0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

5 hjerter: Hvem tog Lanny - den homoseksuelle kunstner eller drengens karrieremor? En hel landsby får stemme i vild og syngende roman

Max Porter er en mand af mærkelige ord og væsner, men hans anden roman om et barns pludselige forsvinden går næsten lige så overbevisende tæt på virkeligheden som den første. En krimi? En sang? Et eventyr? Helt sikkert en oplevelse.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Lucy Dickens
Foto: Lucy Dickens

Max Porter (f. 1981) har været boghandler og forlagsredaktør. Men det er måske især hans baggrund som kunsthistoriker, man fornemmer i de også visuelt genreudfordrende bøger.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En mor dør, og en lille børnefamilie lades alene med tomrum og tab. Men snart flytter et besynderligt fuglevæsen ind i deres hjem, en anmassende fedtet og uregerlig skabning, der sætter alle husregler over styr og holder de efterladte med selskab i søvnløse nætter og livløse dage. Ja, det er sådan, det er at sørge, som om en fremmed urkraft tager bolig, helt uden at være inviteret, tænkte ikke bare jeg, men læsere verden over, da vi slugte den britiske forfatter Max Porters originale debutroman ’Sorg er et væsen med fjer’ (2016).

Normalt har jeg det ellers lidt stift med voksenlitteratur, hvor mennesker har haler, eller bevingede dyr kan tale, men som enhver, der har set døden i øjnene, ved, er den vildt overskridende i sig selv, en ’på tærsklen’-oplevelse, som åbner døren til et fremmedartet rige på klem. En lignende transcenderende kraft har nok også rædslen, når først den griber.

Det er i hvert fald den, Max Porter undersøger i sin anden og lige så magiske roman ’Lanny’, hvor en skoledreng en dag ikke kommer hjem. Hans mor, Jolie, får aldrig sat fredagskyllingen i ovnen, i stedet må hun og manden Robert lede i landsbyen, skoven og i deres tankers dyb. Hvor er deres fregnede lille dreng, som går sin egen småsyngende enspændergang mellem hjemmet og kunstnervennen Pete, hvem har ansvaret for hans forsvinden, hvorfor skriver moderen også på så rædselsvækkende en krimi, og betyder det noget, at voksenvennen er homoseksuel?

»Klokken var pludselig blevet 22, og fornemmelsen af noget sygt havde meldt sig i huset, i brystet og i halsen, og vores arme føltes influenzasyge, vores blærer summede, vores hud strammede, fordi vi vidste, at timerne gik, og at det var slette timer, en almindelig aften der bliver til en aften fuld af bekymring, der bliver til en skrækindjagende endeløs nat, ikke mere Jolie, ikke mere Robert, ikke mere familie, ikke mere fortælling«.

’Ikke mere fortælling’. At miste et barn er end of story. Max Porter lader forældrene stirre lige lukt ned i verdens undergang, men han har også i denne roman ligesom et kærligt, overmenneskeligt tag i sine personer: Se, lige derovre står den altfortærende rædsel og stinker, nu holder jeg godt fast i jer!

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce