Det mest Paul Auster-agtige øjeblik, jeg selv har haft, må være dengang, jeg som ung førsteårsstuderende tog til New York for at skrive opgave om Austers gennembrudsroman, ’New York-trilogien’. Via en masse mails frem og tilbage mellem The New York Public Library og min egen professor fik vi arrangeret en meget formel seance, hvor jeg fik en times adgang til originalmanuskriptet, som Auster havde skrevet på sin skrivemaskine, jeg sad alene i en stor sal, mens en vagt så på.
Så forblændet var jeg dengang af Austers univers, at jeg altså iscenesatte dette meget Auster-agtige øjeblik for mig selv. Og egentlig havde det vel ikke andet formål end selve magien ved at sidde med tekst, ane rettelserne på papiret, tanken om, at disse sider var kørt igennem Austers Olympia-skrivemaskine, som han har renskrevet hele sit forfatterskab på (efter først at have skrevet det i hånden) – det er der et kapitel om i den nye opsamlingsbog ’Samtaler med fremmede’, der samler alle tænkelige tekster, Auster har skrevet ved siden af sit forfatterskab mellem 1967 og 2007.
