Der findes en Dostojevskij, før han var ti år i sibirisk fangelejr, og en efter. Alle de store romaner, vi typisk forbinder ham med: ’Forbrydelse og straf’, ’Idioten’, ’Brødrene Karamazov’, er fra tiden efter de ydmygende år. På den anden side har vi ’Dobbeltgængeren’ fra 1846 og hans debut fra året før, der på dansk tidligere har heddet ’Fattige folk’ og ’Arme mennesker’, og som nu findes i en ny oversættelse med den endnu bedre titel ’Stakkels mennesker’. Titlen er også det eneste – eller i hvert fald mest markante – sted, hvor forfatteren giver sig til kende med en form for kommentar til de begivenheder, der beskrives.
Som oversætter Tine Roesen skriver i sit efterord, har hun med titlen ikke bare villet pege på det sociologiske og realistiske blik på samtiden, men på evighedens perspektiv, den medfølende skabers perspektiv på den stakkels menneskehed – sådan som Dostojevskij jo selv gør. Den 24-årige forfatter anslår i sin debut de psykologiske og religiøse lag, der blev kendetegnet for et forfatterskab, der aldrig blev mindre benhård realisme af at kigge dybt ind i menneskets sjæl.
