En mor dør, og en lille børnefamilie lades alene med tomrum og tab. Men snart flytter et besynderligt fuglevæsen ind i deres hjem, en anmassende fedtet og uregerlig skabning, der sætter alle husregler over styr og holder de efterladte med selskab i søvnløse nætter og livløse dage. Ja, det er sådan, det er at sørge, som om en fremmed urkraft tager bolig, helt uden at være inviteret, tænkte ikke bare jeg, men læsere verden over, da vi slugte den britiske forfatter Max Porters originale debutroman ’Sorg er et væsen med fjer’ (2016).
Normalt har jeg det ellers lidt stift med voksenlitteratur, hvor mennesker har haler, eller bevingede dyr kan tale, men som enhver, der har set døden i øjnene, ved, er den vildt overskridende i sig selv, en ’på tærsklen’-oplevelse, som åbner døren til et fremmedartet rige på klem. En lignende transcenderende kraft har nok også rædslen, når først den griber.
