Det er et perspektiv, der overskrider de psykologiske, sociale og politiske perspektiver, man typisk i litteraturen har forbundet mennesket med, og som placerer det i den antropocæne tidsalder.
At det private er planetarisk betyder, at mennesket er i krise, fordi naturen og planeten er det. Og der kommer heller ikke noget godt ud af vandringsmandens håbefulde forsøg på at forbinde sig med naturen: »Vandringen var ikke andet end en latterlig indbildning«, tanken om at fare vild i Danmarks parodi på en infrastruktur, i de »flade gyllegeografier«:
»Nej at fare vild, hvor jeg kom fra, at forsvinde i ødemarken eller blive væk i skovene, at opleve virkeligheden, kort sagt, det var ingen mulighed«.
Måske er problemet, at Theis-figuren slet ikke kan finde nogen natur. Det, han finder, vil ham det i hvert fald ikke godt. Og det er bare ét eksempel på, at naturen er i krise i dansk litteratur – at der sjældent kommer noget rigtig godt ud af at ville interagere med den.
