0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ursula Andkjær Olsen får seks hjerter for sin nye svimlende bog

At læse Ursula Andkjær Olsens nye digtsamling, ’Mit smykkeskrin’, er som at dykke under vand: Alting åbner sig, og man må holde vejret.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jacob Ehrbahn (Arkiv)
Foto: Jacob Ehrbahn (Arkiv)

Ursula Andkjær Olsen udfolder det ufattelige i den uendelige kæde af mennesker, der har været inde i andre menesker for siden selv at undfange og bære nye mennesker.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg vidste det på en måde godt, og alligevel fattede jeg ikke, at vores systemer og kredsløbskæder er så altomfattende omsiggribende, som de viser sig i Ursula Andkjær Olsens nye digtsamling.​​​​​​

Hvad er det for et kredsløb, vi befinder os i? Som i flere af Ursula Andkjær Olsens bøger er det det økonomiske eller i hvert fald transaktionens og distributionens kredsløb. Det, der får os til at føle, at vi skiftevis og uafbrudt skylder et sted og har noget til gode et andet sted.

Vi optager, og vi afgiver, vi kræver, og vi giver tilbage i et enormt system af fødevarer, følelser, hårde og bløde gaver, børn, sved og blod og urin. Sådan er vores relation til verden. Hvad Ursula Andkjær Olsen især udfolder denne gang, er kroppens position og skæbne i dette skruppelløst pulserende system. Titlens smykkeskrin er naturligvis livmoderen, den bankboks, der for en tid skal huse barnet.

’Mit smykkeskrin’ falder i syv dele, hver især adskilt af Sophia Kalkaus metalliske fotografier af skinnende kupler. Selv om samlingen er komponeret i adskilte dele, og selv om langt de fleste af digtene kan siges at være abstrakte, gør et forløb sig alligevel gældende. En mor er død, måske er det jegets, og jeget er selv mor til et barn. Barnet og den døde mor dukker op i digtene som stemmer og tilstedeværelse, men også som mangel og savn. Disse mennesker, som blot er et ganske lille udsnit af det større kredsløb, forbinder diskret digtene som et hjerte, der slår gennem samlingen.

’Mit smykkeskrin’ tog pusten fra mig, fordi den gang på gang fik mig til at se ting, jeg troede, jeg kendte, på måder, som aldrig ville være faldet mig ind.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce