. Une somme, et livsværk. Summen.

Lars Saabye Christensen har med sin roman om Oslo fra krigen til i dag, ’Byens spor’, i tre bind skabt une somme.

De tre gange fem hundred sider er gået fra godt til bedre, og jeg vil ikke sige, at det sidste bind, ’Skyggebogen’, er genialt, thi ordet huer mig ikke, men jeg tør godt sige, at det er en genistreg.

Litteraturens store værker samler det uendeligt store i det uendeligt små. Man læser én enkelt sætning og har læst hele værket. Man læser ét enkelt kapitel og lægger det i vand, så springer resten af romanen ud som en tørret kinesisk teblomst i fuldt og saftigt flor.

Læs f.eks. kapitlet ’Skibet i flasken’, side 181-210 i ’Skyggebogen’, bind tre af ’Byens spor’. Her har vi har hele Saabye. Hans humor, hans historier, hans verden. Hovedpersonen Jesper, der krystalliserer værket med sin følsomhed og sit fravær, dukker efter elleve års udlændighed op på et sindssygehospital i Oslo. Han føler, han har et skib i brystet, som en fuldrigger i en flaske, og jeg, den danske læser, tænker på ’Krystalskibet’ af Michael Strunge.

Norske Jesper har spillet klaver på et hotel ved Comosøen, som blev til komasøen, da en eller anden under et afterparty lokkede en pille i ham og sagde: »Så vil du høre Satie på en helt ny måde, broder!«.

Får Jesper nogensinde skibet ud af brystet og sig selv ud af flasken? Læs selv.

Jesper nager mig

De tre bind af Oslo-trilogien kan reduceres og inddampes endnu mere, til blot tre ord: »Jesper nager mig«. Og ’mig’, det er Saabye, som her i bind tre skriver sig selv ind i værket:

»(…) min fascination af forsvindingen som figur er nærmest grænseløs. Den indebærer både mystik og frihed, savn og erindring, der også er nogle af fortællingens grundelementer. Jeg sværmede for dette i min ungdom: at være alene væk. At være en opdager, som ingen kan finde. Forsvindingen er også en skavank, en social, litterær og eksistentiel skavank, umodenheden forklædt som klassiker«.

Så meget om det overordnede, men man skal jo også passe sin roman:

»Alt andet lige har jeg dog først og fremmest en forpligtelse over for det, der i denne sammenhæng er sandt: Jesper Kristoffersen stak i huj og hast til søs i 1957, samme dag som kong Håkon VII døde, og kom ikke tilbage før i november 1968, nu som patient på Gaustad Sygehus, en havarist, en skibbruden, han havde indtaget et eller andet, hed det sig, og i februar 1969, mens han mor prøver at få fat på Trude, er han stadig indlagt på den lukkede mandeafdeling«.

Djævlens klaver, hed det i bind 2 om Jespers spejlspil med sin italienske lærer Enzo Zanetti, som Jespers dejlige mor, Maj, for resten havde noget kørende med. Hun er en kvinde, som går på alting med krum hals, og det får hun brug for i årene omkring 1968, hvor hendes søn altså dukker op på et sindssygehospital, mens hendes datter Stine bliver student og studerer medicin, men dropper ud til fordel for verdensrevolutionen, kedeldragten og en tør kommunist ved navn Robert.

Jeg sværmede for dette i min ungdom: at være alene væk. At være en opdager, som ingen kan finde

Lars Saabye Christensen sidder jo inde med et forrygende materiale i form af de faktiske Røde Kors-referater, som hans egen mor opbevarede, og som han fandt i en kasse på loftet eller i kælderen, eller hvor man finder sådan noget. Forfatterens gendigtede referater er den faste ramme om romanerne og fast udgangsbøn på næsten alle kapitler.

En bestemt sætning i et referat kan han ikke slippe: »Alle enlige ved, hvad det betyder at vide, at de ikke er helt glemt af alle«. Saabye siger: »Det er omkvædet i alt, hvad jeg har skrevet, det, der står i skyggen mellem udsagn og ekko«.

Saabyes knoglekræft

Saabye skriver sig selv ind og får konstateret knoglekræft undervejs i arbejdet med romanen. Måske er det hans sidste værk, tænker han og vi undervejs, og måske skal ’Skyggebogen’ så meget desto mere være summen af det hele.

Melankolien mødes af en komik uden lige. Oslo-trilogien er en menneskelig komedie, som man klukker sig i gennem, så det gør ondt. Jostein, Jespers barndomsven, sælger chokolade og bliver rig og tyk, gamle Margrethe får blå mærker af livet med sin antikvarboghandler, Oslo er og bliver, med Hamsuns ord, som da også citeres, en by, man ikke forlader uden at have fået mærker.

Og velgørenheden hos damerne i Røde Kors? Den får trangere kår: »Når man har penge nok, er der altid nok at bruge pengene på«. Saabye resumerer: »husleje, bil, fornøjelser, fyrværkeri, frisører, strygejern, skat, drikkevarer, tøj, mad, strøm, kager, tennisketsjere, forsikringer, licenser, bøder, paraplyer, symaskiner, scootere, ski og skistave«.

Norge. På højde med ’Verden af i går’ og ’På sporet af den tabte tid’. Summa summarum.

Læs mere:

Annonce