Er Charlotte Weitzes nye roman en mørk skov, man kan fare vild i? Et lunt drivhus, der inviterer til eftertænksom dvælen? Blomstrer metaforerne, og forgrener historien sig? Jeg skal passe på som anmelder ikke at lade bogens planteeventyrlige sprog slå rødder i mig, men jeg har nok allerede afsløret, hvor svært det er, for med ’Rosarium’ har Charlotte Weitze kastet sig over botanikken, og med den følger et gunstigt vokabular. Bare navnene i sig selv: murrude, mimose, glat dueurt, ærenpris og ulvefod blandt andre.

Sådan er planterne en gave for den skrivende, og Charlotte Weitze har forvaltet den gave godt. Vi møder Jerikos rose, den tørre boldagtige ørkenplante. Læg den brune sag i en tallerken med vand, og efter en time »er den begyndt at folde sig ud og blive grøn. Når der er gået et par dage, tager man den op af vandet og tørrer den brun igen. Sådan kan Jerikos rose blive ved i det uendelige«. Sådan er hver plante et sagn i sig selv, og Charlotte Weitze formår at afsløre, hvordan videnskab og eventyr sjældent er langt fra hinanden.