0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

For meget af det gode: Plottet blomstrer lidt for vildt i klimaroman krydret med incest, overgreb, mord, bortadoption og utroskab

Charlotte Weitzes nye roman overskrider med lige dele magi og naturvidenskab alle grænser. En stor nydelse, men også for meget af det gode.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Lea Meilandt
Foto: Lea Meilandt
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Er Charlotte Weitzes nye roman en mørk skov, man kan fare vild i? Et lunt drivhus, der inviterer til eftertænksom dvælen? Blomstrer metaforerne, og forgrener historien sig? Jeg skal passe på som anmelder ikke at lade bogens planteeventyrlige sprog slå rødder i mig, men jeg har nok allerede afsløret, hvor svært det er, for med ’Rosarium’ har Charlotte Weitze kastet sig over botanikken, og med den følger et gunstigt vokabular. Bare navnene i sig selv: murrude, mimose, glat dueurt, ærenpris og ulvefod blandt andre.

Sådan er planterne en gave for den skrivende, og Charlotte Weitze har forvaltet den gave godt. Vi møder Jerikos rose, den tørre boldagtige ørkenplante. Læg den brune sag i en tallerken med vand, og efter en time »er den begyndt at folde sig ud og blive grøn. Når der er gået et par dage, tager man den op af vandet og tørrer den brun igen. Sådan kan Jerikos rose blive ved i det uendelige«. Sådan er hver plante et sagn i sig selv, og Charlotte Weitze formår at afsløre, hvordan videnskab og eventyr sjældent er langt fra hinanden.

Men ’Rosarium’ er selvfølgelig ikke kun et kuriosum af biologi, også en større fortælling udspiller sig. Romanen er i tre dele: ’Bror og søster’, ’J.’ og ’Pangæa’. Vi begynder i den polsk-russiske urskov Bialowieza omkring år 1900, dernæst hen over Snekkersten og Andesbjergene for at ende i nutidens USA med glimt af fremtiden også. Der er tsarsønner, nonner, der lever af sollys, uadskillelige tvillinger plus en hel masse gartnere, biologer og botanikere. Og så er der rosenfolk, delvis menneske og delvis plante. Med grønkorn i huden og stængelhår. Det er deres halvskjulte tilstedeværelse og katastrofale potentiale, der er omdrejning for bogen.

Er man Charlotte Weitze-læser, bliver man ikke overrasket over at møde denne fabelmutant. Hendes forrige bog, ’Den afskyelige’, plottede muntert videre på, hvordan det ville se ud, hvis afskyelige snemænd (og tildels havfruefolk) var mere hverdag og mindre eventyr. Har man ikke læst den forrige roman, kan det være, man har set den fremragende svenske film ’Grænse’ fra 2018 (som i øvrigt er baseret på en novelle af Ajvide Lindqvist), hvor det er troldenes tilstedeværelse i samtidens Sverige, der tematiseres.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce